: Panasonic 60ZT60

Plasma-tv’er har i en årrække været førstevalget for de allermest kræsne billedentusiaster. Spørger du en vaskeægte plasmaelsker, så er der ikke meget, der kan måle sig med den livlige farvegengivelse og det overlegne sortniveau fra et godt plasma-tv, som giver en helt speciel dybde og realisme i film.

De samme entusiaster fældede nok en tåre tidligere i år, da Panasonic kundgjorde planer om en gradvis nedtrapning af plasmaproduktionen til fordel for billigere LCD-skærme og senere dyrere OLED-skærme. Det vil nok alligevel tage et par år, før den sidste plasmaskærm ruller af samlebåndet i Japan, men nu er det i hvert fald officielt.

Som et plaster på såret har Panasonic lanceret et splinternyt reference-tv: Den nye topmodel ZT60 er den hidtil bedste – og potentielt sidste – evolution af Panasonics plasma og arvtageren til Pioneers berømte Kuro-modeller. Japanerne vil gå ud med et brag, og kender vi Panasonic ret, kan der være tale om et af årets allerbedste tv’er.

TX-P60ST60
Den nye topmodel adskiller sig fra de almindelige VT60-serier på flere områder. For det første kommer den kun i en 60 tommer version (65 tommer er tilgængelig i USA) og bruger et specielt udvalgt plasmapanel, som Panasonic kalder Studio Master Panel. Det har først og fremmest billedmæssige fordele, som vi vender tilbage til, men gør også, at ZT60-skærmen bliver marginalt mere slank i dybden end VT60-modellerne.

Funktionalitet og brugervenlighed
På udstyrssiden kan ZT60 prale af nøjagtig de samme smart-finesser som VT60-serien, med én undtagelse: Den mangler indbygget Skype-kamera, som derfor må tilsluttes separat. Derimod følger der to fjernbetjeninger med til ZT60, den almindelige “mursten” med alt for mange knapper og en mindre, mere simpel model med trykfølsom plade og indbygget mikrofon. Den er især smart, når man skal navigere i menuer til smart-tjenesterne og hjemmesider, og kan også tage imod stemmekommandoer. Men mindre smart, når man skal lave indstillinger, fordi den mangler flere af de vigtige knapper.

Panasonic har givet deres menusystem en kraftig ansigtsløftning i år, som medfører, at du nu har en helt ny startskærm, hvor du selv kan bestemme indholdet. Genveje til apps som Netflix og YouTube kan lægger direkte i smart-menuen. Første gang du tænder tv’et, får du menuopsætningen forklaret af en lettere robotagtig kvindestemme på gebrokkent dansk. Det havde været godt, hvis man kunne bruge mikrofonen i fjernbetjeningen og bede damen om at tie stille! Bortset fra det fungerer det nye menusystem problemfrit.

Desuden har man god mulighed for at styre tv’et via tablet og mobil. Panasonics Viera Remote applikation giver adgang til alle funktioner, inklusive muligheden for at dele video og billeder mellem de to skærme. Du kan f.eks. bruge tabletten til at søge efter film, som du vil se fra streaming-tjenester som Netflix, og derefter hoppe direkte til stort billede på tv-skærmen.

Remote-app’en giver også adgang til avancerede indstillinger, som er guld værd, når du vil kalibrere tv’et. Du kan fintune billedindstillingerne via tabletten uden irriterende pop-op vinduer på skærmen.

Smart-tjenester
Panasonic-skærmen kommer med essentielle apps som Netflix og YouTube færdiginstalleret. Flere interessante streaming-apps er også på vej. Den medfølgende touch-fjernbetjening gør det nemmere at navigerer i browseren end med standardfjernbetjeningen. Men du må nødvendigvis bevæge tommelen lidt rundt på pladen, og den reagerer ikke altid lige forudsigeligt.

Billedkvalitet
God brugervenlighed og velassorterede smart-tjenester er meget fint, men det, der motiverer folk til at købe et tv i denne prisklasse, må selvfølgelig være billedgengivelsen. Det var netop fokus på billedkvalitet, der gjorde Pioneers Kuro-plasma til konge på tv-tronen i sin tid. Og det er ikke tilfældigt, at vi trækker paralleller til den gamle referencemodel, for ZT60 er bestemt i Kuro-klasse!

Når vi tænder for tv’et, funkler logoet “Studio Master Panel” imod os. Dette billedpanel er hentet fra Panasonics prof-division og har – ligesom VT-serien – kun ét lag glas foran sig. Forskellen hos ZT60 er, at glasset er flyttet endnu tættere på, så der i praksis ikke er noget luft mellem frontglasset og de lysende fosforceller. Desuden har ZT60 fået et eget Ultimate Black skærmfilter (mod Infinite Black Pro på VT60), som yderligere reducerer lysindslip og refleksioner i skærmoverfladen.

Disse tekniske forbedringer giver sig også udslag i praksis: ZT60 overrasker nemlig med rigtig god kontrast og lysstyrke, selv i et fuldt oplyst rum. Desuden er der påfaldende lidt spejleffekt i overfladen, hvad enten man sidder direkte foran skærmen eller ude til siden. Der er heller ingen “grå skærm”, som hæmmer kontrasten. Mange plasmaer har nemlig en tendens til at se grå og triste ud i dagslys, men ikke ZT60. Det her er et plasma-tv, som tager sig godt ud i alle slags omgivelser og ved alle lysforhold.

Når vi dæmper belysningen, bliver det imidlertid tydeligt, at forskellen i forhold til Panasonics mere prisgunstige VT60- og ST60-serier ikke er så stor, som man måske skulle forvente. ZT60 drager nemlig ikke lige så meget nytte af sine landvindinger, når der er mindre lys at reflektere, og det er i lyse rum, at forskellen er mest fremtrædende. Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at sortniveauet er i referenceklasse, hvilket man også kan se af de målinger, vi lavede.

Det overlegne sortniveau giver en fænomenal dybde i billedet, specielt når vi sætter favoritfilm som Star Trek i Blu-ray-afspilleren. Verdensrummet med tusindvis af små stjerner på en uendelig kulsort baggrund er måske den ultimative test på reel kontrast. Mange LCD-skærme “snyder” ved at slå baglyset fra, når skærmen er helt mørk, men bliver hurtigt afsløret, når de skal vise lyse og mørke områder på samme tid. Det er i sådanne praktiske tests, at ZT60 brillerer. Topmodellen fra Panasonic giver en formidabel dybde og livagtighed, ikke bare i rolige, mørke scener, men bevarer også roen i de mere kaotiske scener, hvor der sker meget på én gang.

Farvegengivelsen er også helt klart i referenceklasse. ZT60 kommer med forhåndsindstillingen THX Cinema, som er tæt på, om ikke helt optimal: Selv om skærmen klarer sig godt lige ud af kassen, fik vi endnu mere neutral farvegengivelse gennem kalibrering (se separat boks). Samtidig erfarede vi, at det lønner sig at sænke kontrasten noget for at modvirke midlertidig indbrænding eller “image retention”, som det også kaldes. Et fænomen, som vi endnu ikke er blevet helt kvit på plasma, selv om det ikke må forveksles med permanent indbrænding.

Panasonic praler af at have opnået flere farvegraderinger på denne generation takket være en ny rød fosfor, men forskellen er ikke stor, sådan som vi ser det. Derimod er der fortsat en tendens til “banding” i gråt, hvor overgangen i gråtoneskalaen ikke er lige så sømløs, som vi kunne ønske.

Lydkvalitet
Billedkvaliteten er bestemt noget af det fedeste, vi har set, men ZT60-modellen bærer præg af at være lidt rippet, når det gælder lydgengivelsen. Den har kun nok så simple, bagudvendte højttalere (mod frontrettede højttalere på VT60), og der er ikke særlig meget tryk i lyden, men nok så tam, tilbageholdende diskant og lidt bas. Her har Panasonic nok indset, at de fleste i målgruppen til P60ZT60 vil bruge den sammen med et godt separat lydanlæg. Men på en topmodel som denne synes vi, at man har lov til at forvente lidt ekstra på lydsiden også.

En ting, som faktisk kan skabe en smule lydmæssig irritation, er at Panasonic har valgt at udstyre skærmen med blæserkøling. Denne blæser øger hastigheden, efterhånden som skærmen bliver varm, og er let hørbar, når tv-lyden ikke er på. På den positive side var der ikke megen knitren eller transformatorstøj at høre fra vores testeksemplar.

Konklusion
Panasonic TX-P60ZT60 leverer enestående billedkvalitet med kontrast og farvegengivelse i referenceklasse. Samtidig møder den hård konkurrence fra egne rækker i form af de glimrende VT60- og ST60-modeller, og det er først og fremmest i lyse omgivelser, at topmodellen udmærker sig specielt. TX-P60ZT60 bliver derfor et tv for dig, som vil have det lille ekstra, når det gælder billedkvalitet, og er villig til at betale for det. Og så længe OLED glimrer ved sit fravær, er det her et af de bedste tv’er, du rent faktisk kan købe!

Kalibrering

Av: Gorm Sørensen

ZT60 er en skærm, som jeg virkelig har glædet mig til at stifte bekendtskab med. Først og fremmest på grund af al den hype omkring den, både fra Panasonic selv og fra den efterhånden store fanskare. 

Bedste plasma nogensinde” og “Kuro-killer” er vel gengangere, som de fleste teknofilt interesserede har fået med; og sortniveauet er det, de fleste trækker frem som unik egenskab. Med det som bagtæppe lader vi kalibreringsprogrammet CalMAN med vores mest præcise måleudstyr, nemlig Klein K10-A, profileret med Photo Research PR670.

Og for at udløse spændingen med det samme: Sort blev målt til 0,0027 fL (foot-lambert) på vores testeksemplar.

Kalibrering
Det første, der slår mig ved gennemgang og måling af forhåndsindstillingerne, er skærmens ekstreme billeddynamik. Der er to farvemodi, som skiller sig positivt ud, selv om begge behøver yderligere korrektion, for at skærmen yder maksimalt. TXT Cinema og EBU Standard er de to, du skal vælge imellem. Når vi aktiverer ISF-menuen, får vi adgang til at kalibrere egne brugermodi (professionel 1 og 2). Disse har THX Cinema som udgangspunkt for videre kalibrering.

I det mørke testrum opleves sortniveauet som nævnt godt, samtidig med at lysstyrken i hvid er relativt høj (29 fL). Sidstnævnte må imidlertid sænkes noget, da kontrasten er justeret alt for højt fra fabrikken. Kontrasten står default til 60 på en skala fra 0 til 100. Imidlertid begynder farverne at brænde ud i højlys allerede omkring 50-51, og så sidder vi tilbage med en lysstyrke omkring 23 fL i hvid. Panelspændingen står da justeret til “Low”.

Hvis det var min skærm, ville jeg antagelig være gået endnu lavere med kontrasten, for image retention (midlertidig indbrænding) er fortsat en væsentlig faktor. Anbefalet lysstyrke i et mørkt rum ligger mellem 16 og 30 fL ifølge ISF. I et lyst rum ønsker vi gerne 40-50 fL, og da siger det sig selv, at plasma ikke er førstevalget. I lyse miljøer er skærme baseret på baglys (LCD) klart at foretrække.

Farvetemperaturen er, som det kan ses af RGB-balancen før kalibrering, relativt varm. Med næsten 10 procent for meget rød i øvre del af gråskalaen er der meget at hente på gråskalakalibrering. Farverummet (CIE 1931) er ikke så dårligt, men også her er det rød, der skiller sig negativt ud. ZT60 har et veludviklet kalibreringssystem, så korrektion af disse fejl går relativt fint. Gråskala måler vældig godt efter kalibrering, men desværre viser det ikke et helt reelt billede af virkeligheden. Alle Panasonic plasmaskærme har nemlig problemer med banding, både i lysstyrke og farve.

Tager vi et kig på en helt flydende gråskala (trinløs overgang fra sort til hvidt), oplever vi alt andet end en flydende overgang. Vi ser derimod kraftige graderinger gennem hele gråskalaen, med pletvise indslag af både magenta og cyan. Det gør sig gældende, når vi ser fine farveovergange som f.eks. solnedgange og hudtoner.

Farverummet – og lineariteten i farvegengivelsen – er et område, hvor ZT60 virkelig imponerer. Se bare på figuren Saturation Sweep, hvor vi har målt farvegengivelsen på forskellige intensiteter. Her måler ZT60 på niveau med studiepanelerne fra Panasonic (BT-serien), og det er relativt sjælden kost på forbrugermarkedet.

Livets gaver
På trods af enkelte svagheder som banding, blæserstøj og generelt meget uro/mylder i mørke områder er ZT60 et af de bedste fjernsyn, du kan købe i dag. Om det er forskellen i forhold til VT60 værd, er nok åbent for diskussion. I praksis er der næsten intet, der skiller disse skærme, ud over glasset foran panelet. Side om side i et mørkt rum er det ikke muligt at se forskel på de to, men med lidt ambient lys i rummet er der nogle mindre refleksioner i Studio Master glasset på ZT60.

Én ting er i hvert fald sikker: En kalibreret VT60 ser bedre ud end en ukalibreret ZT60!