: The Lars Type 2

Første gang jeg stiftede bekendtskab med The Lars var på en Stockholms-messe for et par år siden. Navnet Lars kommer fra konstruktøren Lars Engström, en ingeniør der i sit normale arbejdsliv blandt andet konstruerede de vigtigste dele til kontrolsystemer til jernbanetrafik – og her måtte intet gå galt. Men han er også audiofil. For mange år siden besluttede han sig for at konstruere sin egen elektronik og forfølge drømmen om den perfekte lyd. Han havde adgang til de mest avancerede elektronikværktøjer og måleinstrumenter, man kunne få fat på, og udviklede nogle designkriterier som til slut resulterede i en helbalanceret pentodekoblet rørforstærker med 300B rør, ingen modkobling og ekstrem kompetent tranformatorer – for at gøre lang historie kort.

Han slog sig sammen med nevøen Timo, som egentlig er kunstner, men som mest har arbejdet med industriel design. Timo skabte det imponerende skulpturelle design med for eksempel glasplader, som skal optimere kølingen af rørene og i kraft af sine kundskaber indenfor industridesign, løste han mange produktionstekniske problemer på en meget elegant måde.

Som held er det en skabelse som kommer bedst til sin ret godt synligt i et rum. I hjemmemiljøet oplever du, at du også har fået et kunstværk i rummet.

Klassisk så man måber
Jeg koblede først The Lars til mine Wilson Sophia 3 via Nordost Valhalla kabler. Jeg begyndte med at spille klassisk musik – et godt valg, skulle det vise sig. Ja, først lagde jeg en plade på og tog tid fra jeg tændte og til The Lars åbnede for hanerne. Med en rørforstærker er det normal,  at det tager et godt stykke tid, inden de virkelig begynder at blomstre. Omkring 35 minutter tog det ifølge mine beregninger.

Men så skete der til gengæld ting og sager. Hvis vi tager den klassiske del først, jeg spillede faktisk kun klassisk musik og akustisk jazz de første par dage. Her excellerede forstærkerne sammen med højttalerne og tog nogle gange musikken og optagelserne til svimlende højder.  Her var en baggrund som den klareste sorte stjernehimmel. Her kom detaljer og en rumfølelse, så man kun kunne måbe, korsang som føltes så ægte, at jeg som gammel korsanger næsten fik tårer i øjnene, det var helt fantastisk! Klarinetten i Mozarts klarinetkvintet var så meget ibenholt, som den kan blive, rørlyden fra træblæserne og strygerne var så ægte, at man næsten kunne tage og føle på den. Et flygel visualiserede sig i rummet på en helt fantastisk måde, ganske enkelt.  Og rumfølelsen, det var der meget af. Meget.

Det var til tider så man gøs af glæde. Det er meningsløst at gå ind på de enkelte detaljer i lyden, her var der kun tale om det væsentligste – oplevelsen!

Rock med forbehold
Så var det tid til at spille rock og andet elektrisk musik. Mange af kvaliteterne var fortsat der, men jeg savnede mere umpfhh fra bassen, det føles helt enkelt lidt unødvendigt tamt det hele. Fin krop i bassen plejer at forplante sig op i systemet og give karakter til både mellemregister og top, og jeg synes jeg havde mistet en del af det, jeg havde været så begejstret for, når det gjald den klassiske musik. Jo, vi snakker om subtile forskelle, men essensen var tydelig. Ofte er det de små forskelle, som virkelig sætter det hele på spidsen, når vi taler om gengivelse i den høje ende. Jeg spurgte Timo om Lars mest brugte klassisk musik og jazz, når han lyttede sig frem til sine designvalg, noget Timo bekræftede. Men, sagde han i samme åndedræt, han spiller også ganske meget hardrock, elektrisk jazz og almindelig rock. Imidlertid har Lars Engström en udtalt filosofi om, at de fleste af dagens forstærkere generelt presser på med for meget bas. Noget jeg til en vis grad kan holde med ham i. Men, det kunne jo være at mine Sophia´er ikke var den ideelle legekammerat til The Lars på den type musik. Jeg forsøgte for eksempel med et par Forsman, som faktisk gav den ekstra tyngde i bassen, som jeg havde ledt efter. På den anden side kunne koblingen med Forsman ikke give den sidste eventyragtige opløsning i toppen, som jeg havde fået med Sophia – men havde man kunnet det til prisen af en Forsman, havde jeg nok spist min hat. Med tanke på hvad Forsman kostser (ca. 70.000 kr.) gik det i grunden meget godt, takket være at rumgengivelsen også er en af Forsman-højttalernes allerstærkeste sider.

At sammensætte et anlæg
The Lars kan udføre mirakler, men det kræver et omhyggeligt sammensat anlæg for at komme dertil. Det er ikke enestående for The Lars, det gælder egentlig for al hi-fi, selv om det måske giver størst udslag på virkelig god high-end. Og kan man investere i et par The Lars, vil man også have råd til at lede efter og skaffe sig de bedst mulige legekammerater!