Sony er langtfra nogen nybegynder i OLED-gamet. De lancerede verdens første OLED-tv, XEL-1, allerede i 2007. Med en skærm på kun 11 tommer, en opløsning på 960 x 540 pixel og en pris på 30.000 kroner blev det aldrig den store succes. Så er Sony lykkedes bedre med OLED-skærme til professionel brug: Topmodellen BVMX300 bruges i dag som referencemonitor til mange af de sejeste HDR-produktioner. Prisen er også på professionelt niveau. Vi taler om en 30 tommers 4K-skærm til den nette sum af 45.000 dollars!
A1-serien er derimod Sonys første rigtige OLED-storskærm til hjemmebrug. Her er der tale om et ægte premium-tv med eksklusivt design og ditto lyd, som i skrivende stund koster 45.000 kroner for 65 tommers udgaven. Sony har altså ikke ambitioner om at konkurrere med budget-OLED’s som LG B6 lige med det første. Det er et flagskibs-tv for de kræsne, lavet med det formål at sætte Sony på high-end-kortet igen.
Design
Sony-skærmen er uden tvivl flot at se på med sit lidt tilbagelænede, staffeli-lignende design. Uden synlige højttalere og næsten uden indramning har det en meget minimalistisk fremtoning, som alligevel oser af kvalitet. Afgjort et af årets mest spændende tv’er rent udseendemæssigt.
KD-65A1 er imidlertid ikke det mest praktiske til vægmontering. Grunden er, at al elektronikken – inklusive højttalere, tilslutninger og vægbeslag – sidder i den fod, som skærmen læner sig op ad. Den er forholdsvis tyk, og det betyder, at skærmen vil rage nogle centimeter ud fra væggen.
Brugervenlighed og funktioner
Designmæssigt er KD-65A1 et frisk pust i skoven af kedelige tv’er. I den forbindelse kan fjernbetjeningen – en traditionel mursten med mange knapper – virke lidt kedelig og gammeldags. Bortset fra Netflix og Google er der få genvejsknapper, men Sony har inkluderet en mikrofon til stemmekommandoer. Bemærk, at modtageren til IR-signaler sidder helt nederst på skærmen og derfor er følsom over for forhindringer.
Sony anvender Android som brugerflade til deres smart-tv’er, og vores testeksemplar kom med den nye version, Android 7.0 (Nougat), som introducerer en del nye funktioner. Brugeroplevelsen er imidlertid ganske som før, og vi må nok vente til Android 8.0, før vi får dramatiske ændringer af grafik og menustruktur at se.
Det største problem med den nuværende løsning er hovedmenuen, som lægger sig oven på og skjuler det indhold, man ser. Vi savner en mere brugervenlig menulinje nederst på skærmen a la den, man finder hos Samsung og LG. Sammenlignet med disse virker Android stadig lidt klodset i brug.
Det kan mærkes, at KD-65A1 er blevet hurtigere og har fået bedre kapacitet til at skifte mellem forskellige indgange, apps og indholdstyper. Den kan dog ikke måle sig med Samsungs QLED-modeller, der er rene racerbiler på området. Sony-skærmen havde også en tendens til at fryse ved flere lejligheder under testen. Alt i alt synes vi, at brugeroplevelsen trækker det samlede indtryk lidt ned.
Billedkvalitet
Med et OLED-panel fra LG Display har KD-65A1 alle forudsætninger for god billedkvalitet, og vi kan tage for givet, at ydelsen er på et ret højt niveau. Det store spørgsmål er så, om Sony har formået at skille sig tilstrækkeligt ud fra LG og resten af konkurrenterne.
Siden alle OLED-paneler, som LG leverer, er næsten identiske, vil det være billedprocesseringen, der gør den største forskel. Her har Sony et es oppe i ærmet i form af deres kraftige videoprocessor X1 Extreme. Den har en værktøjskasse fuld af tricks til at forbedre billedkvaliteten, som erfaringsmæssigt virker rigtig godt.
X1-processoren håndterer al billedprocessering, heriblandt støjreduktion, farvegengivelse, gråskala, “tone mapping” af HDR-videomateriale og opskalering af almindelige HD-udsendelser til 4K og HDR. Hertil kommer velkendte funktioner som Motion Flow-interpolation, der udjævner bevægelser, og Smooth Gradation, der udglatter farveschatteringer.
I løbet af testperioden har vi brugt Sony KD-65A1 ved siden af LG OLED65E7V, og der er ingen tvivl om, at der er flere ligheder end forskelle mellem de to tv’er. Begge har de typiske kvaliteter, vi forbinder med OLED, inklusive bundløst sortniveau, fremragende kontrast og fantastisk farvegengivelse uanset betragtningsvinkel. Men der er også nogle forskelle.
Sony har for det første mærkbart mindre støj på almindeligt tv-indhold (HD-udsendelser fra Canal Digital-parabol). Bevægelserne er også mere jævne, især når kameraet panorerer hurtigt. KD-65A1 (med Motion Flow aktiveret) har en evne til at bevare skarpheden under bevægelse, mens det indimellem bliver lidt rykvist på LG. Forskellen er ikke stor, men nok til, at vi foretrækker Sony-skærmen til både almindeligt tv-kiggeri og sport.
KD-65A1 ser også superlækkert ud med indhold fra Ultra HD Blu-ray, men det har en lidt anderledes præsentation af HDR-videomateriale end LG’s tv. De nye HDR-film bliver mastret med en maksimal lysstyrke på enten 1000 eller 4000 nit, og da ingen OLED-skærme er i nærheden af dette endnu, må man lave et kompromis mellem lysstyrke og detaljer.
Det er tydeligt, at Sony har valgt lidt anderledes end LG: KD-65A1 har et generelt lysere billede end 65E7V, men ofrer nogle af de lyseste nuancer. LG har på sin side et generelt lidt mørkere billede, men formår at gengive flere nuancer i lyse partier. Her er der intet facit for, hvad der er rigtigt, men i praksis foretrak vi ofte Sonys version.
Når vi skifter til Netflix, ser tingene lidt anderledes ud. I modsætning til LG understøtter Sonys tv ikke Dolby Vision HDR-formatet – endnu. De har lovet, at det kommer som en fremtidig firmware-opgradering, men i skrivende stund er det altså kun LG, der understøtter Dolby Vision lige ud af æsken, mens Sony må nøjes med “almindelig” HDR.
Som vi nævnte i testen af LG 65E7V, er Dolby-standarden overlegen, når det gælder kontrastinformation fra scene til scene. Det bliver tydeligt, når man sammenligner de to skærme med klip fra Netflix-serien Iron Fist, hvor LG både har flere detaljer i mørke områder og mere smæld i det hvide – det bedste fra begge verdener. Vi ved endnu ikke, hvordan Sony-skærmen vil præstere med samme format, men det taler klart til LG’s fordel, at det understøtter Dolby fra starten.
Lydkvalitet
Sony-skærmens lydløsning er så speciel, at den fortjener sit eget kapitel. Sonys lydingeniører har nemlig taget selve OLED-panelet i brug som højttalermembran! Løsningen hedder Acoustic Surface og er temmelig smart.
På bagsiden af OLED-skærmen sidder to akustiske “aktivatorer”, der vibrerer panelet i takt med lydsignalet. For at opnå overbevisende stereolyd driver venstre og højre aktivator hver sin halvdel af panelet, mens bassen gengives af en traditionel subwoofer-enhed på bagsiden.
Teknikken med små aktivatorer, der vibrerer et større panel, er langtfra ny, men så vidt vi ved, er det første gang, den anvendes i et tv på denne måde. Og det lyder meget overbevisende: Med højttalerne på bagsiden kunne man måske forvente en lidt indelukket og tilsløret lydkarakter, men nej! Lyden er præget af god kobling mellem det, man hører og ser på skærmen. Samtidig er der en glimrende fylde i bassen, kombineret med god klarhed i dialoger og lydeffekter.
Kort sagt en effektiv og innovativ løsning, ikke mindst fordi den er så godt som usynlig.
Konklusion
Med Sonys lange meritliste af gode tv’er havde vi høje forventninger til KD-65A1, og de bliver langt hen ad vejen indfriet. Sony-skærmen udmærker sig ved et usædvanlig flot design, en nyskabende højttalerløsning og ikke mindst den rålækre billedkvalitet, som vi forbinder med OLED. Kombinationen af gode egenskaber gør det til et “må eje”-tv af de sjældne!
Vi ærgrer os dog lidt over Android-platformen og havde gerne set, at se Sony understøttede Dolby Vision HDR, uden at vi skal vente på næste opdatering. Alligevel er der ingen tvivl om, at Sony KD-65A1BAEP er en kandidat til årets high-end-pris!
