Smartlys er lækkert, men også dyrt. Men antallet af billige alternativer til de kendte mærkevarer er voksende.
Hong Kong-baserede Govee er grundlagt i 2017. Men selv om firmaet kun er syv år gammelt og langt mindre kendt end den hollandske smartlyskonge Philips Hue, har de alligevel nået at få 20 millioner brugere – og 436 patenter på egne teknologier.
Vi har kigget i Govees gigantiske produktudvalg og har fundet Govee Floor Lamp 2. Lampen er udformet som en halvanden meter høj lodret, lysende stav.
En anden måde at beskrive det på ville være: Ligesom Philips Hue Signe Gradient. Men til den halve pris. Hvis lampen er slukket, kan man tage fejl af de to, og selv når den er tændt, er det stadig tæt på. Hvilket er en god ting. Der er naturligvis også en række forskelle på de to lamper. Dem vender vi tilbage til.
Skal samles
Inden man kan komme i gang, skal lampen først samles. Imens Philips-lampen leveres færdig i en halvanden meter lang kasse, kommer Govee Floor Lamp 2 i en mere transportvenlig papæske på 43 cm. i højden. Røret, der rummer lysarmaturet, samles af fire dele. Selve lyskilden er en blød slange, der trykkes ind i en rille i røret, når der er skruet sammen. Bunken af metalrør, skruer og kabler virker lidt intimiderende, men samlingen tager stadig under en time for en trænet IKEA-kunde.
Der medfølger en fjernbetjening, men Govee Floor Lamp 2 styres primært fra Wi-Fi og Bluetooth via Govees app.
App’en indeholder overraskende mange funktioner, og trods antallet er de ret lette at finde rundt i. Gulvlampen kan selvfølgelig lyse i alle regnbuens og RGB-cirklens millioner af farver, samt i alle temperaturer af hvidt lys. Men det er kun begyndelsen. Ud over én enkelt farve i lampens fulde længde kan man på Govee Floor Lamp 2 definere op til otte samtidige farvezoner med glidende farveovergang mellem hver.
Masser af stemningslys
Herfra kommer vi over i Scenes, der er festbelysningen, der tæller omkring hundrede animerede farveforløb, der simulerer solnedgange, regnbuer og en festlig aften i Tivoli. Farveanimationerne er flotte og fantasifulde, men formatet sætter grænsen for effekterne. Det er svært at efterligne en stjernehimmel eller et flag, når man kun er en streg i luften.
Govee Floor Lamp 2 ligner Philips Hue Signe Gradient, så det er indlysende at sammenligne de to. Når det gælder udvalget af færdige scener, er der dødt løb, men hvor man hos Philips Hue let kan samle alle lamper i et rum i en lysscene, er man hos Govee nødt til at styre én lampe ad gangen. Man kan godt gruppere flere lyskilder, men kun med meget simple lysfunktioner.
Diskolys og AI
Til gengæld scorer Govee point på musikprogrammerne, der kan styres med enten mobilens mikrofon eller en indbygget mikrofon i lampen og er et kapitel for sig. Der er 10 at vælge imellem, og flere af dem ville være perfekte for hjemme DJ’en. Signe Gradient-lampen har ikke noget lignende.
Mest forbløffende er dog AI-funktionen – der faktisk virker! Man kan skrive en prompt, uploade et foto eller indtale en beskrivelse. Og den kunstige intelligens gør et ret hæderligt arbejde med at omdanne den til et farveforløb! Hvis man kan lide resultatet, kan det gemmes i sektionen DIY, der rummer de hjemmelavede farveforløb og lysanimationer.
Ved nærmere inspektion er Govee Floor Lamp 2 lavet af lidt billigere materialer end forbilledet. Lyselementet er en LED-slange af en gummiagtigt materiale, der trykkes fast. Og selv på et par meters afstand kan man godt skelne de enkelte lysdioder. Hos Philips Hue virker lyselementet som en ubrudt stribe af lys selv på kort afstand.
Konklusion
Govee Floor Lamp 2 gør et ihærdigt forsøg på at være Philips Hue Signe Gradient – men til den halve pris. Og det lykkes et langt stykke ad vejen. Lyskvaliteten er ikke helt så lækker og farveovergangene ikke så glidende. Men det er tæt på, og vender man LED-elementet mod væggen, så lyset bliver indirekte, kan forskellen ikke ses. Govee-lampen har endnu flere lyseffekter, og skal der laves lysshow til fester, er den perfekt. AI-funktionen er direkte genial. Til gengæld har Govee Floor Lamp 2 ikke så avancerede muligheder for at samle alle husets lamper i en fælles stemningsbelysning. Hvad man på den anden side ikke opdager, hvis man bruger Google Home til at styre lyset i det smarte hjem, da man der alligevel kun har adgang til de basale funktioner.
Læs videre med LB+
Nytårstilbud 2025 - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 12 måneder!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
30% på LB+ Total i 6 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 6 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer