Q60A er basismodellen blandt Samsungs såkaldte QLED LCD-TV’er. Serien kommer i en lang række størrelser, fra 32 og helt op til 85 tommer, alle til en forholdsvis fordelagtig pris. Så hvordan klarer 43 tommers udgaven sig i forhold til konkurrenterne?
Samsung Q60A
Rent fysisk er Samsung-skærmen meget flot at se på, og det er testens slankeste TV med en god margin. Selve skærmen er kun ca. 4 cm tyk med den samme tykkelse hele vejen. Bagsiden er glat, hvilket gør, at TV’et kan hænges på væggen uden at rage ud. Fødderne kan justeres i højden, så skærmen kan hæves for at give plads til en soundbar.
Q60A kommer med Samsungs gennemprøvede brugerflade Tizen, som er meget nem i brug og giver bred adgang til apps. De omfatter bl.a. Disney+, HBO Max, Discovery+ og Apple TV samt flere lokale tjenester, og vi ved af erfaring, at Samsung er tidligt ude med nye apps. Desuden er fjernbetjeningen lille og handy.
På tilslutningsfronten er Q60A udstyret med tre HDMI-indgange med bl.a. understøttelse af eARC-lydreturkanal. Moderne gaming-funktioner er det imidlertid relativt sparsomt med. Her finder man f.eks. ingen understøttelse af VRR (Variable Refresh Rate). Og ligesom på andre Samsung-modeller understøttes HDR-formatet Dolby Vision heller ikke.
Billedkvalitet
Q60A-modellen har et LCD-panel med LED-kantbelysning, som har et ekstra farvefilter bestående af såkaldte quantum dots, der skal bidrage til et bredere farvespektrum. Det er her Q’et i “QLED” kommer fra.
Samsung-skærmen har glimrende lysstyrke, som bidrager til en klar og stærk billedgengivelse i lyse omgivelser. Lysfordelingen er også fin og jævn over hele skærmfladen.
Q60A kan også være mørkt, når det skal dét, med fremragende sortniveau i de mørke partier. Det formår at få masser af detaljer frem i mørke scener, uden at de drukner i sort (såkaldt black crush), som vi ser på en del andre skærme. Det giver samlet set god kontrast.
Farvegengivelsen er også jævn og nuanceret, men med en tendens til blåt farvestik i billedindstillingen Standard. Film-indstillingen er til sammenligning mere neutral, og Q60A er desuden udstyret med den ekstra korrekte Filmmaker Mode.
Det eneste, der trækker ned, er at farverne kan blive lidt blege, når man ser TV’et fra siden. Betragtningsvinklen på denne LCD-skærm er forholdsvis smal, og man får det bedste billede, når man sidder lige foran TV’et.
Lydkvalitet
Mens der er meget positivt at sige om billedkvaliteten, er lydgengivelsen fra Q60A ikke noget at prale af. Lyden fra de indbyggede højttalere er ekstremt tynd og kan minde om en spinkel rejseradio. Samsung har ganske vist lagt forskellige lydindstillinger ind i menuen, men de er ikke til meget gavn.
Her er en ekstern soundbar nærmest påkrævet, hvis man vil have ordentlig TV-lyd. I så fald kan man få Dolby Atmos-lydsignaler ud via eARC-stikket.
Konklusion
Samsung Q60A er en af de bedste allround-skærme i testen. Først og fremmest har TV’et et lækkert og moderne design, der får mange af konkurrenterne til at se gammeldags ud. Brugerfladen og fjernbetjeningen er topmoderne. Samsungs TV leverer også spændstig billedkvalitet med glimrende lysstyrke og kontrast. Lydkvaliteten er derimod ikke imponerende.
Alt i alt fremstår Q60A som et godt køb, men man kan lige så godt kalkulere med at skulle opgradere lyden.
Også i denne test:
Hisense A7GQ (43A7GQ)
Kinesisk udfordrer
Hisense A7GQ kan prale af en ny og spændende brugerflade, men billedoplevelsen er lidt bleg i forhold til de bedste.
LG NANO756 (43NANO756)
Mangler kontrast
LG NANO756 er et flot og brugervenligt TV, men billedkvaliteten lever ikke helt op til forventningerne.
Philips The One 43″ (43PUS8506/12)
Sætter kulør på tilværelsen
Glad for farver? Med dette TV får du Philips’ velkendte Ambilight-lys, som giver billedoplevelsen et ekstra pift.
Sony X89J (KD-43X89J)
Godt til gaming
Sony X89J er en af de dyreste modeller i testen og udmærker sig med flere fikse funktioner. Alligevel skiller det sig ikke meget ud i forhold til de billigere udfordrere.
Xiaomi Mi TV P1 43
Prisgunstigt Android-TV
Fra kinesiske Xiaomi kommer et TV, der klarer sig godt i forhold til konkurrenterne – endda til en lavere pris.
TCL C725 (43C725)
Godt til det meste
Med TCL C725 får du et flot billede og god lyd til en fornuftig pris.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer