Nogle gange vil et kølefryseskab bare være et kølefryseskab. Og det vil dette fra Electrolux.
Her er hverken Wi-Fi, avancerede skuffer med nærmest magiske egenskaber eller en indbygget højttaler, som kan fortælle dig, hvor mange æg, der er tilbage i pakken.
Her er et par låger, nogle hylder og skuffer. Og så bagbeklædningen i rustfrit stål, som sikrer, at kulden fordeles jævnt i køleskabet, og at temperaturen lynhurtigt reetableres, når døren har været åben.
Kølefryseskabet fungerer og leverer, hvad man kan forvente af sådan en fætter. Så som udgangspunkt et godt bud til dig, der har brug for et ekstremt højt kølefryseskab på hele 202 cm og en masse liter.
Og dog.

Pladsproblemer
Fryseren består af tre skuffer og burde med sine 103 liter kunne rumme stort set hvad som helst. Så vi køber lystigt ind af frosne grøntsager, pommes frites i poser og frysepizzaer.
Men to af pizzaerne er åbenbart marginalt over standardstørrelse, og vi kan simpelthen ikke få plads til dem i fryseren. Nød lærer sulten kvinde at finde en løsning, så vi hiver pizzaerne ud af papæskerne, og nu kan de lige netop godt glide ned i skuffen. Men hvem opbevarer frysepizzaer uden æsker i fryseren? De par centimeter, der manglede, kunne I godt lige have givet os, Electrolux.
Design
Udefra er køleskabet ret flot på sådan en maskulin måde med sin overflade af koksgråt stål (Producenten kalder det sort, men det er altså mørkegråt). Indeni mødes vi af hvidt og gråt stål. Her ser tingene ud som på de fleste andre køleskabe nu om dage.
To skuffer, en til grønt og en til pålæg /ost, som Electrolux kalder Extra Chill, og ellers hylder. Mens andre producenter fylder særlige anordninger til flasker, og små miniskuffer til snacks, giver Electrolux os to skuffer og hylder for resten. Til gengæld er lågen fuld af endnu flere hylder, helt op til toppen, som befinder sig hele 205 cm over gulvet. Med andre ord: Virkelig et rummeligt køleskab.
I løbet af testperioden bliver vi lidt irriterede på den af hylderne, som kan deles i to på midten, så der er plads til højere ting på hylden nedenunder. Det er ellers en fin feature, men i dette køleskab virker flekshylden sært ustabil. Og når den ikke er delt i to, kommer vi konstant til at støde ind i den, så den deler sig på midten og skal samles igen. Det er sikkert noget, man vænner sig til.
Holdbarhed
Vi har allerede været omkring bagbeklædningen i rustfrit stål, der betyder, at maden holder sig længere, end den gjorde, dengang køleskabe bare var indrettet i hvid plastic. Vi oplever da også, at maden holder sig frisk længe, mens vi tester køleskabet.
I Greenzone skuffen har Electrolux indsat en barriere, som sikrer stabil luftfugtighed i skuffen, og den virker, kan vi konstatere. For vi glemmer nemlig en pose med spinat i skuffen i næsten to uger, og da vi tager den ud, ser spinaten stort set ud, som da vi lagde den ned i skuffen. Imponerende.
I resten af køleskabet er der såkaldt 360 Cooling, hvilket vi kan læse os til, betyder, at der er små lufthuller, som sikrer køling ud i alle hjørner. Teknologien aktiveres, når lågen er lukket og sikrer også en hurtig nedkøling af de fødevarer, du lige har placeret i køleskabet. Det er et eksempel på den form for usynlig teknologi, som producenterne har udviklet i de senere år, og som rent faktisk mindsker madspild.

Fryseren
En anden af disse usynlige teknologier er Electrolux’ TwinTech Nofrost teknologi, som skal sikre, at luften i fryseren og luften i køleskabet ikke bliver blandet sammen, og at der dermed er styr på den rette luftfugtighed i begge dele af skabet. Her kan vi bare konstatere, at det er en teknologi, som er meget svær at efterprøve.
Til gengæld tester vi Extra freeze funktionen, som skal aktiveres fire timer før, man gerne vil fryse noget hurtigt ned i fryserens øverste skuffe. (Den slår automatisk fra efter 24 timer). En lille lampe blinker, og det er den eneste indikation på, at funktionen er slået til.
Vi bager en plade boller og placerer dem i den øverste skuffe. Og ganske rigtigt virker bollerne frosne, da vi tjekker dem efter en times tid.
Teknologien er naturligvis tiltænkt mere letfordærvelige fødevarer som kød, fisk og færdigtilberedt mad, og til den slags, er den rar at have i baghånden.
Konklusion
Fire solide stjerner for et pænt og rummeligt kølesfryseskab, som holder maden frisk længe. Men vi kunne godt bruge lidt bedre indretning i køleskabet og en fryser med plads til vores frysepizzaer med æske.
