TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Test: LG 55UK6100

Hurtigt på aftrækkeren

Denne budgetmodel fra LG har ikke den vildeste kontrast, men kan prale af en rekordlav forsinkelse til spilfanatikerne.

Af / 06/08/2018 - 21:01
LG 55UK6100

Lyd & Billede mener

  • LG UK6100 har god lysfordeling, bred betragtningsvinkel og en lynhurtig gaming-mode, der gør det til en konkurrencedygtig spilskærm.
  • Kontrasten er kun nogenlunde, og lysstyrken er for tam til at imponere på de nye HDR-film.

Sydkoreanske LG er på kort tid blevet en velkendt leverandør i high-end-klassen, i høj grad takket være deres kontrastrige OLED-skærme. Det hele startede imidlertid med overkommelige LCD-skærme, og sydkoreanerne leverer stadig en bred vifte af LCD-modeller. UK6100 er en af de billigste i årets sortiment og har mange lighedstræk med sidste års model UJ630.

I modsætning til OLED-skærmene er der intet, der oser af hightech eller avanceret design her. UK6100 har et stort, tykt plastkabinet. Selv fødderne er af plastic. De er monteret ude i kanterne og kræver, at du har et tilsvarende bredt tv-møbel (ca. 120 cm). Flere af tilslutningerne vender bagud, hvilket kan give problemer, hvis du planlægger at montere tv’et direkte på væggen.

Brugervenlighed og funktioner

55UK6100 anvender LG’s eget operativsystem WebOS, her i version 3.5. Tv’et må imidlertid klare sig uden LG’s fremragende Magic Remote pegefjernbetjening, hvilket gør betjeningen lidt bøvlet. Det er let at mærke, at WebOS er skræddersyet til brug med en markør, og den traditionelle fjernbetjening virker langsom i sammenligning.

LG oplyser dog, at det er muligt at bestille en Magic Remote som ekstraudstyr!

WebOS-systemet er overskueligt og opleves som meget hurtigt i brug. Man slipper for meget af den “støj”, der præger Android-platformen. På app-fronten er WebOS-systemet udstyret med de vigtigste apps fra Netflix, YouTube og andre.

Annonce

LG har også udstyret tv’et med en bred vifte af billedindstillinger, inklusive en dedikeret gaming-mode til spilfanatikere. Vi målte forsinkelsen til rekordlave 11 millisekunder!

LG reklamerer højlydt med, at deres tv’er understøtter alle HDR-formater på markedet, men det gælder ikke i UK6100’s tilfælde. Det må nemlig klare sig uden Dolby Vision-formatet, som kun er at finde fra SK8500 serien og opad.

2018 65 55 UK61 B EU 4 38744
UK6100 har et stort, tykt plastkabinet. Flere af tilslutningerne vender bagud, hvilket kan give problemer, hvis du vil montere tv’et direkte på væggen. (Foto: LG)

Billedkvalitet

55UK6100 anvender et rimeligt IPS LCD-panel fra ingen ringere end LG selv. Det er en paneltype, der er kendt for god betragtningsvinkel. Vores førsteindtryk stemmer da også godt overens med forventningerne: LG UK6100 bevarer farverne godt, hvad enten vi sidder direkte foran skærmen eller mere ude til siden.

Kontrasten er derimod på det jævne. UK6100 har ingen form for local dimming, og derfor er det totale kontrastomfang fra mørkt til lyst ret begrænset. Mørke scener bliver mere grå end sorte, især når vi ser på tv’et i et rum med dæmpet belysning. Det er milevidt fra den blæksorte gengivelse, vi får med LG’s OLED-skærme, men også svagere end mange andre LCD-skærme.

LG UK6100 har ikke særlig meget lysstyrke at rutte med. Den maksimale lysstyrke ligger omkring 200-300 nit, hvilket er nok til almindeligt tv-kiggeri, men alt for lidt til at give en fuldkommen oplevelse af moderne HDR-video.

Vi satte LG-skærmen på prøve med krævende scener fra Star Trek: Discovery (Netflix) og Blade Runner 2049 (UHD Blu-ray). Solskin, flammer og lignende effekter bliver ret tamme sammenlignet med mere lysstærke konkurrenter. Læg dertil et begrænset sortniveau, og den overordnede billedoplevelse bliver temmelig bleg.

LG-skærmen kan prale af et 4K-opløst billedpanel, men den teknik, der anvendes (RGB med en ekstra hvid subpixel), skaber en vis raster-effekt, når man betragter skærmen på nært hold. Det gør, at skærmen egner sig mindre til brug som pc-monitor.

På den positive side har LG UK6100 god billedprocessering. Bevægelserne er glatte, og der er ikke mange problemer med støj. Vores testeksemplar havde også relativt jævn lysfordeling uden påfaldende clouding-problemer.

2018 65 55 UK61 B EU 6 inscreen 38746
(Foto: LG)

Lydkvalitet

Den indbyggede lyd fra UK6100 er faktisk slet ikke så værst. Det har et temmelig simpelt højttalersystem, men giver absolut fyldig lyd. Stemmegengivelsen er klar og tydelig, og der er godt med smæld i lydeffekterne. Musik lyder også fint.

Man kan høre en elbas, og der er god klarhed i vokalerne. Ikke noget, der kan måle sig med en ordentlig soundbar, bevares, men klart bedre end mange andre budgetskærme.

Konklusion

LG 55UK6100 er et fint allround-tv med flere gode kvaliteter. Det er først og fremmest et brugervenligt tv, der er nemt at have med at gøre takket være LG’s WebOS operativsystem, selv om vi anbefaler at få fingre i en Magic Remote fjernbetjening. En lynhurtig gaming-mode trækker afgjort det samlede indtryk op.

Billedkvaliteten er “good but not great”. Selv om LG-skærmen er rig på farvenuancer, skuffer den lidt på kontrast, lysstyrke og sortniveau, som er essentielt for at hævde sig i forhold til de sejeste konkurrenter i prisklassen.

Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sony på hjemmebane

Hvilket Frame-TV er det bedste?

Prisbillig TV-underholdning

Philips’ mest blærede TV hidtil?

Now That’s Entertainment!

Gør det gamle TV smartere

Gigantisk Samsung-TV

Billedmaskinen til de rigtig kræsne

OLED-trekantdrama i premium-klassen

Sonys bedste TV til dato?

Farve-tastisk!

Paris 2024 – De bedste TV'er til sommer-OL