TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Narwal Freo X Ultra

En smart lille hjælper

Vil du have hjælp til at holde skidtet nede, er en robot en fin investering.

Af / 04/05/2024 - 13:09
Narwal Freo X Ultra

Home mener

  • Kraftig sugeevne på 8.200 Pa, god ydeevne ved gulvvask og støvsugning, automatisk rengøring af moppehoveder
  • Gigantisk basestation, ingen skidtbeholder i basestationen.

Hvis der er noget jeg hader, så er det at gøre rent. Men hvordan skal man så få bugt med især nullermændene uden at ty til manuelt arbejde? En mulig løsning er en robotstøvsuger, skønt den har nogle begrænsninger. De smarte og ganske dyre robotter sælges som rene vidundere, men træerne vokser ikke helt ind i himlen. Det vender jeg tilbage til. På testbænken er landet en gigantisk æske – helt fra Kina.

Narwal Robotics har netop introduceret sit seneste flagskib Freo X Ultra på det skandinaviske marked. Her er tale om sand schweizerkniv inden for robotstøvsugere, idet den lille fyr både kan støvsuge og vaske gulvene. Den lille hvide robot er spækket man smart teknologi og kan, hvis dit hjem tillader det, i store træk automatiseres, så den gør rent helt af sig selv.

En kæmpe kasse

Som nævnt leveres Narwal Freo X Ultra i en kæmpe kasse. Det er der en god grund til. Den medfølgende basestation er ganske stor og måler 41,5 × 37 × 43,4 cm og vejer 8,5 kg. Årsagen hertil skal primært findes i enhedens evne til at vaske gulv, da det hvide plasthus indeholder to beholdere til henholdsvis rent og beskidt vand. Desværre indeholder basestationen ikke også en beholder, så robottens støvsuger kan tømme sin ret lille beholder, sådan som vi har set hos andre producenter. I toppen sidder et lille kontrolpanel med touch-funktion.

6AF9EE57 2B2F 42B1 A142 AB1236BA3548 34358 0000183DCAD63E37
Basestationen fylder godt takket være sine indbyggede beholdere til rent og beskidt vand. (Foto: Narwal)

Selve robotten fylder noget mindre og ligner de fleste andre modeller på markedet. Den er kridhvid i det pureste plast og har et lille tårn med indbygget LiDAR-sensor på toppen. Er man allerede bekendt med Narwal, vil den se ret bekendt ud, idet designet er stort set identisk med forrige generation (Narwal Freo). Den sande innovation skal findes på undersiden.

Narwal Freo X Ultra kan prale af en maksimal sugestyrke på 8.200 Pa (Narwal Freo har en sugestyrke på 3.000 Pa) og er blevet udstyret med en redesignet Zero-tangling-børste. Den kraftigere sugeevne og nye børste skulle gøre denne model særligt velegnet til hunde/katteejere. Hvad angår støvsugerposer, som monteres i selve robotten, følger der et par engangsposer med, ligesom der medfølger et genanvendeligt støvkammer af plast. Begge engangsposer har indbyggede luftfiltre og skiftes let ud ved at tage toppen af robotten, der fungerer som et stort låg. Vælger man at bruge den genanvendelige plastbeholder, skal man tilkøbe filtre hos Narwal.

Annonce

Som nævnt kan Freo X Ultra også vaske gulv. Hertil bruger den to trekantede moppehoveder, som hver kan rotere med 180 omdrejninger pr. minut. Robotten finder rundt via sit tri-laser obstacle avoidance-system med LiDAR SLAM 4.0-integration. Den primære styring foregår via Narwals egen app, men du kan også bruge stemmekommandoer via Alexa, Google Assistant eller Siri.

Bøvlet kortredigering

Opsætningen af Narwal Freo X Ultra er ligetil og tager få minutter. Du installerer enheden med Bluetooth via app’en, hvorfra der dannes forbindelse til dit lokale netværk. Når dette er klaret, kan du sætte enheden til at scanne dit hjem – her bliver det rigtig smart. Robotten kører nu rundt og afsøger alle hjørner i de tilgængelige lokaler. Undervejs registrerer den automatisk hvilken type underlag, den kører over. Resultatet fremvises til sidst med et 2D/3D-kort, som kan redigeres manuelt, hvis det er nødvendigt.

Her stødte jeg desværre på lidt problemer. Jeg har altid tænkt, at en robotstøvsuger ikke var ideel til min gamle københavnerlejlighed. Pladsen er lidt trang, og især det ene af dørtrinene mellem rummene er lidt højere end de andre. Det blev da også sidstnævnte, som resulterede i en alternativ løsning. Da robotten ikke kunne komme fra stuen og ud i entreen, måtte jeg flytte den manuelt og oprette et ekstra kort.

Kort02 Narwal
Sådan ser scanningen af min lejlighed ud. Justeringsmulighederne er lidt begrænsede og tog tid at finde rundt i. (Screenshot)

Kortredigeringen tillader desværre ikke, at man smelter to kort sammen, så jeg skal hver gang bøvle med at skifte imellem de forskellige kort, når jeg skal gøre rent i min lejligheds zoner. Man vil naturligvis støde på samme problemstilling, hvis man har et hjem i flere etager.

Den suger godt

Når scanningen er klaret, er det tid til at sætte robotten i arbejde. Fra app’en vælger du, om der skal støvsuges, vaskes gulv eller en kombination af de to. Støvsugeren er som standard sat til en af de lavere indstillinger. Her larmer den ikke så meget, men suger selvfølgelig heller ikke så kraftigt. Via kortfunktionen har du god kontrol over, præcis hvilke rum der skal gøres rene, og du kan løbende følge med i, hvor og hvor langt støvsugeren er i processen. De fleste robotstøvsugere har problemer med tæpper. Med Narwal Freo X Ultras sugeevne på 8.200 PA klarer den opgaven helt fint, selv om det betyder, at den larmer mere end på et trægulv. Enheden kan indstilles til selv at justere op og ned efter behov og underlag. Det er smart.

De mange indbyggede sensorer betyder, at Narwal Freo X Ultra i teorien elegant kan styre uden om rod og møbler, ligesom den nye Zero-tangling-børste skulle medføre, at robotten ikke sætter sig fast i frithængende kabler og lignende. Mit indtryk er, at den langt hen ad vejen klarer forhindringer ganske godt, men man gør sig selv en stor tjeneste, hvis man rydder op og fjerner ting fra gulvet, før man sætter den i gang. Jeg oplevede et par gange, at den nye smarte børste gik i stå på grund af et tyndt kabel, ligesom en strop til et forklæde viklede sig ind i børstehovedet. Når det sker, går robotten i stå og beder om hjælp. Det samme ville kunne ske med en almindelig støvsuger, så jeg vil ikke som sådan klandre robotten for det, men det betyder, at jeg ikke ville lade robotten gøre rent, hvis jeg ikke var hjemme til at redde den, hvis den skulle sætte sig fast i et kabel under sofaen eller lignende.

Efter hver rengøring vender Narwal Freo X Ultra selv hjem til sin basestation, hvor en særlig rensefunktion går i gang. Dette gælder både ved støvsugning og gulvvask.

Compact self empty 2.0
Engangsposerne på 1L kan ifølge Narwal holde til syv ugers brug. (Foto: Narwal)

Ingen automatisk støvsugertømning

I modsætning til mange andre støvsugerrobotter har Freo X Ultra ingen beholder til opsuget snavs i basestationen. Til gengæld komprimerer den det opsugede snavs. Både engangsposer og plastbeholder rummer 1 liter, og Narwal hævder, at du kan gøre rent i op til syv uger, før filteret skal tømmes eller udskiftes. Dette afhænger naturligvis både af hjemmets størrelse og hvor snavset der bliver. En ting er dog sikkert – du kan ikke lige gå ned og købe nye engangsposer eller filtre, de skal bestilles hjem fra Narwal. Det kan godt blive dyrt i længden. En smartere løsning kunne have været, hvis robotten kunne overføre skidtet til en beholder i basestationen, ligesom vi eksempelvis har set det i DreameBot L20 Ultra, som i sin basestation har en indbygget opsamlingspose til snavs på 3,2 l.

Rengøring af moppen efter brug

Moppedelen af robotten er mere praktisk. Efter gulvvask suges det snavsede vand op i basestationens beholder til dette brug, og moppehovederne gøres automatisk rene og tørres. Derefter får robotten påfyldt frisk vand og rengøringsmiddel fra basestationens rentvands- og sæbebeholdere og er klar til nye udfordringer.

Konklusion

Narwal Freo X Ultra er en dejlig opfindelse, som ved et par ugentlige ture rundt i hjemmet kan reducere skidtophobningen betragteligt. Men som først nævnt vokser træerne ikke ind i himlen, og en robot vil aldrig være lige så fleksibel og effektiv som en gammeldags Miele-støvsuger eller en mere moderne Dyson. Hvorvidt man skal købe sig en robot afhænger derfor af ens rengøringsbehov og -niveau. Personligt er jeg blevet lidt vild med den ekstra rengøring og ser Narwal Freo X Ultra som et glimrende supplement til dem, der vil holde skidtet på afstand og have mere tid til andre gøremål end kedelige ting som støvsugning og gulvvask.

Karakter
Narwal Freo X Ultra
Premium
Mikael Hansen
(f. 1982): Freelancejournalist på L&B Home. Mikael startede som tech-journalist hos Gamereactor i 2006. Derfra gik turen til magasinet GEAR, hvor han også fik bred erfaring foran et kamera. En kandidatgrad senere vendte han retur som journalist på Lyd & Billede og sidenhen som redaktør for TechRadar. Mikael skriver om alt fra fra PC’er til smartphones, smart home, lyd og gaming.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ny topmodel fra Sage imponerer

Let at installere og drevet af sollys

Prisvenlig pizzaovn til både inde og ude

Du må ikke have for travlt

Højere opløsning og billedhastighed er et hit

Ding-dong - du er på skærmen

Delt glæde er dobbelt glæde

Dobbelt så smart er ikke dobbelt så godt

Det her kan ingen andre sengelamper

4 espressomaskiner: Hænger pris og kvalitet sammen?

Fleksibel og ideen er god

Overvågning med øje på økonomien