: LG Cinema 3D LW650W

Derfor er flere producenter er begyndt at tænke i at inkorporere den teknologi, vi kender fra biograferne, hvor de to billeder adskilles ved hjælp af filtre – også kendt som passiv teknologi.

LG er de første herhjemme med et sådan produkt og har navngivet det Cinema 3D, så vi ikke er i tvivl om, at det er teknologien fra biografen, man nu kan få ind i stuen. Den skærm, vi har haft til anmeldelse, er på 47 tommer og er et LCD-tv med LED-belysning.

Sort plastic
Hvad designet angår, så er der ikke meget nyt under solen på Cinema 3D. Det ligner, hvad vi har set i butikkerne de sidste par år, med blankpoleret sort plastic og en smal gennemsigtig kant hele vejen rundt. Foden er en stor firkantet sag i samme materialer.

Fjernbetjeningen er ligeledes i sort plast og har en bue på midten ved volumen- og kanal-knapperne. Under denne sidder en stor firvejstast med ”OK”-knap i midten, omkranset af genveje til LG’s menuer. Køn er den ikke, og jeg havde gerne set, at LG havde gjort den lidt mere eksklusiv at se på, så man havde lyst at have den liggende på stuebordet.

Wiimote som tilkøb
Vil du have en endnu mere fjollet fjernbetjening, kan du også vælge at købe LG’s Magic Motion Remote med ved siden af. Den minder utrolig meget om Nintendos Wiimote og virker på samme måde. Umiddelbart lyder det skørt, men efter at have prøvet den må jeg sige, at jeg er positivt overrasket. Den er dog heller ikke for køn.

Rodede menuer
Det tvivlsomme designvalg går desværre igen i menuerne, der til trods for at de virker nutidige med deres store fokus på netværksfunktioner, stadig ligner noget, vi kunne have set for et par år siden. Med andre ord er intentionerne rigtige, det halter bare med udførelsen.
Hovedmenuen består af et tv-billede i venstre hjørne, en kolonne i midten med genveje til premium-tjenester fra nettet (Viaplay, SF Anytime, YouTube osv.), en kolonne med genveje til computere og enheder på netværket samt små apps og en web-browser i bunden. To ekstra kolonner kan bringes frem ved at trykke til højre på fjernbetjeningen – Optageliste og Programvejledning.

Under tv-billedet er der genveje til indgange, tv-guide og opsætning af tv’et. Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor sidstnævnte ikke har fået sin egen knap på fjernbetjeningen. Skal man ind og rode med tv’ets indstillinger, kræver det unødigt mange klik. Desværre er navigationen i menuerne ligeledes en kende for langsom.

De lidt kluntede menuer er dog til at leve med, da det ikke nødvendigvis er noget, du kommer til at rode med på daglig basis. En ting, du dog kommer til at acceptere, er den lange ventetid ved kanalskift. Det tager ca. fire sekunder at skifte fra én kanal til en anden. Det er simpelthen for lang tid. Vi fik vores tv-signal via DVB-T-tuneren og et kort fra Boxer. Om det forholder sig anderledes ved brug af DVB-C-tuneren, har vi ikke kunnet undersøge.

Godt til noget, skidt til andet
Alt efter hvad du smider op på dit 3D Cinema TV, kan kvaliteten være rigtig god eller pænt ringe. Det dårligste resultat får du uden tvivl med ting i SD-opløsning, der ikke gør sig særlig godt på de 47 tommer. Se så at få smidt den VHS-maskine på lossepladsen! Det er grynet og grimt at se på. Helt anderledes ser det ud med HD-indhold, der springer fra panelet med flotte farver og et fint sortniveau.

Det er dog 3D, der er dette tv’s raison d’etre, og her må jeg erkende, at jeg er blevet ganske imponeret.

Den halve opløsning
En ting, man dog bør være opmærksom på med denne passive teknologi, er at skærmen kun er i stand til at vise 3D-billeder i den halve opløsning i forhold til en skærm med aktive briller. De to billeder vises nemlig samtidig på skærmen, hvilket halverer den horisontale opløsning.
På afstand er det noget, de færreste vil lægge mærke til, men går man tæt på, kan man fornemme en savtakket effekt og naturligvis de manglende detaljer i billedet.

Et andet problem er, at man skal sidde forholdsvis lige for, for at opnå den fulde 3D-effekt uden nogen former for slør. Står man skævt for billedet, eller går man for tæt på, kan man se de to billeder blive blandet sammen. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt og kan betyde, at man skal tænke sig lidt om, før man hænger skærmen her op på væggen.

Når det er sagt, er der dog klare positive tendenser at spore ved denne teknologi. Sidder man korrekt positioneret, er 3D-effekten meget overbevisende. De passive briller er både lettere og billigere end det aktive alternativ, og fordi der ikke skal slukkes og tændes for dem hele tiden, trænger der ligeledes meget mere lys igennem. Det er meget positivt. Fordi brillerne ikke står og flimrer uafbrudt, virker de desuden knap så generende for øjnene, hvilket mange nok vil sætte pris på.

Konklusion
Jeg har været meget spændt på at prøve LG’s passive 3D-tv, og efter at have leget med det er jeg helt klart overbevist om potentialet. Jeg mener dog stadig, at det er ærgerligt, at vi er nødt til at give afkald på halvdelen af opløsningen. Det er dog allerede noget, man arbejder på at løse, og hvem ved – måske ser vi 3D-tv i fuld opløsning allerede til næste år?

Som almindeligt tv er jeg ikke lige så begejstret. Menuerne er lidt for rodede at bladre rundt i, lavopløst indhold ser knap så heldigt ud, og netværks-mulighederne kræver stadig en kærlig hånd. Jeg vil dog alligevel lade tvivlen komme LG til gode og ser 3D Cinema som et fornuftigt alternativ til dig, der ikke bryder dig om aktive 3D-briller, men stadig vil kunne se 3D-film hjemme i sofaen.