Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Panasonic TX-65AX900E

En ny reference?

Panasonic ankommer sent, men standsmæssigt til 4K-festen med deres nye topmodel.

Skrevet af / 12/01/2015 - 11:55
Panasonic TX-65AX900E
Audun Hage

65AX900E er et meget vigtigt tv for Panasonic, der har brugt en del tid på at genrejse sig, efter at de lukkede produktionen af plasma-tv’er ned. Efter en årrække med fremragende plasmaskærme levede 2013’s topmodel 65WT600 ikke helt op til forventningerne. Men alt virker mere lovende med den nye AX900-serie, som er LED LCD-tv’er af den virkelig toptunede slags!

65AX900
Selve tv’et ankommer i en stor, blytung kasse. AX900 er nemlig designet til at stå lidt tilbagelænet på bordet, og for at kunne det har det en fod, der vejer næsten lige så meget som tv’et! Lidt af en udfordring at samle, men til gengæld ser det stilfuldt ud, når det først er monteret.

Panasonics plasmaskærme havde altid en lidt “tungere” byggekvalitet, og det ser ud til at være overført til AX900, som har en blæser bagpå til afkøling af komponenterne. Ventilatoren er heldigvis meget stille og sikrer forhåbentlig mange års tv-kiggeri.

Brugervenlighed og funktioner
TX 65AX900E kommer med en lidt mere avanceret fjernbetjening end andre Panasonic-modeller og har bl.a. fået børstet ståloverflade samt bagbelyste knapper, hvilket er et stort plus i hjemmebio-mørket.

Menusystemet har også fået en overhaling i 2014-modellerne med lidt mere moderne grafik og skrifttyper. Hovedmenuen My Home Screen kan tilpasses til din egen tv-hverdag med genveje til de mest sete kanaler og apps. Generelt mener vi, at Panasonics menusystem er mere logisk og overskueligt end Philips’. Det har ikke et lige så rigt udvalg af apps som Samsung og LG, men de vigtigste er der, inklusive Netflix, som her tilbydes i 4K-version.

Tilslutningsmulighederne er også gode med hele fire HDMI 2.0-kompatible indgange og en separat DisplayPort-indgang. Den kan være relevant for dem, der vil benytte AX900 som 4K-skærm til computerbrug. Det sidste ord om de kommende 4K-standarder er ikke sagt endnu, men AX900 er i hvert fald så godt fremtidsrustet, som det er muligt at være lige nu.

Billedkvalitet
Panasonic-skærmen har ligesom Philips ægte LED-baglys. Det er ganske vist inddelt i færre zoner (128 mod 144 hos Philips), men det burde stadig være nok til at give meget nøjagtig lysstyring og kontrast.

Førsteindtryk er alligevel, at Philips har endnu sortere sort, og AX900 har ikke helt den samme rå kontrast mellem mørkt og lyst, som modstanderen kan fremvise. Hvor Philips er sort som kul i mørke, bliver Panasonic mere mørkegråt. Det er faktisk lidt skuffende, at den tidligere plasmakonge ikke har prioriteret sortniveauet i højere grad. Men måske har de en god grund til det?

TH-65AX900_Horizontal_2jpg1

En klar fordel ved Panasonics tv er nemlig den gode betragtningsvinkel. Panasonic bruger et billedpanel af typen IPS (In-Plane Switching), som har en betydelig mere jævn farvegengivelse uden for “smørhullet” end det VA-panel, der sidder i Philips 65PUS9809. Forskellen er ganske påfaldende med de to tv’er stillet op ved siden af hinanden: Panasonic ser nogenlunde ens ud, uanset hvilken stol vi vælger, mens Philips mister sammenhængen og får udvaskede farver bare få grader væk fra centrum.

65AX900E ser også imponerende ud på de øvrige billedparametre. Her er der ingen grund til at holde superlativerne tilbage: Farvegengivelsen er ekstremt nuanceret, og især hudfarver gengives på en måde, der bringer mindelser om de bedste plasmaskærme. Simpelthen spitzenklasse!

Skarpheden er ligeledes formidabel, uden kunstig fremhævning af konturerne. Dybdeforskelle mellem forgrund og baggrund er meget tydelige. Og med Breaking Bad i 4K-version kan man ser hver en pore i ansigtet på narkobaronen Walter White …

Her ser vi en klar modsætning til Philips, som har en mere overdrevet billedprocessering. Panasonic har valgt en sober tilgang i stedet for at overdrive kontrast, skarphed og detaljer. Det ser måske ikke så imponerende ud ved første øjekast i butikken, men holder så meget desto mere hjemme i sofaen.

Panasonic udmærker sig også med rigtig god opskalering. Tv-udsendelser og dvd i standardopløsning ser overraskende godt ud på den store skærm. Selv de gange, Netflix faldt ned i 480p opløsning, oplevede vi, at det lykkedes tv’et at holde kvaliteten godt ved lige.

Vi kunne ikke dy os, men måtte selvfølgelig også teste AX900 med 3D. Panasonic anvender polariserende 3D-teknologi på denne model, som normalt halverer antallet af lodrette linjer, men takket være 4K-opløsning kan det vise 3D i Full HD-opløsning. Resultatet er flot 3D-gengivelse med en god dybdefornemmelse, meget lidt crosstalk og fremragende billedskarphed. 3D-indstillingen kan tilpasses forskellige seerafstande for at give den ønskede effekt og minimere problemer.

Kalibrering af 65AX900
Panasonic har taget højde for, at ikke alle er tilfredse med farvegengivelsen, som den kommer fra fabrikken, men gerne vil finjustere den endnu mere præcist. Deres opdaterede iPad-app, Panasonic TV Remote, giver mulighed for justering af stort set alle billedparametre i realtid, uden at man har forstyrrende menuer på skærmen.

AX900-serien understøtter desuden automatisk kalibrering via pc-programmet CalMAN 5. Det benyttede vi os af, og resultatet var ganske overraskende: Her er det bare at sætte en målsætning for den maksimale tilladte farveafvigelse, og tv’et, lysmåleren og programmet “taler sammen”, til målet er nået, eller så tæt på som muligt.

AX900 er et af de første fjernsyn, der understøtter det nye farverum BT1886. Tv’et understøtter også signaler med næste generations farverum, REC2020, omend det ikke kan gengive alle disse farver fuldt ud.

Selv om tv’et måler godt lige ud af æsken, er kontrast og farver lidt for stærke. Efter kalibrering opnåede vi en ekstremt jævn farvegengivelse og lineær gråtoneskala. Med en kombination af automatisk kalibrering og manuel finjustering endte vi med en maksimal delta-afvigelse på 0,54, hvilket helt klart er på referenceniveau.

Forskellen mellem Philips 65PUS9809 og Panasonic 65AX900 i kalibreret form er også tydelig, når man ser de to fjernsyn side om side: Mens Panasonic har en meget jævn gengivelse af hudtoner, bliver Philips mere rødlig og mister nogle af detaljerne. Tag f.eks. The Wolf of Wall Street, hvor filmskaberne bevidst har trukket hudfarverne i retning af det solbrune. På Philips bliver det for rødligt, mens Panasonic holder sig inden for det naturlige.

Philips har ganske vist endnu sortere sort end Panasonic, men japaneren har til gengæld mere dynamik i lyse områder (her brænder Philips ud i højlys) og bedre betragtningsvinkel, hvilket samlet set giver et bedre billede.

Panasonic_DELTA
65AX900E-saturation-sweep

Lydkvalitet
Panasonic-skærmen har relativt simple højttalere monteret på undersiden af skærmen, og lyden er klar og fyldig med god taleforståelse. Men der er ingen tvivl om, at en billedkvalitet af denne klasse fortjener at blive parret med et godt surround-anlæg, eller som minimum en ordentlig soundbar.

Konklusion
Panasonic 65AX900 er et toptrimmet 4K-tv med billedkvalitet i referenceklasse, som på mange måder kan konkurrere med de bedste OLED-skærme. Vi kunne godt have ønsket os et endnu sejere sortniveau fra Panasonics topmodel, men farvegengivelse, skarphed og mikrodetaljer holder til gengæld et meget højt niveau.

Selv over for en hård modstander som Philips trækker Panasonic det længste strå i denne duel, takket være fremragende billedkvalitet, gode tilslutningsmuligheder og tillidsvækkende kvalitet. En stærk anbefaling til alle billed-entusiaster!

Lyd & Billede mener

65AX900 byder på ekstremt lækker, naturtro billedkvalitet, der er tæt på studiekorrekt med sin jævne farvebalance. Bred formatunderstøttelse, gode tilslutningsmuligheder, Netflix i 4K og ikke mindst mulighed for professionel kalibrering gør det til et ægte high-end tv. Sortniveauet er ikke helt på højde med OLED, plasma eller konkurrenten fra Philips. Panasonic har valgt en anden billedæstetik, der prioriterer detaljer i mørke i stedet for det sorteste sort, men vi ville gerne have haft i både pose og sæk.

Også i denne test:

4K tv-duel Panasonic mod Philips

Philips 65PUS9809

Sort som natten

Philips er tilbage med en ny topmodel, der endnu en gang skal sætte deres navn på tv-kortet. Og sikke et sortniveau!

Philips 65PUS9809 byder på pangstærk kontrast og et kulsort sortniveau, som en ægte bag-LED skærm skal have. Billedprocesseringen er meget avanceret og får selv problematiske SD-optagelser til at se overraskende godt ud.
Philips-skærmen mangler del formatunderstøttelse for 4K, og farvegengivelsen er ikke 100 procent jævn. Desuden er betragtningsvinklen temmelig snæver.
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Stor test af billige 55-tommer TV'er

OLED-TV på udsalg

Hisense ULED: En OLED-killer?

Lækker og balanceret billedkvalitet

Fremragende gaming-TV

De bedste TV'er på budget

Vi tester TCL's største og billigste TV

De bedste storskærme til serier, sport og spil

De bedste OLED-TV'er

Større tv på et budget

Farvestrålende entertainment-TV

Luksuriøst OLED-TV fra Loewe

Lyd & Billede
Scroll to Top