Fat det nu: Full HD og 3D er gamle nyheder, og nu er det 4K, der er sagen, hvis du vil have maksimal billedkvalitet hjemme i stuen. Den dramatisk øgede skarphed giver et billede, der næsten er til at tage og føle på. Og som vi skrev i sidste nummers stortest, er prisen på de billigste 4K-skærme faldet drastisk det seneste år.
Men det er ikke her, udviklingen sker: Den allerbedste billedkvalitet får du med en af topmodellerne, og skærmen kan med fordel være 65 tommer eller endnu større for at give fuldt udbytte af de ekstra detaljer. Hvilket selvfølgelig er med til at hæve priserne yderligere.
Testen
Med denne måneds duellanter befinder vi os i high-end klassen. Panasonic og Philips er ude med hver sin topmodel, begge baseret på LCD-teknologi med Direct LED – det, vi ofte kalder “ægte” LED-bagbelysning. Her sidder hundredvis af lysdioder monteret i zoner bag LCD-laget og gør tv’et i stand til at kontrollere lysstyrken langt bedre end almindelig kant-LED, der mere eller mindre må have den samme lysstyrke over hele skærmen samtidig.
Ægte bag-LED er en high-end teknik forbeholdt de dyreste tv’er, og det er først i denne generation, vi ser det brugt på 4K-tv’er i nævneværdig grad. Både Panasonic og Philips anvendte den billigere kant-LED teknik på sidste års topmodeller, og det kunne man mærke på billedkvaliteten: Trods fremragende skarphed og lysstyrke var kontrasten og sortniveauet lidt blege.
Netop sortniveauet er ekstremt vigtigt for oplevelsen af film og tv-serier. Det har vi set med indtoget af de nye OLED-skærme fra LG, som indtager førstepladsen, når det gælder kontrast og sortniveau. LCD med bag-LED kan ikke helt måle sig med OLED’s overlegne pixel-for-pixel lysstyring, men kan alligevel være en værdig konkurrent, når det gælder ydelse i forhold til prisen.
Flere veje til 4K
Med fire gange så høj opløsning som Full HD byder 4K på en ny verden af detaljer, især i kombination med en ekstrastor skærm. Men før vi går helt bananas i begejstring over 4K-formatet, må vi ikke glemme, at tilgangen til ægte 4K-materiale fortsat er sørgeligt begrænset.
Filmbranchen har desværre ikke været lige så ivrige som elektronikproducenterne efter at få 4K ud på markedet. Det er et “hønen og ægget”-problem, hvor man er tilbageholdende med at investere i ny infrastruktur, før efterspørgslen er der. Men det vil formentlig ændre sig i løbet af 2015 med lanceringen af et nyt 4K Blu-ray-format.
Mens vi venter, taget vi gerne alt det 4K-materiale, vi kan få. Og i skrivende stund er det Netflix, der er kommet længst med at tilbyde en model, der fungerer. Den amerikanske streaming-tjeneste er først ude med at tilbyde 4K-materiale, som kan ses direkte over nettet.
Udvalget er stadig begrænset til nogle få serier (Breaking Bad og House of Cards), men Netflix har under alle omstændigheder vist, at de har både viljen og evnen til at levere 4K, og vi kan forvente mere (originalt) 4K-indhold fra den kant i fremtiden.
Philips 65PUS9809
Sort som natten
Philips er tilbage med en ny topmodel, der endnu en gang skal sætte deres navn på tv-kortet. Og sikke et sortniveau!
Panasonic TX-65AX900E
En ny reference?
Panasonic ankommer sent, men standsmæssigt til 4K-festen med deres nye topmodel.