TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: KitchenAid Go Cordless Hand Vacuum 5KKVR121BM

En håndholdt fornøjelse

Med KitchenAid Go kan hjemmets hjælpere dele samme batteri. Vi har testet seriens håndstøvsuger, men har naturligvis ikke kunnet lade være med også at afprøve resten.

Af / 04/09/2024 - 09:27
KitchenAid Go Cordless Hand Vacuum 5KKVR121BM

Home mener

  • God balance og vægtfordeling. Effektivt sug. Nem at styre med og uden mundstykke på. Støvbeholder og mundstykker kan komme i opvaskemaskinen.
  • Åbning af støvbeholder for tømning og rengøring sviner og støver. Pris over gennemsnittet. Ekstra udgift, når filteret skal udskiftes.

I sidste årtusind var håndholdte støvsugere lidt af en kikset affære. De var store, tunge og trekantede. Bagefter skulle de tømmes, hvis ikke skidtet allerede var drysset ud igen. Ofte raslede snavs og møg ud ad gummifilteret forneden, når jeg hængte støvsugeren tilbage i vægholderen.

Jeg har stort set styret uden om ledningsfri håndstøvsøgere, indtil KitchenAid Go dukkede op. Udover kompakte husholdningsapparater indeholder serien fra KitchenAid en rund og smal håndstøvsuger. Apparaterne deler design, farver (grå og sølv) og batteri. Du kan kort sagt bruge samme batteri til alle enhederne i serien.

Hvert apparat sælges derfor i to versioner med forskellig pris: én version med batteri og én version uden. For håndstøvsugeren er prisen 1299 kroner med batteri, og 999 kroner for versionen uden.

KitchenAid Go stoevsuger dele
Håndstøvsugeren i serien KitchenAid Go leveres med to mundstykker og et filter. Du kan købe modellen med eller uden batteri. Ekstra filtre skal købes separat. (Foto: Natasja Broström)

Medlemmerne i KitchenGo-serien koster noget mere end lignende apparater fra andre producenter. Du ‘sparer’ dog udgiften til batteriet, når du først har købt ét af seriens apparater med batteri. Et batteri alene koster 499 kroner.

Ledningsfri enheder med samme batteri er praktisk. Navnet KitchenAid Go antyder også, at serien kan bruges på farten. For eksempel kan du have dem med på picnic, i sommerhuset eller på campingferien. Enhederne er også velegnede i mindre køkkener med få strømudtag og hyldemeter.

Annonce

For at afprøve konceptet har jeg hen over et par uger brugt flere af seriens apparater i køkkenet og i stuerne. Testens fokus er dog på håndstøvsugeren, KitchenAid Go Cordless Hand Vacuum.

Opladning og første brug

Håndstøvsugeren kræver, ligesom de øvrige enheder i Go-serien, et 12 volt litiumbatteri. Det kvadratiske batteri oplades via et medfølgende USB-C-kabel eller i en dockingstation. Sidstnævnte skal købes som ekstraudstyr og koster 349 kroner.

KitchenAid Go batteri
Batteriet til KitchenAid Go-serien fungerer med alle apparaterne i serien. Du kan derfor nøjes med at købe ét batteri. Vil du have en docking-station til batteriet, koster det ekstra. (Foto: Natasja Broström)

Fire små LED-lys i siden af batteriet viser, hvor langt (eller hvor tæt på) batteriet er fra at være på 100 procent. Opladningstiden er på tre timer.

Når de fire lys står klart uden at blinke, er batteriet fuldt opladt. Du klikker det i holderen på undersiden af håndstøvsugeren. Et lille hak foroven i det elektriske udtag gør, at du ikke kan sætte batteriet forkert på.

Alle apparater i KitchenAid Go-serien har samme hak i deres udtag. Når du kobler batteriet på et apparat, tænder LED-lysene kortvarigt. Antallet af tændte lys indikerer, hvor meget ‘saft’, der er tilbage på batteriet.

Mundstykker og funktioner

KitchenAid Go Cordless Hand Vacuum leveres med et filter og to mundstykker. Det ene mundstykke er bredt og fladt, det andet langt og spidst. Det flade skal bruges på større, plane flader, og det spidse sprækkemundstykke til revner og langs kanter.

Når filteret og ét af mundstykkerne er sat på sammen med batteriet, vejer støvsugeren tæt på et kilo. Mere præcist 965 g. Jeg havde forventet (frygtet), at batteriet ville forskubbe balancen i håndstøvsugeren. Det er ikke tilfældet.

KitchenAid Go opvask
Mange af delene til apparaterne i KitchenAid Go-serien kan tåle en tur i opvaskeren. Det gælder også seriens håndstøvsuger. (Foto: KitchenAid)

Håndstøvsugeren bliver hverken tung eller besværlig at arbejde med, når batteriet er klikket på. Tværtimod giver batteriet en behagelig tyngde, som gør håndstøvsugeren nem at styre og arbejde med.

Støvsugeren er af KitchenAid tænkt som en køkkenhjælper med opsamling af krummer og snavs i skabe, skuffer og på gulvet. Jeg kommer dog også uden besvær ind mellem og hen over sofapuder, tæpper og langs hjemmets fejelister.

Med sprækkemundstykket på er KitchenAid Go Cordless Hand Vacuum ivrig efter at suge stort set alt til sig. Du kan med et ekstra tryk på håndtagets knap skifte mellem to slags sug: almindeligt eller turbo. Normalt sug giver 24.000 omdrejninger i minutter, boost giver op til 38.000 omdrejninger i minuttet.

Uanset hvad jeg valgte, var håndstøvsugeren parat til det hele. Fnuller fra mit projekt med at save kabelkanaler til surround-anlægget var intet problem. Plast-smuldet i og omkring den røde skærekasse forsvandt med det samme. Støv og krummer fra glatte gulve og fra mit nubrede sisaltæppe røg samme vej op gennem mundstykket.

KitchenAid Go kabel
At save kabelkanaler til ledninger sviner. Det hvide fnuller var ikke et problem at få suget op med håndstøvsugeren KitchenAid Go Cordless Hand Vacuum 5KKVR121BM. (Foto: Natasja Broström)

Skiftede jeg til det flade mundstykke, var oplevelsen mindre vellykket. Her kunne snavs og nullermænd falde ud igen, og jeg fik déja-vu fra sidst, jeg ejede en håndstøvsuger.

Design og transport

Designet af KitchenAids håndstøvsuger er generelt godt tænkt. Enheden er rund og smal og uden kanter, hvor skidt vil sætte sig. Du kan koble støvbeholder og filter af og sætte beholderen i opvaskemaskinen. Ideen er fin nok. Personligt vil jeg nok ikke sætte støvbeholderen i samme opvask som glas og service.

Håndtaget ligger godt i hånden og er tilpas langt til, at jeg nemt kan komme rundt med støvsugeren. Jeg behøver ikke at flytte hånden på skaftet, når jeg støvsuger. I modsætning til de to mundstykker kan håndtaget ikke hægtes af, så støvsugeren fylder, hvis du vil transportere den. Helt præcist 40 cm.

Designet har også andre begrænsninger. Når filter og støvbeholder skal tømmes, må du dreje hele støvsugerens krop for at løsne låsen. Bevægelsen får indholdet til at ryste, og jeg fik en del støv og snavs hvirvlet op i luften, når jeg tømte filteret.

KitchenAid Go sofa
Utroligt, hvad der havner under sofapuderne. Snavs, støv og krummer røg uden besvær med op i KitchenAid Go håndstøvsugeren. Her vist som en bræmme af skidt før og efter, støvsugeren har været der. (Foto: Natasja Broström)

Efter noget tid vil filteret også trænge til en udskiftning. Hvornår afhænger naturligvis af, hvor tit du bruger håndstøvsugeren. En pakke med tre nye filtre koster 209 kroner.

Andre medlemmer i Go-serien

Indtil videre består KitchenAids serie af seks enheder: Håndmikser, kaffekværn, mini-hakker, blender, stavblender og håndstøvsuger. Alle kan købes med og uden batteri.

KitchenAid Go samlet
KitchenAid Go-serien deler design og batteri. De kan udbygges med ekstra dele, for eksempel beholdere. Fra venstre: stavblender, kaffekværn, minihakker, høj blender, piskeris og støvsuger. (Foto: Natasja Broström)

Køkkenenhederne stod solidt og stabilt på mit køkkenbord eller lå godt i hånden under brug. De har samme matsorte design og enkle betjening som håndstøvsugeren. Ingen overflødige knapper eller displays. Flere af dem vejer dog en del; 1,46 kilo for minihakkeren (5KFCR531BM) og 1,16 kg for håndmikseren (5KHM762BM). Vægten er inklusive batteriet.

KitchenAid Go-serien er ikke velegnet til rygsækken, hvis du skal på vandretur. Omvendt vil jeg mene, at de med deres kompakte design og fælles batteri snildt kan gøre gavn i sommerhuset, på båden eller i campingvognen. For eksempel, hvis du til en særlig lejlighed mangler en blender eller mikser uden for hjemmet og vil undgå at købe nyt.

KitchenAid Go falafler
Flere apparater i KitchenAid Go-serien var i sving for at lave falafler, og de gjorde det fremragende. Falaflerne er med vilje understegte (lyse), da jeg giver en dem en tur i ovnen senere. (Foto: Natasja Broström)

Jeg testede håndmikser, blender og minihakker ved at lave en portion hjemmelavede falafler. Retten kræver forskellige køkkenredskaber. KitchenAid Go-apparaterne leverede lige så god en indsats som mine kablede, traditionelle versioner.

Bredbladet persille, kikærter og krydderier m.m. blev hakket, blendet og mikset til en fin, ensartet mos. Batteriet, som enhederne delte undervejs, havde stadig 50 procent tilbage, da opgaven var fuldt ført efter en lille halv times forberedelser.

Omvendt vil jeg ikke anbefale seriens kaffekværn, 5KBGR111BM. Når kværnbladet går i gang, letter det øverste lag bønner inde i skålen. Resultatet bliver ujævnt kværnede bønner. Desuden bliver en del af den kværnede kaffe i bunden af skålen, så du skal slå den mod noget for at få det hele med ud.

Konklusion

KitchenAid Go-serien koster mere end andre apparater i samme kategorier. For eksempel kan du få håndstøvsugere ned til 3-400 kroner. For Cordless Hand Vacuum 5KKVR121BM skal du slippe 999 kroner plus eventuel udgift til batteri, dockingstation og nye filtre.

Omvendt har jeg næsten kun positiv erfaring med Cordless Hand Vacuum. Det kan ses og mærkes, at vi er et par trin oppe ad kvalitetsstigen. Håndstøvsugeren ligger godt i hånden, den er effektiv og veldesignet for nem rengøring og vedligeholdelse.

KitchenAid Go kaffe
Bønnerne hopper i KitchenAid Go-kaffekværnen, og apparatet larmer mere end min egen Bodum-kværn med blad. Bemærk batteriets lille hak over strømudtaget, som passer ind i kværnens tilsvarende udtag. (Foto: Natasja Broström)

Mine indvendinger går på tømning af støvbeholderen, som kan hvirvle snavs op i luften (tip: gør det ind over håndvasken). Det flade mundstykke er mindre effektivt, og længden på støvsugeren er lidt uhandy i forhold til opbevaring og transport.

Konceptet med fælles batteri og mulighed for at sætte seriens dele i opvaskeren fungerer fint i praksis. Det kompakte, ledningsfri design giver god plads på køkkenbordet. Især, hvis du har gang i flere af apparaterne på samme tid.

Trods navnet er apparaterne i KitchenAid Go-serien ikke beregnet til det mobile liv. I stedet passer de fint til mindre køkkener eller til steder med få strømudtag. Det kompakte design gør dem mindre end konventionelle husholdningsapparater, men de yder mindst lige så godt. Jeg har ikke fået klager over mine falafler endnu.

Karakter
KitchenAid Go Cordless Hand Vacuum
Premium
Natasja Broström
Natasja Broström (f. 1971): Journalist på L&B Home. Natasja begyndte på Politikens IT-tillæg i 1990’erne. Herfra gik turen via fagblade, magasiner og aviser, hvor Natasja skrev om blandt andet it og nørdkultur. Fra 2002 har Natasja været på Datatid Techlife, siden IT-journalist inden for smart living og brevkasseredaktør på Alt om Data.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ny topmodel fra Sage imponerer

Let at installere og drevet af sollys

Prisvenlig pizzaovn til både inde og ude

Du må ikke have for travlt

Højere opløsning og billedhastighed er et hit

Ding-dong - du er på skærmen

Delt glæde er dobbelt glæde

Dobbelt så smart er ikke dobbelt så godt

Det her kan ingen andre sengelamper

4 espressomaskiner: Hænger pris og kvalitet sammen?

Fleksibel og ideen er god

Overvågning med øje på økonomien