Man ved, hvad man får, når man ser et par JBL-højttalere med et én meter bredt horn og to 15-tommere. De rusker i husets fundament og slår som en ladeport lige i synet. Meget sejere bliver det ikke, og selv velvoksne højttalere rødmer af forlegenhed.

Den slags er ikke for folk med dårligt hjerte – eller lidt plads. For slet ikke at tale om, at store højttalere hurtigt kan blive dominerende møbler i en almindelig stue. Og selv hi-fi-entusiaster med et rummeligt budget er af og til nødt til at gå på kompromis.

Hvis de store JBL’er ikke går an, og kompakthøjttalere er udelukket, må man lede blandt slankere højttalere. Her er alternativerne mange. Bowers & Wilkins, Focal, Dynaudio, MartinLogan og KEF er blandt dem, der leverer ekstrem lydkvalitet i de højere prisklasser.

Det samme kan siges om Sonus faber, der har udsendt højttalere til omkring en million og “budgetvarianter” til det halve. Højttalere, der er langt uden for rækkevidde for de fleste. Selv for hi-fi-entusiaster med rummelige budgetter.

Men nu findes der så alternativer i en – relativt – mere overkommelig prisklasse. Sonus fabers aldrende Homage-serie, hvor modellerne er opkaldt efter berømte italienske violinbyggere som Guarneri og Amati, erstattes af nye modeller. Ikke Mark II- eller III-versioner, men helt nye højttalere konstrueret fra grunden. Dog over samme læst. Guarneri Tradition er den smækre kompakthøjttaler, mens Amati Tradition er den kraftfulde gulvstående i serien.

Midt mellem de to er der en helt ny model, Serafino. Også den opkaldt efter en italiensk violinbygger. Den er forholdsvis slank og mindre end tilsvarende højttalere fra B&W, Dynaudio og KEF. Dermed er den lettere at få plads til i en almindelig stue.

Nævnte vi kompromis?

Kærlighed til detaljer

Der er dog ikke mange kompromiser at finde i konstruktionen af Serafino. Højttalerne, som er godt en meter høje, har den materiale- og detaljekvalitet, som man forventer af italiensk high-end.

Kunstlæder dækker fronten, mens kabinettet – som er lavet i massivt træværk – fås i rød glanslak eller wengé. Toppladen er af fræset letmetal med træfinér. Den røde udgave har metaldetaljer i sort børstet aluminium, mens den wengé-brune har metaldetaljer i blankbørstet aluminium.

De ser fantastisk ud i virkeligheden. Billeder yder ikke udførelsen retfærdighed. Man skal se dem “live”, stryge hænderne over det lakerede træværk og røre ved detaljerne for at forstå, hvor meget kærlighed italienerne har lagt i formgivningen.

Selv bagsiden, som de fleste producenter blæser en lang march, har forkælede detaljer såsom metalribberne, der ender i den fastmonterede stålsokkel. Som de kraftige justérbare koniske fødder skal skrues fast i.

Kabinettet er stivet af både udvendig og indvendig, og kabinetsiderne ender i en bueform på bagsiden. Formen skal minde om de klassiske træbåde fra Riva, og de, der har set en ægte Riva, vil genkende det gennemførte håndværk her.

Serafino har fået helt nye højttaler-enheder. Bl.a. den fine 28 mm diskant med Sonus fabers silke-dome, hvor en Arrow Point – pilespidsform – er placeret over aksen for at få mere ensartet spredning i diskanten. På indersiden er bagstykket til diskanten ventileret i et trekammer for at forhindre kompression.

Den 15 cm store mellemtone har fået en membran af lufttørret cellulose, silkebomuld, bastfiber og naturlige fibre, som gør den både let og stiv, og minimerer risikoen for farvning eller betoninger. Godt hjulpet af et afstemt bagkammer og mekanisk afkobling fra frontpladen.

De to 18 cm bas-enheder med basrefleksport overlapper, så de dækker hver sit frekvensområde. De benytter en lignende membranstruktur med lufttørret cellulose i to lag og syntetisk skum. Delefrekvenserne er 80, 250 og 2500 Hz, og delefilteret er eksklusivt med kondensatorer fra Mundorf og spoler fra Jantzen.

Sonus faber opgiver følsomheden til relativt høje 90 dB og den nominelle impedans til 4 ohm. Hvilket betyder, at de er forholdsvis let at drive, men trives bedst med forstærkere med nogle hestekræfter. F.eks. en 75 watt rørforstærker, men det hjælper også med et par McIntosh MC301 med 300 watt effekt, som vi bl.a. benyttede til testen.

Spiller som de ser ud

Serafino er et stort skridt i forhold til forrige generation, og selv om de er mindre end de udgåede Amati, spiller de bedre. Bortset fra den dybeste bas kan jeg ikke forestille mig, at nogen vil savne noget her. Alt er på plads, og det hele er så sammenhængende, afbalanceret, fokuseret og kontrolleret, at man næppe kan forlange mere i denne klasse.

Jo, der findes højttalere, som har mere smæld i bassen, f.eks. Focal Sopra, og som spiller højere, f.eks. KEF Reference. Men få, der kombinerer raffineret detaljegengivelse med ekspansiv dynamisk kontrast i en så kompakt gulvhøjttaler.

Hvis du har en stor stue med meget plads, vil de større Amati Tradition måske være et bedre valg, men jeg tror, de fleste ville blive overlykkelige over Serafino.

De fylder ubesværet rummet med et stort og varmt lydbillede, hvor stereoperspektivet bidrager til en bredde langt ud over afstanden mellem højttalerne, og musikken stopper ikke lige foran højttalerne. Med de potente McIntosh-forstærkere flød tonerne fra pianisten Paul Bleys In the Evenings Out There som fløjl ud i rummet. Albummet, der kan kaldes jazz for viderekomne, har også Gary Peacock på bas, Tony Oxley på trommer og John Surman på barytonsax og basklarinet.

Bassen er både kraftfuld og nuanceret på samme tid. Højttalerne giver kontrabassen masser af luft og en mægtig bund, som gør, at jeg ikke savner hverken elektrostathøjttalere eller en subwoofer. Klaverets klangfarver behøver man ikke at anstrenge sig for at høre. Selv de svageste toner har en dimension, der giver dem substans, så det ikke lyder endimensionelt.

John Surmans barytonsaxofon river godt i de nederste oktaver, og selv når Tony Oxley lader stikkerne gå amok, hører man ubesværet fraseringerne og kontrasten i Surmans spil.

En cellos frekvensområde strækker sig ofte over flere enheder i en højttaler. Selv om grundfrekvensen er relativt dyb, kan man godt mærke, når delefilteret ikke kan følge med: Der skabes en form for ubalance ved delefrekvensen, og instrumentets karakter ændres lidt.

På Yo-Yo Mas album Bach Trios mærker jeg intet til dette. Tonerne flyder sømløst op og ned, og instrumentets skala er dejlig realistisk med en slående energi i de dybeste toner. Klangen er ikke så varm, som jeg husker fra ældre Sonus faber-højttalere, men heller ikke spor tynd.

Det er noget, der kommer godt frem i den sydafrikanske sopran Pumeza Matshikizas vokal. På en optagelse med Aarhus Symfoniorkester står hendes karakteristiske sopran krystalklart midt i lydbilledet. Her kan man høre, hvilken sjælden dybde hun har vokalmæssigt, og der er ikke noget tidspunkt, hvor hendes stemme bliver hård, spids eller mister klangbunden.

Og så til noget helt andet. Videoen til Lana Del Rey og The Weeknds “Lust for Life” åbner med en voksende storm, der havde gjort sig bedre med en subwoofer, for her hører man begrænsningerne i dybbassen. På den anden side er kontrollen i bassen upåklagelig, og selv om Serafino hverken går lige så dybt eller lyder lige så mægtigt i bassen som de meget større Lilium-højttalere, savner jeg ikke mere dybbas.

Et par Focal Sopra No.3 vil lyde endnu federe, og Bowers & Wilkins 800 D3 vil levere et endnu større lydbillede. Eller prøv et par MartinLogan-elektrostater for en endnu mere neutral mellemtone, hvis du vil. Men ingen af dem lyder så sammenhængende fra top til bund og formår samtidig at servere en så ubehersket dynamisk kontrast og silkeglat klang.

En anden fordel ved Serafino er, at de ikke er så store, at de er svære at placere. Giv dem lidt luft bagtil og på siderne, drej dem lidt ind mod midten og brug de medfølgende fødder. Så har du nogle smukke møbler – og en sjældent komplet højttaler. Bortset fra dybbas, altså.

Konklusion

Her smelter design og lyd sammen til en fantastisk pakke. Hvor du får, præcis hvad øjnene ser: En sjældent vellykket kombination af attraktivt design og sublim lydkvalitet.

Med Serafino har Sonus faber taget et stort skridt i forhold til de foregående Homage-højttalere. De koster en del, men hvis du har plads, en god forstærker og et rummeligt budget, bør de afgjort høres før et højttalerkøb. Der findes konkurrenter med mere ekstreme kvaliteter, men få er lykkedes med at lave en højttaler, der spiller, ligesom den ser ud: Kraftfuldt og raffineret på samme tid.

Selv de svageste toner har en dimension, der giver dem substans.

 

<

►

>

Den røde lak skiller sig virkelig ud i et landskab, hvor de fleste højttalere ser temmelig kedelige ud.