Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Sony Xperia Z2 Tablet

Lidt for tyndt, Sony

Sony Xperia Z2 Tablet er mere af noget godt, bare bedre. Men på et enkelt punkt er den japanske elektronikproducent gået lidt for langt, og det koster desværre på brugeroplevelsen.

Skrevet af / 07/04/2014 - 13:51
Sony Xperia Z2 Tablet
Peter Gotschalk

I forhold til sin forgænger, Sony Xperia Tablet Z, er den nye Xperia Z2 Tablet (ja, nu kommer Z’et før ordet “tablet”) en kraftig opgradering. Således kommer Xperia Z2 Tablet nu med 2,3 GHz Snapdragon 801 quad-core processor, hvor Tablet Z måtte nøjes med en 1,5 GHz-processor. Den oprindelige Xperia Tablet Z var desuden blandt de tyndeste tablets på markedet, men også på dette punkt overgås den af den nye model. Blot 6,4 mm tynd er den nye Xperia Z2 Tablet, mens den første Tablet Z målte “hele” 6,9 mm.

Også skærmen har fået en saltvandsindsprøjtning. Den er stadig på 10,1”, og opløsningen på 1920 x 1200 pixel har heller ikke forandret sig, men den nye skærm er baseret på IPS-teknologi og har mere klare og markante farver end forgængeren.

Xperia Z2 Tablet kommer til gengæld med samme kamera som Xperia Tablet Z, og at den er vand- og støvtæt er der heller ikke lavet om på.

08b7f8_Xperia_Z2_Tablet__water

De gode minder
Og da vi intet mindre end skamroste Sony Xperia Tablet Z, da vi testede den sidste år, skulle man jo tro, at Xperia Z2 Tablet kun kan ende med at modtage endnu mere rosende omtale, men sådan forholder det sig ikke udelukkende. Det vender vi tilbage til.

Først er det dog på sin plads at understrege, hvorfor vi var så begejstrede for den første Xperia Tablet Z. Så begejstrede, faktisk, at vi kaldte den for ny tablet-konge og gav den 6 ud af 6 stjerner.

For eksempel var vi umiddelbart vilde med dens design. Og præcis det samme gælder Xperia Z2 Tablet. Første gang, man tager den i hånden, lægger man med det samme mærke til, hvor let den er, og faktisk er den endnu lettere end forgængeren. Hele 70 gram er der blevet skåret af vægten, som før var 496 gram, men nu er på blot 426 gram, hvis det er den rene Wi-Fi-version, man har fat i, mens modellen med 4G/LTE, som vi testede, med sine 439 gram vejer en smule mere. Denne meget lave vægt gør sammen med det slanke design og de robuste materialer Xperia Z2 Tablet til en af de bedst designede og mest brugervenlige tablet-computere, vi har set. Også i år!

Og ligesom Xperia Z Tablet så er Xperia Z2 Tablet forsynet med en masse tablet-tilpassede tjenester og apps. Sonys musikstreamingtjeneste, Music Unlimited, i en særlig tablet-udgave er en del af pakken, ligesom også tjenesten PlayStation Mobile, der lader brugeren spille tablet-udgaver af ældre PlayStation-spil – og sågar tilslutte en DualShock3 controller til Xperia Z2 Tablet – følger med. Sonys egne apps til visning af billeder samt afspilning af film og musik er bedre end Googles standardløsning, og den indbyggede, infrarøde port og app’en Fjernbetjening lader Xperia Z2 Tablet fungere som en avanceret multifjernbetjening hjemme i stuen. Lækkert.

Lydoplevelsen lader heller ikke noget tilbage at ønske. Selv hvis man nøjes med at lytte til de indbyggede højttalere, er lyden helt hæderlig. Men med et par gode hovedtelefoner kan Xperia Z2 Tablet uden at blinke tage kampen op mod de bedste musikafspillere på markedet. Sonys egen WALKMAN-app byder på ClearAudio+ og en række andre EQ-indstillinger, så man kan tilpasse lyden til sine egne preferencer. God lyd er en uvurderlig vigtig del af en god medieoplevelse, og det er der taget hensyn til med Sony Xperia Z2 Tablet.

Sony-Xperia-Z2-Tablet

Skærmskavanker
Men træerne vokser ikke ind i himlen. Ikke denne gang, i hvert fald. For hvor vi var endog meget begejstrede for skærmen på Xperia Tablet Z, så afslører vores test af Xperia Z2 Tablet, at en opgradering ikke altid ender godt. Ikke udelukkende i hvert fald.

Heller ikke forgængeren, Xperia Tablet Z, satsede på høj opløsning. Skærmen på 10,1” måtte sidste år (og det samme gælder for den nye model) nøjes med en opløsning på 1920 x 1200 pixels, og er dermed ikke helt i samme liga som iPad Air eller Samsung Galaxy Note 10.1 2014 Edition, men Sony kompenserer ved at anvende deres egen Mobile BRAVIA Engine 2, skærmteknologi lånt fra firmaets anmelderroste fjernsyn, og det skulle angiveligt give skærmen både forbedret kontrast og farvestyring samt gøre billedet virkelig skarpt. Og for forgængerens vedkommende ramte den opskrift også i den grad plet. I sidste års test skrev vi, at billedet er flot og dybt uden at blive uskarpt, uanset om vi ser på billeder eller video, og først og fremmest fremstår farverne meget naturlige, hvilket kun er blevet bedre med den IPS-teknologi, der sidder i Xperia Z2 Tablet.

sony-xperia-z2-tablet-full-2

Men Sonys nyeste tablet er jo som nævnt blevet endnu tyndere og endnu lettere end forgængeren, og det koster faktisk på skærm-kontoen, må vi konstatere. Det første problem er, at man med det blotte øje faktisk kan se det meget finmaskede net, som sidder lige under glasset og muliggør skærmens touch-funktionalitet. Touch-skærmen på Xperia Z2 Tablet er af den kapacitive type, og vi formoder, at det er det elektrisk ledende skærm-lag, vi kan se, hvilket især sker ved et hvidt eller meget lyst skærmbillede. Under alle omstændigheder er det forstyrrende for oplevelsen af billedkvaliteten. Det er den backlight bleeding, som kommer fra skærmens kanter, når skærmbilledet er meget mørkt, såmænd også.

Rammen omkring skærmen er meget bred, men det forhindrer desværre heller ikke, at skærmbilledet “svømmer”, hvis man bare holder ordentligt fat med fingrene på tablet-computeren. Alt-i-alt må vi konstatere, at skærmen på Xperia Z2 Tablet lider af en række skavanker, som forgængeren ikke havde, og det havde vi ikke lige regnet med, når nu skærmteknologien faktisk havde fået en opgradering. Vi ved det ikke med sikkerhed, men vi tror desværre, at det er Sonys ønske om at gøre Xperia Z2 Tablet endnu tyndere end forgængeren, som er den afgørende årsag. Og det er især en skam, fordi det næppe flytter bjerge for brugerne, at deres nye tablet er 6,4 mm i stedet for 6,9 mm.

Ydelsen er i top
En god ydelse er selvfølgelig hele forudsætningen for den gode brugeroplevelse, men her skuffer Xperia Z2 Tablet til gengæld ikke. Med en Geekbench 3 score på 944 point (single-core) og 2.724 point (multi-core) – til sammenligning scorer iPad Air henholdsvis 1.481 (single-core) og 2.692 point (multi-core) i samme test – placerer Sony Xperia Z2 Tablet sig komfortabelt i toppen af high-end segmentet, og browseroplevelsen skuffer heller ikke. Nuvel, med en Browsermark 2.0 score på 3.610 er iPad Air hurtigere end Xperia Z2 Tablet, der “kun” scorer 2.773 i samme test, men vi oplever faktisk, at det i praksis går hurtigt, når man surfer på internettet, og vi oplever ingen af de små hak eller pauser, som plagede browseroplevelsen på Xperia Tablet Z.

sony-xperia-z2-tablet

Konklusion
Sonys første tablet i Xperia-serien slog benene væk under os, og eftersom Xperia Z2 Tablet holder sig strengt til samme koncept og tilmed er blevet opgraderet på en række vigtige punkter, så burde den jo imponere os endnu mere. Det gør den også i en vis udstrækning, men Xperia Z2 Tablet lider desværre af et par skærm-problemer, der går ud over billedkvaliteten. Vi tror, det kan være en konsekvens af, at Xperia Z2 Tablet er blevet endnu tyndere end forgængeren, og det var et lidt unødvendigt valg. Ingen bliver lykkeligere af, at deres tablet er 6,4 mm tynd i stedet for 6,9 mm.

Home mener

Lynhurtig tablet, der er lækkert designet, slank og let og oven i købet er vand- og støvtæt. Og så er lyden nærmest klasseledende på tablet-markedet. Skærmen lider af flere skavanker. Værst er den backlight bleeding, der kommer fra kanten, samt at man med det blotte øje kan se det finmaskede net, som sørger for touch-funktionaliteten.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lige så stærk som sin storebror

Xiaomi har lyttet til kritikken

Scroll to Top