I en verden, hvor det at brygge espresso enten var anstrengende svært eller nemt, men gav et middelmådigt resultat, blev Sage The Oracle en gamechanger og har siden lanceringen i 2013 været den ultimative målestok, i forhold til hvordan god ægte espresso kunne brygges på en semiautomatisk maskine.
Dens ekstreme brugervenlighed og espressokvalitet har inspireret det nuværende våbenkapløb inden for nemme, semiautomatiske espressomaskiner, som særligt Sage, Delonghi og Ninja deltager i.
Nu er Sage klar med en ny version af oraklet, kaldet Sage The Oracle Jet.
Indtil videre erstatter den ikke den gamle model, som forbliver på hylderne. Ordet ”Jet” refererer til termojet-systemet, som findes i den nye model, i modsætning til gammeldags kogekedler.
Termojet bruges i alle de billigere maskiner fra Sage og udmærker sig ved ekstrem hurtig opvarmning på kun tre sekunder samt et langt lavere energiforbrug end kedler.
God vin på nye flasker
Oracle Jet er, ud over termojet-systemet, udstyret med en række forbedringer og opdateringer. Først og fremmest er skærmen nu på 5”, og den er langt hurtigere og flottere. Den byder på lækre indbyggede animationer samt en mere responsiv oplevelse, når man scroller gennem opskrifterne.
Funktionen, som låser op for hjulene under maskinen, kan nu tilgås uden at fjerne drypbakken. Dette gør det en del nemmere at flytte maskinen ind og ud af sit hjørne, hvis den skal rengøres eller fyldes op, eller hvis den blot skal gemmes væk, når den ikke er i brug.
Derudover byder den nye Oracle Jet på mange af de samme velkendte funktioner som sin forgænger.
Det er en maskine, som gør så meget af arbejdet for dig som overhovedet muligt. Maskinen kværner, stamper, brygger og damper mælken selv. Det eneste, man selv skal gøre, er at flytte filteret fra kværn til bryghoved og hælde mælk i sin mælkekande. Det, der gør, at Oracle (både den nye og den gamle) ikke kun er smart, men genial, er, at man aldrig er låst fast.
Maskinens anbefalinger om, hvordan kværnen skal indstilles eller kaffen skal se ud, kan ignoreres eller redigeres, og man kan behandle den som en hvilken som helst anden semiautomatisk maskine. Man behøver ikke engang bruge den indbyggede kværn, hvis man har en anden, der er bedre.
Det er mange af de samme pointer, som vi roste i den fantastiske Sage Barista Touch Impress. Og nu, hvor Oracle Jet bruger samme termojet-system, er den største forskel på maskinerne, at Jet stamper kaffen automatisk og bruger et 58 mm portafilter i stedet for filteret på 54 mm, som findes i Touch Impress. Det er ikke en stor forskel, selvom Oracle Jet er ca. 50 procent dyrere end Impress.
Brugeroplevelse
Brugeroplevelsen på espressomaskiner fra Sage er notorisk god, og i Oracle Jet er den endnu bedre. Derudover kan maskinen nu forbindes til Wi-Fi, så den kan hente de nyeste softwareopdateringer via skyen. Coldbrew-opskrifter er eksempelvis tilføjet for nylig.
Selve menuen og de indbyggede ”barista guides”, som fortæller dig, hvordan du skal lave din kaffe, og hvordan du analyserer og ændrer resultatet, minder meget om oplevelsen i Barista Touch Impress (og andre Sage-maskiner med touchskærm).
Man har fuld kontrol over næsten alle variabler og kan køre hele showet manuelt, hvis man ønsker det, men som udgangspunkt fortæller maskinen dig alt, hvad du skal foretage dig. Sages analyse og anbefalinger omkring, hvordan du skal justere kaffekværnen eller mængden af espresso, du brygger, er brugbare for både novicer og morgentrætte eksperter, og er pædagogisk forklaret med billeder og animationer.
Kaffekvalitet
Maskinen er testet med to kaffebønner i øvre mellemprisleje, begge fra Ricco’s i Københavns Sydhavn.
Black Death er en moderne mørkristet blanding fra Guatemala, Etiopien og Costa Rica, som dog stadig er lysere end de fleste bønner i supermarkedet. Som espresso er den meget intens og næsten lakridsagtig. Sofistikeret på sin egen måde, selvom vi er langt fra de lyse, syrlige smage, man ofte finder på skandinaviske kaffebarer.
Oracle Jet fik den mest sirupsagtige tekstur ud af de mørke bønner, og bitterheden, som man må forvente fra en så mørkristet kaffe, var udelukkende behagelig. En totalt overlegen præstation fra maskinen, hvis indbyggede anvisninger blev fulgt til punkt og prikke ved indstillingen af denne kaffe.
Den anden kaffe er Orangutung, fra øen Antigua. En også relativt mørkristet (efter moderne standarder) kaffe, som smager mindre lakridsagtigt og mere krydret, om end stadig sød og med en behagelig bitterhed. Den krævede en smule finere indstilling af kværnen, men det var intet problem at få dens subtile syre til at smage balanceret og lækkert.
Oracle Jet kan, som sin forgænger, indstilles til at stoppe efter et bestemt tidspunkt eller efter en bestemt mængde vand, der er løbet igennem. 30 sekunder er et godt udgangspunkt.
Den volumen/mængde-baserede tilgang er overraskende præcis, men den kan kun indstilles i intervaller på 30 ml, 45 ml, 60 ml osv., hvilket er for store spring. Dosen på 22-23 gram kaffe passer efter min mening til ca. 50 gram espresso, og det kan maskinen ikke levere. Er man ude efter perfektion, kan man naturligvis bruge en vægt og blot stoppe brygningen, når den ønskede mængde er nået. Det havde været at foretrække for de fleste, hvis man kunne indstille en mere præcis volumen.
Oracle Jet bruger som nævnt et 58 mm portafilter, hvilket er den mest udbredte ”professionelle” størrelse og derfor nem at finde opgraderinger og dele til. Dosen er dog ret høj, og 22 gram kaffe er meget, selv for et dobbeltshot. Det kan give mening at dele det i to kopper eller eventuelt bruge den medfølgende single-kurv, som laver en halv portion.
Kværnen fra Baratza larmer mindre end i forgængeren, men leverer stadig en super luksuriøs tekstur, både ved lys- og mørkristet kaffe, og er nem at indstille.
Perfekt mælk
Den automatiske mælkedamper i Oracle Jet minder om den i den gamle Oracle. Den er anderledes end på andre maskiner fra Sage. Den kræver nemlig ikke, at mælkekanden står på et indbygget termometer, mens den skummer mælken. I Oracle Jet sætter du blot damparmen ned i mælkekanden og trykker start. Du kan også skumme mælken manuelt, men det er svært at gøre det bedre end den automatiske funktion, som rammer rigtigt hver gang. Det gælder også, hvis man skal lave helt tæt skum til latteart. Du kan også indstille den til plantemælk, hvis det er din præference. Temperaturen kan indstilles mellem 40 og 75 grader.
Da den nye Oracle Jet nu bruger et termojet-system, kan den ikke dampe og brygge kaffe på samme tid, hvilket er en af de få nedgraderinger fra den gamle Oracle, som havde et dual-boiler-system til netop dette formål.
Det tager ét minut og 21 sekunder for maskinen at varme mælk fra ni til 65 grader. Det er ikke den store tidsrøver, og den er hurtig klar til at brygge næste kop.
Skal man kun bruge espresso, kan man selv med termojet-systemet brygge flere espressoer lige efter hinanden.
Konklusion
Den nye Oracle Jet er den mest brugervenlige “ægte” espressomaskine på markedet og en sand fornøjelse at bruge. Brugeroplevelsen, særligt skærmen, er et skridt op fra den gamle Oracle Touch, hvilket ikke siger så lidt. Man kan savne muligheden for at dampe mælk og brygge kaffe samtidigt, men til gengæld skal maskinen ikke varme op i 30 minutter, som det er tilfældet med gammeldags kedler, takket være Termojet-systemet.
Oracle Jet er et skridt væk fra den traditionelle måde at bygge espressomaskiner på, og det er godt, at den gamle, mere nørdede Oracle Touch stadig kan købes. Med Oracle Jet signalerer Sage, at Termojet-teknologien er det næste skridt i udviklingen af selv de dyreste semiautomatiske espressomaskiner. Den langt billigere Sage Barista Touch Impress tilbyder 90 procent af både smag og brugervenlighed, hvilket gør den til et meget bedre køb end Oracle Jet. Men hvis man vil have det hele med, skuffer Oracle Jet ikke.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer