TEST: Sony a9 II

Vi har alle sammen set dem: Enorme objektiver på rad og række ved ringside til sportsbegivenheder. De hvide er Canon-objektiver, de sorte er fra Nikon. Andre kameraer ser man nærmest ikke i sportssammenhæng.

Det må have irriteret Sony-ledelsen at se de to kameraproducenter dele det lukrative professionelle marked mellem sig, som om de var et kartel, der ikke lukkede andre aktører ind.

Problemet for Sony var, at de ikke havde noget kamera, der kunne overbevise Canon- og Nikon-fotograferne om at satse på en anden producent. Mens Canon og Nikon var veletablerede på det professionelle marked med et bredt udvalg af objektiver og flere kameraer, havde Sony nul og niks at tilbyde.

Så hvad gør man? Bygger et nyt kamera. Et, der er hurtig nok til at overbevise kræsne professionelle fotografer om at skifte; et, der beviser, at det er robust nok, og at der er objektiver, som passer til sport; og så servicerer man det marked, så godt man kan.

Det første svar kom i form af Sony a9. Som byggede på det samme kompakte kamerahus som a7-serien, og hvor fokus var højere opløsning og endnu flere funktioner end konkurrenterne. Mens a7-serien ikke var hurtig nok til krævende sportsfoto, var a9 afgjort et stort skridt i den rigtige retning.

Efterfølgeren a9 II adskiller sig ikke meget fra originalen og kan betragtes som en mild opdatering. Det er stadig et full-frame systemkamera med op til 20 fps skudtakt og en 24 megapixel billedsensor, hvor forbedringerne hovedsagelig ligger inden for det, der er vigtigst for sportsfotografer: Pålidelig autofokus, nul flimmer i søgeren ved serieoptagelse, stor buffer og et robust kamerahus.

Korte fakta:

• 24,2 Mp full-frame Exmor RS CMOS billedsensor
• BIONZ X billedprocessor
• 693 punkters fasefokussystem
• Op til 20 fps med elektronisk lukker
• Op til 10 fps med mekanisk lukker
• ISO 100-204.800
• Op til 5,5 EV-trins billedstabilisering
• 5 GHz Wi-Fi og Gigabit Ethernet
• 2 x SD UHS-II kortpladser

Fart er alt

Det originale a9 er blevet opdateret via firmware, siden kameraet blev lanceret i 2017 – til det bedre, så de helt store forbedringer kan jeg ikke sige, at jeg fandt i a9 II.

Men lad os tage det fra en ende af. Den bagbelyste billedsensor er den samme, men kameraet har fået forbedret præcision på følgefokus og øjenfokus. Den store OLED-søger har nærmest ikke synlig black out på serieoptagelse – kortere end på de fleste spejlreflekser i hvert fald – og der er garanti for, at den mekaniske lukker kan tåle 500.000 eksponeringer.

Skudtakten er 10 fps, hvis man bruger den mekaniske lukker, og hele 20 fps, når den elektroniske bruges. Så får man også ned til 1/32.000 sekund lukkertid.

Den indbyggede billedstabilisering er blevet udvidet til 5,5 trin, og kameraet har både USB 3.2, Gigabit Ethernet-port til filoverførsel og understøttelse af 5 GHz Wi-Fi.

Man kan også indtale op til 60 sekunders kommentarer til billederne – omtrent som på en diktafon – der kan hentes ud som tekst senere.

Med den opdaterede autofokusalgoritme og Sonys 4D-fokus er kameraets realtids autofokus enestående hurtig og præcis. Autofokus har 693 fasefokuspunkter, der dækker 93 procent af billedfladen, og den sidder som klistret til motivet. En test i en svømmehal viste til fulde, hvor fantastisk pålideligt Sonys autofokussystem er i praksis.

Brugervenlighed

Kameraet har fået et større håndgreb, der giver bedre plads til fingrene – også hvis man har handsker på – og det er mærkeligt nok det eneste Sony-kamera med indstillinger til serieoptagelse, multieksponering, selvudløser og fokus på indstillingshjulene til venstre for søgeren. Som i øvrig er den samme 3,69 megapixel 120 fps OLED-søger som på a9.

Her er begge kortpladser UHS-II-kompatible, og de ydre ændringer er minimale. Hjulet til eksponeringskompensation har langt om længe fået en låseknap, og både det og indstillingshjulet ved siden af er hævet, så de er lettere at bruge både med og uden handsker.

Ellers er kamerahuset vejrbeskyttet og solidt bygget, batterilevetiden er marginalt bedre, og man har et lidt bedre greb om joystick-knappen bagpå, men touch-skærmen er ikke så veludviklet og brugervenlig som hos andre.

Der findes et vertikalgreb kaldet VG-C4EM til kameraet, som giver et ekstra sæt knapper, udløser og indstillingshjul og har plads til et ekstra batteri, som giver dobbelt så mange eksponeringer.

Billedkvalitet

Kameraet skyder gerne sammenhængende billedserier hele dagen, hvis det er det, man vil. Eller indtil batteriet skal udskiftes. Batterilevetiden er ikke så overbevisende som på Nikon D5, og et Sony a7R IV giver billeder med højere opløsning og lidt bedre billeddynamik.

Når det er sagt, så er billedkvaliteten sammenlignelig med a9 og de nuværende konkurrenter. Selv om vi har et godt øje til Nikon D5’s farvegengivelse – ja, til Nikons farver generelt – er jpeg-kvaliteten fra Sony-kameraet ikke langt bagefter. På 14 bit raw-filer er det hip som hap, og støjniveauet i billederne er ikke til gene for nogen. Så længe man ikke overdriver.

Skarpheden står og falder med, om det lykkes kameraets autofokus at ramme plet hver gang, og det klarer Sony a9 II bedre end de fleste. Følgefokus er fremragende, og det er kun undtagelsesvis, når motivet kommer hen mod kameraet for så at dreje og bevæge sig væk fra kameraet, at man kan risikere at gå glip af nogle billeder.

Video-optagelser i 4K er sammenlignelige med dem fra a9, simpelthen fordi videoegenskaberne er de samme på a9 II. Man kan optage i 4K 25p med 8 bit 4:2:2 ud af kameraet via HDMI, men hvis det er et videokamera, man skal have, er Sony a7S II et bedre valg.

Konklusion

De er ikke mange, forbedringerne på a9 II, men Sony har gjort et allerede formidabelt sportskamera lidt hurtigere, lidt bedre i brug og lidt mere aktuelt som alternativ til Canons og Nikons hurtigste professionelle kameraer.

Kameraet er også velegnet til naturfoto, for hvis man skal fotografere fugle, skal autofokus kunne følge med på hurtige billedserier. Det klarer Sony a9 II bedre end de fleste kameraer.