TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Nespresso Vertuo Creatista

Hvis du insisterer på kapsler

Nespresso og Sage er klar med en ny maskine, der kan brygge over en halv liter kaffe med kun én kapsel og skumme mælk på niveau med en god barista. Men det koster!

Af / 13/03/2024 - 09:08
Nespresso Vertuo Creatista

Home mener

  • Mælkesystemet giver kvalitet på niveau med en god kaffebar. Nem at bruge. Pæn at se på. Gør det nemt og hurtigt at få en stor kop sort kaffe. Stor vandtank.
  • Simpelthen alt for dyr. Man kan kun bruge Vertuo-kapsler fra Nespresso, og udvalget er mindre end til det originale system.

Nespresso er mest kendt for de små farverige kaffekapsler, som efterhånden er så populære, at man sikkert kan finde dem på apoteket og hos mekanikeren. Deres største udfordring har altid været, at de kun leverer en ret lille portion kaffe. Men Nespresso laver også en helt separat type store kapsler og en række maskiner til at brygge dem med.

De går under navnet Vertuo, og den helt nye Nespresso Vertuo Creatista er lige nu den dyreste maskine i serien.

Ligesom de dyreste maskiner i Original-serien er den skabt i samarbejde med Sage og er udstyret med deres berømte automatiske mælkeskummesystem. Et system, vi kender fra flere af deres espressomaskiner, som Sage Bambino Plus og Touch Impress. Perfekt, hvis man vil træne latte art.

Creatista har også fået det traditionelle metalliske designudtryk fra Sage, hvilket giver et mere eksklusivt udseende.

Nespresso1 Nespresso2
<
>
Foto: Lasse Torp Hansen

Centrifugerer kaffen

Ligesom alle andre Nespresso-maskiner er Vertuo Creatista nem at leve med. Den har den største vandtank på hele 2 liter. Den bruger kun 30 sekunder på at blive varm, og mælkesystemet er klar efter kun 3 sekunder! De brugte kapsler falder automatisk ned i en lille beholder, som kan rumme ca. 10 kapsler. Den er nem at rengøre (ikke at der er meget at gøre rent), og kapslerne kan sendes tilbage til Nespresso, som derefter genanvender dem. Den giver virkelig en nem start på dagen.

Annonce

Systemet brygger kaffe på en særlig måde. I stedet for bare at pumpe vand gennem kaffen, så centrifugerer systemet den runde kapsel, mens vand pumpes igennem. Det hverken larmer meget eller tager lang tid. Det tilføjer et element af kompleksitet, og lukkemekanismen føles meget anderledes end på de originale Nespresso-maskiner. Vertuo er en smule sværere at betjene med én hånd. Det kan godt lade sig gøre at trykke låget ned over plastikholderne og herefter dreje låsen i, men det gøres bedst med to hænder. Nogle morgener kan man være i tvivl om, hvorvidt man skader maskinen, når man lukker den i en fart. Det er ikke helt så gnidningsfrit som med de originale maskiner, hvor lukkemekanismen føles som cylinderen på en riffel, der nærmest ikke kan slides op.

Vertuo Creatista kan forbindes til Wi-Fi, hvilket gøres nemt gennem Nespresso-app’en. Man kan dog ikke fjernstyre systemet eller noget i den stil. Man har adgang til instruktionsvideoer og guides samt inspiration til kaffeopskrifter. Wi-Fi-modulet kunne med andre ord godt erstattes af en QR-kode, der bare linker til informationen.

nespresso vertuo anmeldelse
Indeni går det flotte metalydre desværre ikke igen. Foto: Lasse Torp Hansen

0,5 liter i én kapsel

Nespresso Vertuo-serien adskiller sig fra Nespresso Original på en række områder, men den største forskel er kapslerne. For det første er kapslerne til Vertuo større. De fås i syv størrelser, som maskinerne automatisk (via en stregkode på kapslerne) brygger til henholdsvis 25, 40, 80, 150, 230, 355 eller 535 ml kaffe. Utroligt meget kaffe med ét tryk. De tre mindste kapsler giver en kaffestyrke tættest på espresso, hvor de større minder mere om filterkaffe. Skal det være mere intensivt, kan man med et dobbelttryk på startknappen få leveret en mindre portion, som er tiltænkt opskrifter med mælk.

I modsætning til de originale er patentet stadig intakt på Vertuo-kapslerne, hvilket vil sige, at man udelukkende kan bruge kapsler fra Nespresso. Du finder altså hverken kompatible kapsler til din Vertuo i supermarkedet eller i din yndlingskaffebar. Godt for Nespresso, men mindre godt for dig, da der efterhånden er nogle rigtig spændende kompatible kapsler til Nespresso Original på markedet.

Nespresso4 Nespresso5
<
>
Forskellen på en kort og en normal portion kaffe. Foto: Lasse Torp Hansen

Smagen af Nespresso

Da man kun kan bruge kapsler fra Nespresso, er det naturligvis værd at overveje, om man kan lide deres kaffe.

Efter at have drukket mig igennem den medfølgende smagskasse samt de 4 forskellige ekstra rør, som Nespresso var søde nok til at sende, er min vurdering, at kaffekvaliteten generelt er højere end almindelig supermarkedskaffe i mellemprislejet. Kapselkaffen her smager også bedre end de Nespresso Original-kompatible kapsler, man ofte finder i supermarkedet.

Det er muligt at finde bedre (og nogle gange også billigere) kapselkaffe på gode risterier, men som sagt udelukkende til Nespresso Original-systemet. Og Nespresso har et mindre udvalg af Vertuo-kapsler end af Original-kapsler, så udvalget er yderligere begrænset.

Der er et stort fokus på kaffe med smag til Vertuo, men også et par single-origin kapsler, såsom Costa Rica, Etiopien og Mexico. Men hvis du håber at udforske kaffeverdenen gennem Vertuo, må jeg desværre skuffe dig med, at de forskellige kapsler har en meget ensartet smagsprofil. Kaffen er generelt ret mørkristet, og især som stor filterkaffe havde flere af kapslerne en asket eftersmag.

De fleste kapsler smagte bedst, når de blev brygget i en mindre portion, hvilket tager lidt af bitterheden. Når blandet med mælk var alle kapslerne velsmagende og balancerede. Kapslerne med tilsat karamelsmag var overraskende luksuriøse og smagte hverken for subtilt eller overvældende.

Er du vant til almindelig supermarkedskaffe eller de billige kapsler, vil du opleve et mærkbart løft i kvalitet. Det gælder både de små espressokapsler og de store, filterkaffelignende kapsler. Drikker du primært sort kaffe eller ren espresso fra den gode café, bliver du nok skuffet.

nespresso
Foto: Lasse Torp Hansen

Suveræn mælk

Mælken er en virkelig, virkelig stor årsag til, at kaffe fra en café smager så meget bedre end den derhjemme. Den lune, søde, fløjlsbløde mælk er ikke noget, der er nemt at lave uden en rigtig damparm som dem, man finder på espressomaskiner. Selv meget dyre, fuldautomatiske maskiner skuffer på det punkt, når de bruger den typiske boks med mælk, som også billigere kapselmaskiner benytter. Det er stadig lækkert med lun mælk, men de rammer sjældent den cremede perfektion, som baristaerne kan få frem i mælken. Den tekstur er også strengt nødvendig, hvis man vil lave latte art.

Espressomaskiner fra Sage er berømte for det automatiske mælkesystem, som også bruges i Vertuo Creatista. Du sætter den medfølgende stålkande ind under damparmen, hvor den står oven på et indbygget termometer. Herefter kan du vælge mellem tre temperaturer og tre teksturer. Teksturerne kan bedst beskrives som varm mælk, latte og cappuccino. Ligegyldigt hvad du vælger, er mælken langt bedre end den, du får fra de små mælkebokse. Især midterste indstilling sidder i skabet.

Når man har skummet sin mælk, tørrer man armen af med en klud, hvorefter den selv renser igennem med damp. Det er ikke helt det samme system, som imponerede i Sage The Oracle Touch, men et nyere system, hvor termometeret er integreret i bunden i stedet for på armen. Det betyder, at man skal være opmærksom på, at termometeret eller kanden ikke er våd, inden man begynder det automatiske program. Ellers bliver den dybt forvirret og brænder mælken på.

Det er ikke muligt at dampe sin mælk, mens man brygger kaffe med Vertuo Creatista.

Man kan heller ikke indstille programmet til forskellige typer plantemælk, men i testen blev teksturen på soja- og havremælk rigtig lækker. Tilføjelsen af mælkesystemet fra Sage er en af de bedste ting, der er sket for Nespresso-maskinerne.

Nespresso7 Nespresso8 Nespresso9
<
>
Foto: Lasse Torp Hansen

Absurd pris

Vi er nødt til at tale om prisen på Nespresso Vertuo Creatista. Den er simpelthen absurd. De godt 5.000 (8.000 NOK/SEK) kroner kan måske nok være en acceptabel mængde penge at kaste efter nem hverdagsluksus, men det ville være billigere at købe en hel Sage Bambino Plus-espressomaskine (som har samme mælkesystem) samt den billigste Vertuo-maskine. På den måde kan man nyde bekvemmeligheden ved kapsler uden at være låst fast i et begrænset system.

Nespresso creatista anmeldelse
Den ligner et rumskib og koster næsten det samme. Foto: Lasse Torp Hansen.

Konklusion

Nespresso Vertuo Creatista kombinerer et utroligt nemt kapselsystem med et luksuriøst mælkesystem. Du kan lave kaffe i lige den størrelse, du vil, og træne latte art med perfekt skummet mælk. Selv hvis du ikke kan lave latte art, får du perfekt tekstureret mælk, der giver en caféoplevelse derhjemme. Vertuo er nem at leve med, men kan kun bruge kapsler fra Nespresso, og der er desværre ikke så mange at vælge imellem.

Prisen er den største udfordring, og det er svært at se, hvordan den kan forsvares. Over 5.000 (8.000 NOK/SEK) kroner er meget at betale for et lukket system med begrænsede muligheder. Men hvis penge ikke er en bekymring, og du absolut ikke kan acceptere at bruge to af de små Nespresso-kapsler ad gangen, så er Vertuo Creatista måske noget for dig.

Karakter
Nespresso Vertuo Creatista
Premium
Lasse Torp Hansen
(f. 1996): Journalist på L&B Home. Lasse er udgivet i bl.a. Bil Magasinet, Børsen Pleasure, Brugte Drømmebiler og Filmmagasinet Ekko. Lasse viste sig desværre at være en ret tarvelig akademiker, men til gengæld vældig god til at videreformulere de universelle sandheder, som holder ham vågen om natten: Såsom det faktum, at elbiler tit deler designfilosofi med gamerudstyr, og at Erna i krig har samme plot som Find Nemo. Hans primære besættelser er biler, kaffe, tech, design, og film.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Smart overvågning i 4K og farver

Et effektivt farvel til snavs og dyrehår

Ny topmodel fra Sage imponerer

Let at installere og drevet af sollys

Prisvenlig pizzaovn til både inde og ude

Du må ikke have for travlt

Højere opløsning og billedhastighed er et hit

Ding-dong - du er på skærmen

Delt glæde er dobbelt glæde

Dobbelt så smart er ikke dobbelt så godt

Det her kan ingen andre sengelamper

4 espressomaskiner: Hænger pris og kvalitet sammen?