Sydkoreanske LG er i vælten som tv-producent for tiden, i høj grad på grund af deres OLED-skærme, som får billed-entusiasters tænder til at løbe i vand! 2015 bliver året, hvor LG udsender deres første 65 tommers OLED-skærm med 4K-opløsning, men den lader stadig vente på sig, og prisen bliver i størrelsesordnen 60.000-70.000 kroner.
Dermed er der stadig et betydeligt behov for økonomisk mere overkommelige alternativer, og det er her, 65UF950V kommer ind i billedet. Det er LG’s topmodel blandt LCD-skærmene, med 4K-opløsning og avanceret Quantum Dot-teknologi, der lover flere farvenuancer.
Vores dampende friske testeksemplar ankom i en solid “flight case”, og vi kan godt forstå, at LG gerne ville beskytte tv’et på dets vej gennem landet. Selve billedpanelet er knap 8 mm på det tyndeste sted, og designsproget minder meget om LG’s egne OLED-skærme. Kombineret med en ultratynd ramme og en bagside i højglanshvid giver det et rigtig flot tv, der ser betydelig mere eksklusivt og moderne ud end lillebror 65UF850V.
Brugervenlighed og funktioner
LG gjorde mange ting rigtigt, da de i 2014 introducerede deres nye WebOS-operativsystem, som tog et lille “kvantespring” inden for betjening, smart-funktioner og generel brugervenlighed. I år er konkurrencen spidset noget til, da alle konkurrenterne har lanceret nye brugerflader. 65UF950V fremstår dog stadig som et tv, der er meget hurtigt og intuitivt i brug.
Nyt i år er, at pegefjernbetjeningen Magic Remote er udvidet med flere genvejsknapper plus en ny menulinje med genvej til indstillinger. WebOS byder dog på noget hovedbrud for mere avancerede brugere, der gerne vil hoppe hurtigt ind og ud af menuerne og lave indstillinger fortløbende. I sådanne tilfælde kan det være lidt besværligt at skifte mellem pegefunktion og almindelig navigation med piletasterne.
LG’s nye WebOS 2.0 brugerflade er hurtigere end før og byder på en række spændende apps, heriblandt Netflix og YouTube.
Billedkvalitet
Med et billedpanel fra søsterselskabet LG Display kommer det ikke som nogen overraskelse, at 65UF950V stiller til start med et 4K LCD-panel af IPS-typen. Det skal i teorien sikre ensartet farvegengivelse og kontrast over en bredere betragtningsvinkel.
Det med betragtningsvinklen viser sig at stemme godt i praksis: Sammenlignet med både Panasonic 55CX700 og Samsung 65JU7005, som vi også tester, giver LG-skærmen en mere ensartet ydelse, uanset hvor man sidder eller står. LG 65UF950V kan også prale af lidt bedre kontrast og sortniveau end udfordreren fra Samsung. Lysfordelingen er mere jævn og uden plagsomme lyspletter som dem, vi oplevede på 65JU7005. Det giver også et dybere, mere jævnt sortniveau med flere nuancer i de mørke dele af billedet.
Sortniveauet er dog ikke så imponerende som det, Panasonic CX700 kan præstere, og heller ikke på højde med en vaskeægte OLED-skærm, men stadig godt nok i de fleste sammenhænge.
Desuden drejer det sig om et tv med Quantum Dots: LCD-panelet indeholder et ekstra lag “kvanteprikker”, som LG hævder vil give et bredere farvespektrum. Vi kunne dog ikke se den store forskel på LG 65UF950V og en mere konventionel LCD-skærm som Panasonic CX700 på dette område. LG’s tv har en fin og nuanceret farvegengivelse, men giver ikke indtryk af at have en bredere farvepalet på nogen måde.
Det er foreløbig uklart, om LG-skærmen vil understøtte såkaldt High Dynamic Range videoindhold, når det lanceres, da standarderne endnu ikke er færdige. Derimod er der fuld adgang til 4K-indhold fra Netflix. Og LG-skærmen ser generelt fejende flot ud med såvel HD som ægte 4K-indhold. Men man bør styre uden om dvd’er og tv-kanaler med standardopløsning. De er for grovkornede til at give en god oplevelse på et så stort tv.
LG-skærmen har ensartet lysfordeling, godt sortniveau og fin kontrast, men sætter ikke nogen rekorder på testbænken.
Kalibrering af LG 65UF950V
LG-skærmen måler ganske ujævnt i Film-indstillingen. Vi kan se “hængekøje”-tendenser, hvor målingerne helst skal være snorlige for at indikere farveneutralitet. Gråskalaen er meget ujævn fra fabrikken, både med hensyn til farvetemperatur og lysstyrke. Disse afvigelser er heldigvis lette at justere væk, så længe man har adgang til den rigtige måleudstyr.
LG har et sandt arsenal af indstillingsmuligheder. Selve kalibreringen er alligevel tidskrævende, da det kræver en hel del hoppen ind og ud af ekspertmenuen. Selv på sit bedste formåede LG-skærmen ikke at opnå en lige så lineær farvegengivelse som de to modeller fra Samsung og Panasonic.
Lydkvalitet
LG 65UF950V har undermonterede højttalere, hvor den buede, skråt vinklede fod er med til at reflektere lyden frem mod lyttepositionen. Det fungerer efter hensigten og giver god klarhed i talestemmer. Desuden er der en ekstra subwoofer på bagsiden, som giver brugbar bas og fylde i lyden.
Konklusion
Man har lov til at have høje forventninger, når LG stiller op med deres dyreste LCD-tv. 65UF950V yder da også en meget fin præstation og har alle de rigtige funktioner på plads. Det byder på et knivskarpt billede fuld af nuancer og god kontrast. Alligevel tager vi os selv i at savne “det dér lille ekstra”. Selv om design og udseende virker mere eksklusivt, er der billedmæssigt ikke noget stort spring fra 65UF950V ned til den mere overkommelige LG-model 65UF850V.
Hvis man gerne vil have et fuldblods reference-tv, må man derfor vente lidt for at se, hvad konkurrenterne har at byde på – og ikke mindst hvad LG selv kan trække ud af ærmet i løbet af året!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer