TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Ledvance Smart+ WiFi

Sæt din bordlampe på nettet

Ledvance har meldt sig ind i kampen om at levere smart lys til det smarte hjem. Det er let – og ikke særlig dyrt.

Af / 28/12/2020 - 10:00
Ledvance Smart+ WiFi

Home mener

  • Det er sjovt, og prisen er ret konkurrencedygtig. Udvalget af lyskilder er enormt, og man kan sætte stemning i både hus og have.
  • Lamperne kan stort set alt, men opsætningen er ret nørdet. Grænsefladen mellem Ledvances egen styring og Googles kan være forvirrende.

Intelligente lyskilder er en af de mest populære produktkategorier inden for smart-home. Og forståeligt nok: Det er er sjovt at have en højttaler, som man kan spørge om vejrudsigten for i morgen; men lys har alle brug for i hjemmet.

Smart-belysning kan som minimum tændes og slukkes via fjernstyring, men de smarte lyskilder kan ofte justeres i styrke og farvebalance. Rigtig smart bliver det dog først, når flere pærer samles i grupper, der kan styres på én gang, så hele stuen kan skifte fra klart læselys til biografstemning med et enkelt tryk.

Det mest kendte system er Philips Hue, der er stort set lige så dominerende, når det gælder smart-belysning, som Sonos er inden for multirumshøjttalere. Men også her er antallet af konkurrenter stigende. En af dem er Ledvance, der også er kendt for markedsføring af lyskilder fra Osram.

Læs også Fremragende Philips Hvis du vil have et intelligent hjem, bør Philips Hue være det første, du investerer i.

Fås til Wi-Fi, Bluetooth og ZigBee

Ledvance sælger tre typer smart-lys, som kan styres via henholdsvis Bluetooth, Zigbee og Wi-Fi. Vi ser i denne test på Wi-Fi-lyskilderne, som kan bruges direkte på husets almindelige trådløse netværk uden nogen hub eller gateway.

Selv om Ledvance er forholdsvis nye på smart-lys-markedet, er kataloget for Wi-Fi-enheder omfattende. Pærerne alene fås i de almindelige lysstyrker, former og fatningsstørrelser. Og for hver af dem findes tre lysvarianter: RGB, hvid og hvid med justérbar farvetemperatur.

Annonce

Det giver et voldsomt stort udvalg med mere end 100 forskellige produktnumre. Dertil kommer loft- og vægarmaturer, LED-bånd til indendørs og udendørs brug, havelamper med mere. Selv en Wi-Fi-styret arbejdsspot er på programmet. Pærerne koster fra 80 til 160 kroner, mens prisen på armaturer og lamper starter ved ca. 800 kroner.

Ledvance.Smart Garden Multicolor
Der er lamper og belysningsprodukter til både inde og ude. (Foto: Ledvance)

Kræver ikke ekstraudstyr

Det, der gør det smarte hjem smart, er ikke fjernbetjeningen (sådan en har fjernsynet jo haft i årtier), men integrationen mellem tingene. Og det betyder, at de smarte ting skal tale samme sprog. De fleste smart-pærer kræver en såkaldt bridge som bindeled mellem pærerne og det trådløse netværk. Både Philips’ Hue-pærer og IKEA Trådfri benytter ZigBee-standarden.

Det er nemt at beskrive pærerne fra Ledvance. Da de skal kunne passe i almindelige lamper, ligner de præcis det, de er: Elpærer. På overfladen er der ingen synlig forskel på en 120 kroners 470 lumen RGB-smart-pære og en LED-pære fra supermarkedet til en tyver. Alt det interessante er indeni.

Pærerne ligner det, de er: Elpærer. De kan bare lidt mere. (Foto: Ledvance)

Simpel opsætning

Ledvance har som nævnt også ZigBee-pærer på programmet, men smart-pærerne i denne test kobles direkte på Wi-Fi. Det er smart, og man slipper både for en ekstra startinvestering og et yderligere lag i kommunikationen. Ud over Ledvances egen app kan pærerne og lamperne ses og styres direkte i Google Home og Amazon Alexa.

Opsætningen er simpel, og når man først har prøvet det én gang, tager det kun et par minutter for hver ny enhed, der tilføjes. Tilføjelse af hver enhed i Google Home er lige så enkelt. Desværre kan Google Home ikke selv finde ud af at hente enhedernes placering fra Ledvances egen app, så man er nødt til at vælge placeringen af hver enhed i begge apps.

ledvance app1
Det tager et par minutter at indlemme en ny lyskilde i systemet i Ledvances app.
(Grafik: Ledvance)

Fjernstyret kontakt

Det første produkt, som jeg vovede at sætte strøm på, var ikke en pære, men en fjernstyret kontakt til at sætte i stikkontakten, så man kan tænde og slukke det apparat, som er sat i stikket, med en app. Kontakten er desværre af den tyske Schuko-type i stedet for den skandinaviske. Standarderne er i de fleste tilfælde kompatible, så problemet er ikke stort, men nogle få stikpropper, der enten var firkantede eller helt runde, kunne ikke passe i kontakten.

Ledvance kontakt
En fjernstyret kontakt kan gøre ikke-smarte lyskilder lidt klogere. (Foto: Ledvance)

At tænde og slukke én lampe med mobilen er kun næsten lige så nemt som at tænde på kontakten, så der skulle flere til for at gøre det interessant. Pærerne i skrivebordslampen, køkkenlampen og flere loftlamper blev derfor udskiftet med smarte udgaver. De fleste i RGB-udgaver.

Udvalget af lysstyrker og former er heldigvis stort. Selv en ekstra kraftig 1600 lumen RGB-pære (svarende til en gammeldags 100 watt glødepære) kunne fremskaffes til PH-lampen i køkkenet, som på grund af sine mange lag af metalskærme er alt andet end lyseffektiv.

ledvance app2
Lysstyrke og farvenuance (på RGB-pærerne) kan justeres i app’en. (Grafik: Ledvance)

Følg dagens rytme

I app’en kan man med skydekontrol og en farvecirkel bestemme henholdsvis styrken og farven på lyset. Men det er kun begyndelsen. Lamper kan tændes og slukkes på bestemte klokkeslæt, og skal det være mere avanceret, kan man med funktionen “Biological Rhythms” sætte lyset til at skifte styrke og farve dagen igennem, så man får en blid opvågning, har kraftigt, hvidt arbejdslys i dagtimerne og slutter dagen af med dæmpet belysning inden sengetid.

ledvance app3
Funktionen “Biorythm” lader lysets styrke og farvetemperatur skifte i takt med døgnets rytme. (Grafik: Ledvance

“Lad der blive hyggelys”

Ledvance-enhederne fungerer sammen med Google Home. Det betyder til en begyndelse, at man kan tilføje dem til værelser i boligen, så Google-assistenten ved, at f.eks. skrivebordslampen befinder sig i stuen – og at den dermed automatisk optræder på listen over lyskilder i stuen.

Næste skridt er at lave Rutiner i Google Home, hvor flere enheder styres på én gang. Det kræver lidt programmørtankegang, da hvert trin i rutinen udføres som en logisk kommando, og man f.eks. ikke kan indstille lysstyrken på en lampe, før man er sikker på, at den er tændt.

Jeg har f.eks. lavet funktionen “Hygge”, som tænder og indstiller alle lamper i stuen til et dæmpet, varmt lys, når jeg siger det magiske ord.

Trylleordet “Biograf” ændrer scenen til hjemmebio. Her slukkes det meste af lyset, undtagen et dæmpet grønt lys langs væggen, så man kan finde sin plads. En fem meters RGB-lysslange klarer den rolle. Nu mangler jeg bare at finde en popcornmaskine med stemmestyring …

Ledvance.SMART
Lysdiodebånd med RGB-lys kan bruges til stemningsbelysning – eller lir i hjemmebiografen. (Foto: Ledvance)

Justérbart arbejdslys

Ud over standardpærer har vi også set på loft- og vægarmaturer, der kunne finde plads i køkken og entré, hvor der er mere brug for et effektivt arbejdslys end stemningsbelysning. F.eks. lampen Orbis, der er en cylinder på 45 cm i diameter med en lysende ring på indersiden. Her giver fjernbetjeningen mening, så alle kan justere lysstyrken uden at skulle fumle med mobilen.

Med en lysstyrke på 2800 lumen, svarende til en 250 watt glødepære, er der rigeligt med lys til madlavningen – og mulighed for at iscenesætte en hyggeligere stemning til spisningen. Ligesom med de fleste af pærerne kan farvetemperaturen i det hvide lys justeres fra varm til blændende hvidt.

Ledvance cylinder
Lampen Orbis er med sine op til 2800 lumen lysstyrke beregnet til steder, hvor der er mere brug for arbejdslys end kulørt hyggelys. (Foto: Ledvance)

Billigt og dyrt

Alt efter temperament kan man betragte Ledvance-pærerne som billige eller kostbare. Stykprisen er noget lavere end den nærmeste konkurrent, som er Philips Hue. Men de er stadig fra tre til ti gange dyrere end almindelige LED-baserede elpærer med samme lysstyrke. Så uanset system vil det være en betydelig udskrivning at gøre alt lys i hytten smart.

Philips Hue har, ligesom Sonos på multirumslyd, fordelen af at have været med så længe, at de er blevet en de facto-standard, som også andre producenter ønsker at koble sig på. IKEAs Trådfri-belysning består endnu kun af ret få modeller, men sælges billigt det samme sted, som man køber sine møbler.

Ledvance.Smart Jenga
(Foto: Ledvance)

Konklusion

Markedet for smart-home-produkter er stadig ungt, og man skal fortsat være lidt nørdet for at udskifte sine elpærer til smart-pærer med eget IP-nummer og tilhørende mobil-app. Men Ledvance er et godt skridt på vejen til at gøre det til en hverdagsting.

Det er nemt at komme i gang, der kræves ikke andet end en router, og prisen er svært konkurrencedygtig sammenlignet med ikke mindst Philips Hue. På RGB-pærer er Ledvance faktisk billigere end selv IKEA. Lyskvaliteten er upåklagelig, og – hvilket er vigtigt – udvalget er stort nok til, at man kan bruge samme system til alle de lamper, som man ønsker at opgradere. Faktisk savner jeg kun filamentpærer i retrostil – og de skulle komme til foråret.

Karakter
Ledvance Smart+ WiFi
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Smart overvågning i 4K og farver

Et effektivt farvel til snavs og dyrehår

Ny topmodel fra Sage imponerer

Let at installere og drevet af sollys

Prisvenlig pizzaovn til både inde og ude

Du må ikke have for travlt

Højere opløsning og billedhastighed er et hit

Ding-dong - du er på skærmen

Delt glæde er dobbelt glæde

Dobbelt så smart er ikke dobbelt så godt

Det her kan ingen andre sengelamper

4 espressomaskiner: Hænger pris og kvalitet sammen?