Sony går fra triumf til triumf med en lind strøm af vellykkede systemkameraer med full-frame billedsensor. Deres alfa 7-serie tæller nu seks modeller, og de tre seneste er næsten fuldkomne kameraer til professionelle og amatører. Med upåklagelig billedkvalitet og lidt forskellige egenskaber er det ikke så mærkeligt, at de små a7-kameraer er efterspurgt.
Vi kan rigtig godt lide dem, men har efterlyst mere kvalitetsoptik til kameraserien. Det har taget sin tid – for lang tid efter vores mening – men kvalitetsglas som Sony Zeiss 55 mm f/8.0 har fået følgeskab af en lysstærk 35 mm f/1.4 og nu en superb 1:1 makro med 90 mm brændvidde og 28 cm nærgrænse.
Det er et fremragende objektiv til makro og portrætter samt sport, der ikke går alt for hurtigt. For autofokus er ikke så hurtig, at den kan holde trit med f.eks. slalom eller motorsport. Men til makro og portrætter er det enestående.
Sony-objektivet er udstyret med en praktisk fokusring, som skifter fra automatisk til manuel fokus, ved at man trækker ringen ind mod kameraet. Som vi også har set det på flere Olympus-objektiver. Desuden har det indbygget optisk billedstabilisering plus en knap til at låse fokus og en til at begrænse fokusområdet, og det leveres med modlysblænde.
Superb optik
Makro-objektivet kan også bruges på Sony APS-kameraer i alpha-serien (svarende til 135 mm), men vi har testet det med full-frame kameraerne a7S II og a7R II. Sidstnævnte med 42 megapixel, som sætter ethvert objektivs detaljeskarphed på prøve.
Med 90 mm brændvidde er det også et praktisk makro-objektiv, fordi man kan holde en vis afstand til motivet og alligevel komme tæt nok på. Samtidig er det lettere at lyssætte makroscenen, og som portrætobjektiv er 90 mm brændvidde ideelt, fordi det har nul perspektivfortegning og kort skarphedsdybde med f/2.8 som største blænde.
Sony har tydeligvis gjort sig umage med dette objektiv, som har avanceret nanobelægning på flere af linse-elementerne og asfæriske elementer (ED), der skal begrænse strølys, lysspredning og kromatisk aberration (farvefejl) samt korrigere for linjefortegning.
Og vi må sige, at det er lykkedes over al forventning. Selv om det er muligt at se pudeformet fortegning, er det så moderat, at det er uden betydning. Sony har også fået god kontrol over vignetteringen – lystab i hjørnerne – som er synlig på f/2.8, men næsten væk på blænde f/4.0 og negligérbar fra f/5.6.
Det giver objektivet en noget nær perfekt skarphed over langt det meste af billedfladen. Det er kun i de yderste hjørner, man ser et fald i skarpheden ved maksimal blænde, og fra f/5.6 til f/11 er objektivet knivskarpt over hele fladen. Hvilket er noget, som makrofotografer, der ikke altid har brug for at “stacke” (stable flere billeder med forskelligt fokuspunkt), vil være glade for. Selv om 28 cm makro og 90 mm brændvidde betyder meget smal skarphedsdybde.
Kromatisk aberration er også godt under kontrol, og den samlede optiske ydelse gør det til et af de bedste makro-objektiver, vi har testet.
Konklusion
Sammen med Sony Zeiss 35 mm f/1.4 og 55 mm f/1.8 er Sonys 90 mm makro det bedste, vi har testet på et alfa 7-kamera. Det er især glædeligt, at vores bønner om mere lysstærk kvalitetsoptik er blevet hørt. Med denne trio dækker man ufattelig mange brugsområder med et full-frame kamera i a7-serien.
For makrofotografer er det bare at smadre sparegrisen med det samme, for dette objektiv er hver en krone værd.
