Først troede vi, at vi havde sat opvaskeren i gang og glemt det igen. Lyden af vand, der løb igennem rør, kunne næsten kun komme derfra.
Men nej. Det var køleskabet fra Miele, vi kunne høre. Og efter en testperiode på godt og vel to uger kan vi konkludere, at livet med dette køleskab involverer at leve med lyden af væske, der plasker.
I følge producenten holder køleskabet et lydniveau på 35 dB, hvilket absolut er hæderligt, og der er da heller ikke nogen ret høj “brummen” fra køleskabet. Men med jævne mellemrum kan man tydeligt høre kølevæsken bevæge sig rundt i skabet, og for et fritstående skab i et køkkenalrum er det en ret markant lyd at skulle leve med.
Forbundet
Lad os fokusere på noget knap så lavpraktisk som lyden, nemlig app’en, som Miele har udviklet og udstyret køleskabet med. Køleskabet forbindes til hjemmets Wi-Fi ved hjælp af enten WPS eller førnævnte app. I vores tilfælde bruger vi app’en, hvilket ganske vist kræver, at vi selv indtaster netværksnavn og kode, men kort efter er systemet oppe at køre.
Det smarteste ved app’en er, at du kan fjernbetjene køleskabet og få en notifikation, hvis døren er åben.
Vi tester funktionen, og i første omgang bipper køleskabet med en alarm, som for øvrigt kan indstilles til forskellige lydstyrker. Smart. Efter det tredje bip kommer der en notifikation på mobilen om, at døren er åben.
Det er godt tænkt, at din smartphone ikke oversvømmes med notifikationer, hver gang døren har stået åben lidt for mange sekunder, men at der til gengæld kommer en notifikation, hvis nogen i familien rent faktisk glemmer at lukke den.
Partymode
Køleskabet fra Miele har et par forskellige funktioner, som begge kan indstilles enten fra app’en eller direkte i menuen øverst på skabet, når døren er åben.
De fleste køleskabe har en feriefunktion, hvor der bliver skruet ned for energiforbruget, fordi man ikke forventer, at døren vil blive åbnet i nogle dage. I Mieles tilfælde indstiller køleskabet sig på en temperatur på 15 grader, hvilket virker temmelig højt, men du har selvfølgelig heller ikke mælk stående i skabet, mens du er på ferie.
Noget mere festligt lyder køleskabets partymode, som oven i købet er illustreret med et cocktailglas på køleskabets menu. I virkeligheden er partymode bare den funktion, som andre producenter kalder “superkøl”, fordi køleskabet kan køle en stor mængde ned på kort tid.
Indretning
Når nu de fleste moderne køkkener er indrettet med skuffer, fordi det uomtvisteligt er nemmere at danne sig et overblik, når man kigger på noget ovenfra, ja så kan det undre, hvorfor de fleste køleskabe kun har en enkelt eller to skuffer. Ting gemmer sig bagerst på hylderne, og pludselig finder man noget, man for længst havde glemt, at man havde købt.
Men ikke i dette køleskab. Miele har givet os hele tre, dybe skuffer, som giver maksimalt overblik og også retter sig mod en livsstil, hvor mange af os er begyndt at spise mere frugt og grønt. Det eneste, vi kunne ønske os, er faktisk en fjerde skuffe.
Maden holder længere
Køleskabe i denne klasse har som regel særligt udviklede zoner til at forlænge madens holdbarhed, og det gælder også dette. Miele lover, at grøntsager kan holde sig op til fem gange længere i PerfectFresh Pro Zonen, hvor temperaturen er lavere, nemlig 0-3 grader, og hvor der er styr på luftfugtigheden.
Den øverste skuffe er koldest, og hylden direkte oven på den øverste skuffe er mærkbart koldere end de øvrige hylder i skabet. Men det er ikke det bedste ved den hylde.
I vores hjem bager vi nemlig en del, og noget, vi ofte savner, er muligheden for at sætte en hel bageplade med for eksempel cookies eller koldthævede boller ind i køleskabet. Det kan man på den nederste, iskolde hylde, og det er helt perfekt. Hvis dette køleskab var vores, ville det hurtigt blive en yndlingsfeature.
Design
Ud over at være funktionelt indrettet, har Miele også tænkt på belysningen. Der er nemlig LED-lys i kanten på alle hylderne, så du kan se indholdet, selv hvis du dækker lyspanelerne på bagvæggen til. De små dioder aktiveres simpelthen, da vi klikker hylderne fast, og de giver et fint, køligt lys.
I lukket tilstand er køleskabet også så tæt på en fryd for øjet, som man kan komme med et klassisk køleskab i stål. Og der kommer ikke fedtede fingre på lågen, takket være det store og ergonomisk formede håndtag.
Til gengæld er Miele-logoet, som er præget i metallet midt på lågen en tand for iøjnefaldende til vores smag.
Konklusion
Vi kunne godt ønske os en app med flere funktioner, og vi kunne især godt tænke os, at køleskabet ikke lød som om, nogen tændte for vandet med jævne mellemrum. Men når det er sagt, er det et virkelig fint, solidt og funktionelt køleskab med mange gode detaljer.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer