TEST: Nanoleaf Elements

Belysning i det smarte hjem er andet og mere end pærer, der kan tændes og slukkes med en app. Det handler også om leg og fascination. På det punkt scorer kinesisk-canadiske Nanoleaf højt med sine smarte lyspaneler, der kan danne levende lysskulpturer på væggen. Vi har tidligere testet Nanoleaf Aurora, der havde en høj disko-faktor. Det her er imidlertid noget helt andet.

Nanoleaf Elements er et nyt panelsystem, der nok henvender sig til folk, som ikke har lyst til at forvandle stuevæggen til et disko-lysshow. De sekskantede lyspaneler har en overflade, der ligner lyst egetræ, så de udgør en slags skulptur, når lyset er slukket.

Træfinishen er ikke særlig overbevisende, men en gruppe af dem på væggen er stadig forholdsvis diskret og signalerer ikke i samme grad “teenageværelse” som de andre modeller fra Nanoleaf.

Panelerne måler 20 cm i bredden (eller 23 cm fra spids til spids). Lyset kommer fra LED’er langs kanterne, der kan skinne igennem plastpanelet. Da kanterne kan oplyses uafhængigt af hinanden, kan der laves ret avancerede lysforestillinger (scenes).

Elements-panelerne er inspireret af naturen, og lysscenerierne har navne hentet fra naturen – som Ember, Fireflies og Calming Waterfall. Da panelerne selv er gyldne i farven, kan der kun laves lyseffekter i mere eller mindre varme nuancer af hvidt lys. Og helt kridhvidt bliver det aldrig. Hvis man kobler RGB-paneler fra andre serier sammen med Elements, vil de automatisk følge samme farveskala.

Kun på glatte vægge

Opsætningen virker umiddelbart simpel, men er mere besværlig i praksis. Modulerne har klæbende skumtape på bagsiden, men væggen skal være helt plan og glat, for at tapen kan holde modulerne fast. Trævægge, savsmuldstapet eller groftvævet glasvæv er no-go.

Hvert modul er forsynet med bøsninger på alle sider (så der er seks bøsninger på hvert af de sekskantede og tre på de trekantede), som kan bruges til at kæde dem sammen med andre moduler. Det sker med små løse kontaktprint, der klikkes fast på den side, hvor de to mødes.

Det er godt tænkt, men kontakterne sidder temmelig løst, og hele skulpturen bliver let noget leddeløs. Det hjælper at sætte modulerne sammen på flere sider, men det kan sjældent lade sig gøre, da der kun lige akkurat er samlestykker nok med i pakken.

Vi har testet en Elements-starterpakke med syv paneler, betjeningspanel og strømforsyning. Man kan desuden købe udvidelsespakker med tre paneler. Vi fik desuden nogle eksempler på andre moduler med i pakken for at kunne prøve at kombinere modulerne på tværs af serier. Det er et ret smart tænkt system, og man kan bygge lysskulpturer, så langt vægplads, pengepung og strømforsyning rækker. Hvad sidstnævnte angår, kan strømforsyningen trække op til 22 Elements-moduler.

Diskolys

Nanoleaf har nogle funktioner, der rækker ud over de fleste konkurrenters. Lys, der reagerer på lyd, har vi set hos både Philips Hue og Ledvance, men Nanoleaf-panelerne finder på avancerede animationer i takt til musikken. Man kan vælge imellem en række musikanimationer og frit kørende animationer. Og man kan lave sine egne i app’en. Men altså kun i nuancer af hvidt.

Berøringsfølsomt

Der følger en lille fjernbetjening med Elements-sættet, så man kan styre de mest grundlæggende funktioner direkte. Men det bedste er, at alle panelerne også er berøringsfølsomme. Når man lægger hånden på lyspanelerne, reagerer de og lyser op. Og man kan også skrue op og ned for lyset eller skifte program ved at gnide på dem med hånden. Hvad de forskellige fagter skal gøre, indstilles i app’en.

Hvilket bringer os til smertensbarnet: App’en. Jeg har gennem årene set og prøvet rigtig mange mobil-apps til testprodukter. Men aldrig nogen, der var så frustrerende som Nanoleafs!

Det begynder skidt med installationen. I pakken ligger en guide med QR-koder til installation af app’en fra henholdsvis Apple App Store og Google Play. Men koden (i hvert fald den til Android), fører ikke til Google Play, men åbner i stedet Nanoleafs Hongkong-baserede hjemmeside. Man kan derfra skifte til en “lokal” version for Europa. Siden giver imidlertid ikke mulighed for at oprette en brugerkonto. Kun at købe varer.

Frustrerende installation

Med app’en manuelt downloadet fra Google Play lod det sig – efter nogle forsøg – gøre at oprette forbindelse til husets Wi-Fi. Både Elements og LED-båndet Essentials Lightstrip voldte problemer under installationen, men ikke de samme problemer.

Da alle enheder efter mere end en times besværligheder var på Wi-Fi, troede jeg, at kvalerne var ovre. Men nej. App’en har for det første en brugerflade, der er så gennemført ulogisk og inkonsekvent, at den må være programmeret af en førsteårsstuderende på datalogi, der var fraværende i alle de undervisningstimer, der handlede om brugerfladedesign.

Der er ingen logik eller konsekvens i den måde, funktionerne er lagt ud i brugerfladen på. Og det bliver ikke bedre af, at panelerne ofte ikke reagerer. Eller app’en melder, at de ikke er til stede, men de reagerer alligevel. Nogle gange.

Når man til sidst har gættet sig frem til brugen af app’en og memoreret, hvordan man finder frem til de enkelte funktioner, kan man forsøge at integrere Nanoleaf Elements-panelerne i Google Home, så de kan styres på lige fod med andre smart-enheder og navnlig lyskilder. Men det er ærlig talt sjovere at slå sig selv over fingrene med en hammer!

Efter snesevis af forsøg på at sammenkoble Nanoleaf-kontoen med Google Home uden held lykkedes det til sidst at få indføjet LED-strippen i hjemmet, så den kunne styres med Google Assistant. Hvad der fik det til at lykkes til sidst, er lige så uforklarligt, som hvad der indtil da fik det til ikke at lykkes. Og Elements-panelerne blev aldrig genkendt – til trods for at de befandt sig på samme konto.

Konkurrenter

Når man siger smarte lyskilder, er Philips Hue det navn, som næsten alle kender. Nanoleaf er lidt billigere og har med sine animationer og touch-følsomhed funktioner, som hverken Hue eller Ledvance kan matche. Men det hjælper ikke stort, når integrationen fejler.

Konklusion

Nanoleaf Elements ligner et forfriskende pust i indretningen af det smarte hjem, men der er langt fra idé til praksis. Kvaliteten er plasticagtig, og styringen er ustabil, grænsende til tilfældig. Integrationen med Google Home skal man være heldig for at få til at virke, og det bliver ikke bedre af, at app’en lader hånt om enhver regel for brugerfladesign. Det er simpelthen ikke godt nok for et produkt i den prisklasse.

At karakteren ikke er blevet lavere, skyldes, at musikstyringen faktisk fungerer udmærket, og at modulopbygningen er en smart idé.