Moderne tv’er får stadig bedre billedkvalitet, men lyden står det værre til med. Jo slankere skærm, jo mindre plads er der til ordentlige højttalere. Ikke så underligt, at salget af separate lydløsninger er eksploderet! En soundbar kan løfte lydoplevelsen væsentligt – ulempen er, at den kræver ekstra plads, sjældent ser særlig elegant ud og introducerer endnu en fjernbetjening at holde styr på.
Panasonic er nok først og fremmest kendt for udsøgt billedkvalitet, men på det nyankomne TX-65FZ950E har de også sørget for, at lyden har egne ben at stå på – bogstavelig talt. Stjernen i Panasonic-sortimentet kombinerer sej billedkvalitet med en innovativ soundbar fra Technics integreret i foden. FZ950 koster lige nu det samme som lillebror FZ800, men kan prale af væsentlig bedre lyd.
Design
Af udseende ligner FZ950 lillebror meget med en slank udførelse i sort metal. Den vigtigste forskel ligger i lydløsningen. Mens FZ800 står på en standard metalfod, har FZ950 en særlig højttaler integreret i foden. Den fylder hele tv’ets bredde og er dækket af højttalerstof for at se så diskret ud som muligt. Det hele fremstår som en visuelt elegant løsning – langt mindre prangende end en løs soundbar.
Brugervenlighed og funktioner
FZ950 leveres med to “premium”-fjernbetjeninger i eksklusiv metaludførelse. Den ene er en klassisk variant med en knap for hver funktion. Den har også lys, så du slipper for at famle i biografmørket. Den anden fjernbetjening har touchpad og indbygget mikrofon – klargjort til stemmestyring.
Panasonic er imidlertid ikke endt i Android-lejren endnu og satser stadig på deres egen brugerflade, My Home Screen. Det er et simpelt menusystem med et begrænset antal apps og funktioner, som til gengæld fungerer godt til det, det er beregnet til. Hvis du savner en app eller to, kan det løses med en ekstern medieafspiller.
Panasonic-skærmen har god tilslutningsmuligheder med kortindgang til både parabol, kabel og jordnet. Den kan også streame tv-indhold til et andet tv i huset via netværk (IP). Dem med mange 4K-kilder bør dog bide mærke i, at kun to ud af fire HDMI-indgange har båndbredde nok til at klare alle typer 4K-signaler.
FZ950 har i øvrigt en lynhurtig dedikeret spiltilstand. Vi målte forsinkelsen til 18 millisekunder på det laveste.
Billedkvalitet
Panasonic TX-65FZ950E er bygget over samme læst som lillebror FZ800E. Det indebærer et LG OLED-panel af den nyeste slags kombineret med Panasonics egen videoprocessor HCX (Hollywood Cinema eXperience) i opgraderet version.
Den toptrimmede processor er proppet med avanceret billedprocessering og tager alle de tricks, Panasonics kender, i brug for at presse mere naturtro billeder ud. Heriblandt en ny farvedekoder med 3D Lookup Table, der analyserer billedet og placerer farvenuancerne med større præcision end tidligere.
Mens nogle tv-producenter gerne pynter på farverne og måske øger skarpheden en tand eller to for meget, er Panasonic opsat på at bevare det originale billede uden manipulation eller tilsætningsstoffer. Denne mangel på krydderi kan medføre, at tv’et ikke ser lige så imponerende ud i butikken ved siden af mere kulørte konkurrenter – men det bliver så meget desto bedre, når du får det hjem!
FZ950 kommer med et væld af billedindstillinger og indstillingsmuligheder. THX Cinema er den mest farveneutrale af dem alle, men er bedst egnet til filmkiggeri i dæmpet belysning. Indstillingen Normal fungerer fint til almindeligt tv-kiggeri i et oplyst rum.
Panasonic-skærmen har en farvegengivelse, der simpelthen bare skal opleves: Smid en naturfilm som Planet Earth II i Blu-ray-skuffen, og du bliver garanteret imponeret af det ultrapræcise farvespektrum. Billedet fremstår fuldstændig sømløst uden tendenser til “banding”, altså synlige graderinger.
Når vi skifter til en dunkel aktionsserie som Altered Carbon, er det også tydeligt, at Panasonic graver flere detaljer frem af de mørkeste partier end konkurrenterne, uden at det introducerer støj eller andre problemer. Hvor LG og Sony har en tendens til at “crushe” de mørkeste gråtoner, formår Panasonics tv at bevare mere billedinformation og dybde. Og når laserstrålerne fyger hen over skærmen, har Panasonic også tilstrækkelig lysstyrke til at blænde os.
Konkurrenterne fra LG og Sony skilter med understøttelse af Dolby Vision – et videoformat, som Panasonic noget overraskende har valgt at droppe. I stedet er de gået sammen med Samsung, Philips og 20th Century Fox om en åben, fælles standard kaldet HDR10+. Begge standarder anvender såkaldte dynamiske metadata til at give tv’et mere information om lys- og kontrastforholdene i hver enkelt scene – og kan dermed give en bedre billedoplevelse.
Hvilken af standarderne der vil “vinde” i sidste ende, er for tidligt at sige. Dolby Vision har et vist forspring, mens HDR10+ ser ud til at få mere fodfæste, efterhånden som flere producenter og indholdsleverandører hægter sig på.
Lydkvalitet
Panasonics højttalerfod bærer et mærkat med “Tuned by Technics”, hvilket indikerer, at hi-fi-divisionen har haft en finger med i spillet under udviklingen. Selve højttaleren er et trevejs stereohøjttalersystem med i alt 80 watt udgangseffekt og gør en virkelig hørbar forskel.
Mens FZ800 har ret tynd og indelukket lyd, byder storebror på langt mere åben og potent lyd. Diskanten er distinkt og velopløst med væsentlig mere luft i lydbilledet. Det vigtige mellemtoneområde kommer godt frem og giver væsentlig bedre taleforståelse. Der er også rigeligt med bas til at give såvel stemmer som lydeffekter og musik ekstra fylde. Du får ikke den buldrende dybbas, som kun en subwoofer kan give, men i mange tilfælde er det godt nok.
Med undtagelse af Bang & Olufsens tv’er, som ligger i en anden liga rent prismæssigt, er Panasonic FZ950 klart blandt de mest vellydende tv’er lige nu.
Konklusion
De, der går op i realistiske og naturtro billeder, går ikke galt i byen med Panasonic FZ950. På et tidspunkt, hvor både Sony, Philips og LG selv anvender næsten identiske OLED-billedpaneler, kræver det gode kort på hånden at skille sig ud fra mængden. Her har Panasonic TX-65FZ950 et es oppe i ærmet med deres avancerede billedprocessering, som resulterer i ekstremt præcis farvegengivelse.
FZ950 deler alle de gode egenskaber med lillebror FZ800, men kan desuden prale af en elegant soundbar i hi-fi-kvalitet – uden at det koster ekstra! I skrivende stund er prisen på FZ950 og FZ800 nemlig den samme, så der er ingen tvivl om, at vi ville vælge FZ950. For lydens skyld.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer