TEST: LG OLED Flex (42LX3Q6LA)

LG er kendt for sine OLED-TV’er i forskellige størrelser og faconer, som kan blive tynde nok til at krummes og bøjes. Enkelte kan til og med rulles sammen og gemmes i en kasse! 

LG OLED Flex (42LX3) er ikke lige så blød som den sammenrullelige OLED-skærm, vi har set på messer tidligere, men har til gengæld nogle andre tricks i ærmet: Den kan nemlig skifte mellem flad og buet facon med et tryk på en knap. 

Dermed kan den gå fra at være et almindeligt OLED-TV til at blive en fuldblods, omsluttende gaming-skærm på bare nogle få sekunder. Tilbage står spørgsmålet: Har man brug for dette, og er det den heftige prisforskel værd i forhold til en almindelig flad skærm?  

Der er kun én måde at finde ud af det på …  

LG OLED Flex: Bøjer sig med et tryk på en knap 

Buede OLED-skærme er ikke noget nyt: Faktisk testede vi de allerførste buede OLED-TV’er for 10 år siden. LG OLED Flex er derimod den første model, vi har testet, hvor skærmkurven kan justeres gradvis ved hjælp af fjernbetjeningen. 

Det hele foregår ved hjælp af en indbygget motor og to mekaniske arme, som krummer det fleksible OLED-billedpanel. LG-skærmen kan gå fra helt flad til en bueform på op til 900R, tilsvarende en radius på 0,9 meter.  

Teknologien er foreløbig kun tilgængelig på denne 42-tommer skærm, og det er uvist, om LG planlægger at udvide Flex-familien med flere skærmstørrelser.   

Så hvad er pointen med det hele? Til almindelig TV-kigning fra sofaen foretrækker vi jo som regel en flad skærm. Men når vi bevæger os tættere på og vil bruge den til gaming, computer eller TV-kigning med skærmen tæt på, kan det være ønskeligt med en buet skærm. 

Med LG Flex kan man gradvis justere sig frem til en optimal skærmkurve i forhold til afstanden fra skærmen. Når du sidder tæt på, vil den buede skærm dække en større del af dit synsfelt end de flade varianter, og det kan give en mere ‘opslugende’ effekt, som samtidig er mere behagelig for øjnene.  

Brugervenlighed og funktioner

Bortset fra den motoriserede skærm har LG Flex meget til fælles med TV-modellen OLED42C2, som vi har testet tidligere. Det indebærer, at LG-skærmen har indbygget TV-modtager og gode tilslutningsmuligheder på bagsiden.  

Alle de fire HDMI-indgange er 2.1-kompatible, hvilket giver plads til moderne spilkonsoller, gaming-PC og ekstern soundbar med eARC, hvis nødvendigt.  

Skærmen understøtter billedfrekvenser op til 120 Hz og VRR-formater som Nvidia G-Sync og FreeSync VRR. Det sikrer glat gengivelse af spilgrafik uden ‘opbrydning’. Understøttelse af vigtige videoformater som Dolby Vision HDR er naturligvis på plads. 

Skærmen er udstyret med WebOS 22-brugergrænsefladen og har masser af apps og streamingtjenester, som du kan forvente af et moderne tv.   

Bemærk: Da vores testeksemplar var en tidlig produktionsmodel direkte fra Sydkorea, havde vi lidt problemer med at aktivere Netflix og YouTube, formentlig på grund af regionale forskelle. Dette bør ikke blive et problem på de nordiske eksemplarer. 

Den største forskel ligger i den motoriserede bøjningsmekanisme, som styres via sin egen skærmmenu, der er tilgængelig via en dedikeret knap på fjernbetjeningen.  

Billedkvalitet

Så hvor god er LG Flex rent billedmæssigt? For at finde ud af det, har vi sat den op mod LG’s egen OLED42C2. Dette er en model, der er kendt for god billedkvalitet, og som vi allerede har udnævnt til testvinder blandt flere gaming-TV’er.  

For at sige det ligeud, så er der helt sikkert en familielighed mellem de to LG-skærme. Begge leverer det bælgmørke sortniveau, som vi forbinder med OLED, samt blændende billedskarphed, bred indsynssvinkel og jævn lysfordeling.   

De mørke områder af billedet er ganske enkelt kulsorte uden de lyslækager, som vi ofte udsættes for med LCD-skærme. Den mørke baggrund bidrager til en formidabel kontrast og en saftig dynamik i farvenuancerne. Med en billedkvalitet på dette niveau er det ganske enkelt en nydelse at se TV, film og serier på LG Flex.   

Men rent ydelsesmæssigt er der ikke meget forskel på de to. Begge bruger moderne OLED-paneler af evo-typen, og lysstyrken er omtrent den samme.   

De er også meget ens med hensyn til billedbehandling og tilgængelige billedindstillinger, hvor vi til et bredt spekter af indhold foretrækker Cinema Home-indstillingen.   

Begge skærme har også en dedikeret gaming-indstilling med en lynhurtig respons på omkring 13 millisekunder, hvilket gør spiloplevelsen hurtig og sømløs.  

En lille forskel er dog værd at nævne: Flex har et marginalt mattere skærmglas med en antirefleksbelægning, hvilket hjælper med at reducere blænding fra omgivelserne. Dette er knapt mærkbart, når man sidder tæt på skærmen, men forskellen er på ingen måde nat og dag. 

1, 2, 3 – Flex!

Det er først, når vi trykker på ‘den magiske knap’, at der begynder at ske sjove ting med Flex-varianten.   

Når vi griber spilcontrolleren og indtager gamingpositionen med en armslængdes afstand og med skærmkurven justeret til ca. 50 procent, er der ingen tvivl om, at denne skærm giver en mere medrivende oplevelse. Handlingen på skærmen bliver en tand mere realistisk og opslugende på tæt hold.   

Effekten er allerstørst i first-person skydespil (FPS) som Call of Duty og i realistiske bilsimulatorer som Forza og Gran Turismo. Handlingen kommer tættere på og suger os ind, når vi instinktivt drejer hovedet for at se det næste sving. Pulsen stiger, og vi glemmer omverdenen for en stund. Vent lige lidt, var det en test, vi var i gang med?  

Når spilsessionen er slut, kan vi læne os tilbage, trykke på knappen og gøre LG-skærmen til et fladskærms-TV igen. Og her er der som nævnt ikke den store forskel på Flex og den traditionelle C2-udgave.   

Man kan derfor spørge sig selv, om det er merudgiften værd. For du betaler ikke 20 eller 50 procent mere for Flex-udgaven – snarere det dobbelte! Det er nok til at købe en ret heftig gaming-skærm ved siden af. På den anden side, hvis du kun har plads til EN skærm, der skal kunne ALT … 

Lydkvalitet

Ud over motoren og mekanikken har Flex også et lidt mere kostbart lydsystem end de andre LG-skærme. Lyden leveres af dobbelte frontvendte højttalerenheder med 40 watt udgangseffekt. Flex 42LX3 har også en indbygget mikrofon med ekko-eliminering.  

Lydoplevelsen er klart et niveau højere end C2-modellen, og især stemmegengivelsen er stærkere og klarere. Lydbilledet er bredere og mere fyldigt i forhold til OLED42C2, og der er hørbart mere kraft i skud og eksplosioner i skydespil.   

Alligevel vil mange nok foretrække et trådløst headset til de mest intense spilsessioner. Og hvis du vil have det fulde udbytte af Dolby Atmos surround sound-indhold, anbefaler vi helt klart en separat soundbar.    

Konklusion: Game over, man …

LG OLED Flex er helt klart et af de fedeste gaming-TV’er, vi længe har testet, men det koster kassen. Den bøjelige skærm og de ekstra justeringsmuligheder er med til at gøre denne OLED-skærm dobbelt så dyr som den flade variant.   

Det er motoriseringen, der er det store partytrick her, og det er high-tech, som du skal være villig til at betale for. Men ellers er funktionaliteten meget lig et almindeligt OLED-TV.   

Dette vil derfor være et kuriosum for de rigeste spilentusiaster, og vi tror, at mange vil kunne klare sig længe med den almindelige 42-tommer. Mindre fleksibel, men samtidig mere fornuftig! 

Bemærk! Den nye C3-serie fra LG kommer snart på markedet, og her vil den nye 42-tommer OLED42C3 byde på en opgraderet videoprocessor og en del nye funktioner. Hold øje med en test af C3-modellen i den nærmeste fremtid.