Q82 overtager stafetten fra sidste års Q8D, som var den første “billige” Samsung-model med direkte LED-bagbelysning. Indtil da var det kun flagskibet Q9, der kunne prale af dette, men her havde Samsung set sit snit til at bruge noget af teknologien i en lidt nedskaleret udgave.
Med årets Q82R er der egentlig ikke noget, der minder om nedskalering: Det har overraskende meget tilfælles med topmodellen i Q90-serien. Derimod er det værd at bemærke, at denne model kun fås i 55 og 65 tommers størrelse. Ikke større, desværre!
Designmæssigt har Q82R meget tilfælles med resten af QLED-familien, men selve foden skiller sig ud: I stedet for to små fødder har Q82R en centralt monteret fod, der er beregnet til skjult kabelføring. Den er stilig at se på, men samtidig lidt upraktisk, da den vil være i vejen for en eventuel soundbar.
Billedkvalitet
Årets Q82 har en række af Samsungs nyeste billedforbedringer. For det første har det et vaskægte QLED-panel med direkte bagbelysning. Antallet af dimming-zoner er identisk med lillebror Q70R, men den maksimale lysstyrke er noget højere – 1500 nit. Desuden kan denne model prale af en bredere betragtningsvinkel (Ultra Viewing Angle).
Ligesom på Q70R er det tydeligt, at den mere avancerede bagbelysning har en stor effekt på billedkvaliteten. Q80/82R giver et strålende kontrastrigt billede, der virkelig får detaljerne frem i vores testklip. Det er også påfaldende, hvordan farver og kontrast bevarer kraften, selv når vi betragter skærmen fra siden.
Silkemat uden spejlbilleder
HDR-effekter som sollys, flammer og eksplosioner serveres med lidt mere intensitet her end på Q70R. Alligevel er det i den modsatte ende – på sortniveauet – at Q80 imponerer mest. Q80 har et es oppe i ærmet, som man ikke får på Q70R, nærmere bestemt Samsungs nyudviklede antirefleksionsfilter. Den specielle skærmbelægning diffuserer alt lys, der kommer udefra, og bidrager til en fuldstændig mat og refleksionsfri skærmoverflade.
Netop det at skærmen reflekterer mindre lys, bidrager også til at gøre mørke scener mørkere, uden generende spejlinger af omgivelserne. Det er en klar fordel, hvad enten man ser fjernsyn ved højlys dag eller om aftenen med lamper rundt om i rummet. Moderne TV-skærme er ofte spejlblanke, men her slipper man altså for dette irritationsmoment.
Hvad angår kontrast, lysstyrke og sortniveau, er Q80R bestemt imponerende, men det når ikke op på siden af Q85 og Q90R, når det gælder lysstyring. Bagbelysningen er ikke lige så finmasket og efterlader lidt flere skyggeeffekter på en mørk baggrund, end vi ser på topmodellerne.
Konklusion
Q82R er “mellemtrinet” i Samsungs QLED-sortiment, men har mest tilfælles med de dyrere modeller. Her får du både suveræn kontrast, bred betragtningsvinkel og en supermat skærm, der er dejlig fri for spejlinger. Læg hertil avancerede smart-funktioner, og du har et TV, der giver en smag af high-end uden at koste en bondegård.
For dem, der går mest op i billedkvalitet, fremstår Q82R absolut som et godt køb.
OBS: Samsungs Q80-serie findes i to næsten identiske versioner: Q80R, der sælges af flere forhandlere, og Q82, der kun føres af Elgiganten. Den eneste forskel er (så vidt vi ved) en lidt anderledes udformning af foden.
Også i denne test:
Samsung UE65RU8005
På kanten af QLED
RU8005 er Samsungs bedste “almindelige” LCD-TV, før man tager skridtet op til QLED.
Samsung QE65Q70R
Ægte QLED-kontrast
På Q70R har Samsung skåret unødvendig luksus fra for at kunne tilbyde direkte LED-bagbelysning til en gunstig pris. Det giver et suverænt billede for pengene!
Samsung QE65Q60R
QLED i light-version
Samsung Q60R er den billigste model i Samsungs QLED-univers. Et prisgunstigt og veludstyret TV, som dog mangler topmodellernes suveræne kontrast.
Samsung QE65Q85R
Tæt på topmodellen
Q85R er et meget veludstyret TV, der ånder flagskibsmodellen Q90R i nakken, men til en mærkbart lavere pris!
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer