Ikke for dyrt, og ikke for billigt. Mellemprislejet er typisk der, de fleste leder efter nyt udstyr. Ingen gider det billigste af det billigste, og man vil samtidig gerne undgå at betale for marketing i stedet for kvalitet. Espressomaskiner er dyre, og mellemprislejet er her repræsenteret af 3 maskiner med en pris på 6.000 – 7.000 kroner samt en enkelt afstikker med pris på 13.000 kroner.

For den pris får du typisk en automatisk mælkeskummer, over et dusin indbyggede opskrifter og muligheden for at ændre i disse opskrifter, så du kan skræddersy din morgenkaffe, som du vil. Flere maskiner har også profiler, så du og din partner kan have hver jeres ideelle cappuccino. Wi-Fi og apps hører den dyrere klasse til.

Maskinerne i testen

Philips Series 5500 er den nye, dyreste espressomaskine fra det hollandske mærke, hvilket stadig gør den relativt billig med en pris på 6.000 kroner. Den har 20 indbyggede opskrifter og fører sig frem med et såkaldt ”SilentBrew”-system. Støjen er ofte det største irritationsmoment ved espresso, men her er en mere morgenvenlig oplevelse. Maskinen byder også på et stilrent design, der klæder de fleste køkkener.

DeLonghi har naturligvis en (læs: mange) maskine til enhver prisklasse, og i denne omgang tester vi Dinamica Plus, som ikke er helt ny, men byder på den velkendte kvalitet, der gør DeLonghi så populære inden for fuldautomatiske espressomaskiner. Den koster 6.800 kroner.

Danske Aiviq er nye på markedet, og deres espressomaskine, Aiviq AEM-101S, ser både større og mere luksuriøs ud end maskinerne fra Philips og DeLonghi. En stor skærm troner frem, og størrelsen gør, at den ikke kan gemmes væk. Maskinen byder på en meget unik brugeroplevelse og prøver at skabe luksus-feeling til en meget lav pris, nemlig 7.000 kroner.

Første espressomaskine i eget navn fra storeksportøren Witt hedder passende Witt Premium Espresso. Den repræsenterer i denne test toppen af mellemprislejet og er en stor maskine, hvis egenskaber minder meget om dem, man finder i de dyreste maskiner på markedet. Designet minder om det fra Aiviq, hvor skærmen er i fokus, og størrelsen gør, at den skiller sig ud i køkkenet. På maskinen finder man lækre detaljer som et tungt glaslåg og en flot mælkebeholder.

Kaffebønnerne i testen

Som vanligt testes der med to bønner. En dyr, sjælden bønne og en billig og meget udbredt.

I dette tilfælde er den billige bønne Lavazza Caffè Crema Classico: En meget mørkristet supermarkedskaffe, som kan købes for omkring 135 kroner kiloet. Den er en blanding af Arabica og Robusta fra Sydamerika, Afrika og Sydøstasien.

Ikke den mest interessante bønne, viste det sig, men en god udfordring for maskinerne, som med denne bønne skal forsøge at minimere uønskede bitre bismage og få det meste ud af den prisvenlige kaffe.

Den dyre bønne stammer fra Riccos i København. Kaffen hedder Bitches Brew, og er en mere moderne mellemristet Arabica fra Etiopien, specifikt Yirgacheffe-området. En kaffe, der er gennemgået en såkaldt ”vasket”-proces, som fjerner hele kaffefrugten inden tørring, hvilket giver en meget gennemsigtig smag, hvor de fine, lyse smagsnoter bevares. Den koster 312 kroner kiloet.

Maskinerne testes og sammenlignes på baggrund af smag og brugervenlighed. I mellemprislejet er der stor forskel på, hvordan producenterne prioriterer features, byggekvalitet, brugeroplevelse, design og kaffekvalitet. Vurderingen sker på baggrund af et helhedsindtryk, hvor kaffekvalitet og brugervenlighed vejer tungest.