TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Philips 55PUS8601

Et fyrværkeri af farver

Topmodellen fra Philips sætter kulør på tilværelsen med et ekstra kontrastrigt billede og stemningsfuldt Ambilight omgivelseslys.

Af / 01/04/2016 - 06:00
Philips 55PUS8601

Lyd & Billede mener

  • Philips leverer sej kontrast, overbevisende sortniveau og jævn lysfordeling over hele skærmen. Her får man et billede med smæld i! Med Ambilight-lys på alle fire sider byder PUS8601 også på en mere engagerende tv-oplevelse.
  • Trods et lysstærkt panel opfylder tv’et ikke helt de krav til lysstyrke og kontrast, der er nødvendige for at blive et officielt godkendt Ultra HD Premium-tv.

Philips kan lide at gøre tingene på deres egen måde. Efter at have udskilt tv-divisionen i et separat selskab (TP Vision) var de også den første tv-producent til at anvende Android som brugerflade. Fordi de følger deres egen produktionscyklus, frigives nogle modeller lidt senere på året end fra andre producenter. Det har sat Philips/TPV i en speciel position, hvor de kan tage de nyeste teknologier og funktioner i brug.

Den model, vi tester her – 55PUS8601 – er et godt eksempel: Den blev introduceret i efteråret 2015, men var først færdigudviklet og klar til det nordiske marked i slutningen af januar. Dermed kan Philips tilbyde en slags “2015,5”-model, mens konkurrenterne er ved at tømme lageret for sidste års modeller. Positivt for dem, der vil have et opdateret tv, og positivt for os, idet vi får en ny model til at teste, mens vi venter på resten af årets produktnyheder.

 

55PUS8601

Philips har lanceret flere nye modeller på det sidste: 65PUS7600, som vi testede i Lyd & Billede #2 2016, designmodellen 8901 AmbiLux og endelig 8601-serien, som vi ser på her. Det er i praksis topmodellen fra Philips denne sæson, da den længe ventede 9600-serie er blevet udsat til næste modelår.

Sammenlignet med 7600 og 8901 har 8601 fået et mere avanceret billedpanel og en kraftigere billedmotor. Det er stadig et LCD-tv med LED-kantbelysning, men et mere avanceret af slagsen.

Annonce

Panelet har fået mere præcis styring af lysdioderne, som er opdelt i zoner (såkaldt Micro Dimming Premium) – en teknik, som vi kender fra bl.a. Samsungs dyrere modeller. Her tester vi 55 tommers versionen, men Philips-skærmen fås også i 65 tommer til 23.995 kroner.

Philips’ velkendte Ambilight omgivelseslys tager også et skridt op på denne model, med farvelysdioder i både bund- og topkant samt til højre og venstre bag på skærmen. Dermed kan PUS8601 i praktisk lyse hele bagvæggen op med farvelys, der følger handlingen på skærmen.

Sidst, men ikke mindst har 8601 fået yderligere computerkraft i form en hexa-core processor og 16 gigabyte intern hukommelse.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Design

Philips’ tv er en slank sag med et minimalistisk, men smagfuldt design. Der er tale om en helt flad skærm med relativt mat frontglas, der ikke giver generende refleksioner. Skærmen har en tynd indramning med dæksler i mørkt børstet metal. Uden på rammen hænger de aftagelige højttalere. De er fastgjort med magneter og kan nemt løsnes og frakobles, hvis man foretrækker at bruge et eksternt lydsystem.

PUS8601 er ikke specielt tyndt fra siden: Bagsiden buler ud på midten, da Philips har sørget for at lave god plads til elektronik, højttalere og ekstra lysdioder. Tv’et vil derfor rage lidt ud, hvis det monteres på væggen – men det er også hensigtsmæssigt for at få den optimale effekt af Ambilight-lyset.

Tv’et står på to blanke, V-formede fødder monteret i hver sin ende. Du skal derfor have et tv-møbel, der er mindst 155 cm bredt (165 cm til 65-tommeren). Alternativt kan man bestille en centermonteret fod som ekstraudstyr.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Brugervenlighed og funktioner

Tv’et er som nævnt baseret på operativsystemet Android fra Google, hvilket man mærker, allerede første gang man sætter det op. For at det skal kunne holde sig opdateret med nye versioner af apps og lignende, er det nemlig nødvendigt at registrere sig med konto og adgangskode hos søgemaskinegiganten.

Herefter går opstarten hurtigt og gnidningsløst, mens fjernsynet guider os igennem de vigtigste grundindstillinger. Tilkoblede enheder kan nemt navngives som “Blu-ray afspiller”, “TV-tuner” osv. og bliver liggende lettilgængelige i en hurtigmenu.

Udvalget af gode apps er et tilbagevendende tema, når det gælder Android. Det er en kendsgerning, at udviklerne ikke har været lige så ivrige efter at lave gode, nyttige apps til Android TV, som de har været til Apple TV og Samsungs Smart Hub. Men det vil formentlig bedre sig, efterhånden som flere producenter og tv-seere tager Android i brug.

I mellemtiden er det rart at finde lokale tv-tjenester som DR TV tilgængelige for download i Google Play. Netflix-app’en med 4K-opløsning er heldigvis allerede installeret, og det samme er YouTube selvfølgelig. Her er det også værd at nævne, at 8601-modellen understøtter Googles VP9-codec og dermed kan vise YouTube-videoer i 4K-kvalitet.

Fjernbetjeningen fra Philips er tosidet med det efterhånden velkendte tastatur på undersiden. Det forenkler indtastning af søgeord, passwords og lignende, men kræver lidt tilvænning.

Philips har droppet pegebetjeningen, hvor man flytter en pil rundt på skærmen ved hjælp af håndbevægelser. I stedet bruger man en kombination af piletaster og touch-flade. Fjernbetjeningen har desværre let ved at misforstå klik og fingerbevægelser, og det sker ofte, at den reagerer forkert på kommandoer. Derfor kræver også den lidt tilvænning.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Billedkvalitet

Vi testede for nylig lillebror PUS7600 og blev positivt overrasket over billedkvaliteten. Takket være effektiv billedprocessering kunne det faktisk måle sig med LG’s reference-OLED 65EF950V på visse områder!

Det største ankepunkt var – som så ofte med LCD-baserede skærme – at gengivelsen af sort blev temmelig grålig. Hvilket igen betød, at billedet kunne virke lidt fladt på udfordrende mørke scener. Derfor er det glædeligt, at PUS8601 har fået et betydeligt løft på stort set alle billedparametre.

Det første, vi bemærker, er en mærkbar stigning i kontrast. PUS8601 har også god lysuniformitet (ensartet fordeling af lys på skærmfladen) uden plagsomme indslag af clouding og skygge-effekter. Desuden har skærmen et overbevisende sortniveau med god dybde i mørke scener. Man skal dog sidde nogenlunde lige foran skærmen for at få den optimale billedkvalitet, da betragtningsvinklen er relativt begrænset både horisontalt og vertikalt.

PUS8601 understøtter som nævnt YouTube i 4K-opløsning takket være den nye VP9-codec, der giver langt mere effektiv komprimering. Resultatet er rigtig godt: Der ligger efterhånden en del 4K-materiale her, som ser rigtig lækkert ud, men også indhold i mere ordinær kvalitet ser flot ud takket være god opskalering og støjreduktion.

Philips-skærmen er virkelig i sit es, når vi fodrer den med 4K-indhold fra Netflix. Scener fra Daredevil og The Blacklist er næsten uhyggeligt detaljerede med en kontrast, der virkelig får billederne til at poppe ud mod os i sofaen.

Det tog ikke lang tid at slå fast, at tv’ets Film-indstilling er velegnet til det meste indhold, da den giver den mest korrekte farvegengivelse, men alligevel er fuld af nuancer og glød. Derfra kan man, hvis man vil, også vælge separate, 100 procent optimerede indstillinger til tv-kiggeri om dagen eller om aftenen (ISF Day/Night).

Mange har store forventninger til den nye 4K HDR-videostandard, der blev introduceret i forbindelse med det nye Ultra HD Blu-ray-format, og som også vil blive tilgængelig på Netflix efterhånden. HDR er kort fortalt en ny videostandard, der giver øget dynamikområde og bredere farvespektrum end før.

Trods sit lysstærke panel lever PUS8601 ikke helt op til de krav om lysstyrke og kontrast, der er nødvendige for at blive et officielt godkendt Ultra HD Premium-tv. De, der vil have et fuldgyldigt HDR-tv, er derfor nødt til at vente på, at topmodellen fra Philips lanceres senere i år.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Firesidet Ambilight

Philips har lige siden billedrørs-tv’ernes dage haft omgivelseslyset Ambilight som deres specialitet og unikke finesse. Princippet er egentlig ganske simpelt: Fjernsynet analyserer farverne i videosignalet og gengiver en blanding af dem på væggen bag tv’et.

Teknikken er gennem årene blevet mere sofistikeret, med flere, bedre, mere lysstærke og farverige lysdioder, og det, der tidligere blev set som en gimmick, har gradvist udviklet sig til en kærkommen funktion for mange tv-seere.

Den hidtil mest avancerede Ambilight-teknologi finder vi på det nye PUS8901 AmbiLux (lanceret i efteråret 2015). Her anvendes særlige pico-projektorer til at skabe et endnu større og stærkere farvelys på væggen.

PUS8601, som vi omtaler her, bruger derimod almindelige lysdioder ligesom dem, man finder i PUS7600. Forskellen er, at Philips har tilføjet en ekstra lysrække på undersiden af skærmen. Dermed er der tale om firesidet Ambilight, hvilket afgjort giver større effekt end tre sider – især hvis man hænger tv’et på væggen. Man opnår en ekstra effekt, når lyset dækker væggen 360 grader rundt om skærmen.

Ambilight-lyset bidrager til at øge indlevelsen i forskellige typer indhold. Oplevelsen af farver og kontrast bliver meget større! Effekten er allerstørst på fuldskærmsvideo, da de sorte sørgerande på spillefilm bryder overgangen mellem billede og væg. Af samme grund foretrak vi at demontere højttalerne for at gøre skærmen tyndere.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Lydkvalitet

Ud over opgraderet billedpanel og mere avanceret Ambilight har PUS8601 også fået et opgraderet lydsystem i forhold til de andre modeller i Philips’ sortiment.

Med en kombination af sidemonterede højttalere, der vender fremad, og ekstra “woofere” på bagsiden sås der forventninger om mere sprælsk lydgengivelse. Desværre når Philips ikke helt i mål: Højttalerne har en temmelig skarp, tynd lydkarakter, mens bassen er hul og fuld af resonanser. Ikke dårligere end gennemsnittet, men heller ikke særlig meget bedre. Måske er det derfor, Philips har gjort det så nemt at tage højttalerne af?

En god soundbar er – også i dette tilfælde – hvad lægen anbefaler!

 

Konklusion

Philips 55PUS8601 er et meget stærkt allround-tv med mange gode funktioner. Billedkvaliteten er i højsædet på denne model, som har fået mærkbart bedre kontrast og sortniveau end de øvrige modeller. På udstyrssiden kan det prale af gode tilslutningsmuligheder og lynhurtige Android-baserede smart-tv funktioner.

Lyden lever ikke helt op til forventningerne for prisklassen, men Philips har i hvert fald gjort det nemt at udvide med en separat soundbar.

Konkurrencen er hård i dette segment, og topmodellen fra Philips skal vurderes i forhold til populære modeller fra bl.a. Samsung (JS9005) og Panasonic (CX700/800). Samsung er stadig nummer et, når det gælder smart-funktioner, apps og generel brugervenlighed, mens Panasonic har fordelen, når det gælder billedkvalitet.

Mange, der har planer om at købe tv i 2016, vil nok også ønske sig et fuldgyldigt HDR-kompatibelt tv, men så må man også op i pris.

Det, der adskiller Philips fra konkurrenterne, er den seje skarphed kombineret med det virkningsfulde Ambilight, som giver en mere behagelig og medrivende tv-oplevelse. Trofaste Philips-fans kan trygt vælge denne model, men også seere, der ikke er bekendt med Ambilight-konceptet, bør tjekke PUS8601 ud!

Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

20 år med Ambilight: Her er Philips' hidtil bedste TV

En blændende billedoplevelse

Potent premium-skærm

Stort, ja - men er det godt?

Sony på hjemmebane

Hvilket Frame-TV er det bedste?

Prisbillig TV-underholdning

Philips’ mest blærede TV hidtil?

Now That’s Entertainment!

Gør det gamle TV smartere

Gigantisk Samsung-TV

Billedmaskinen til de rigtig kræsne