TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Philips OLED805 (65OLED805)

En rigtig farvebombe

Med sin saftige kontrast og sit farvestrålende Ambilight-lys giver Philips OLED805 en virkelig heftig billedoplevelse.

Af / 16/10/2020 - 10:35
Philips OLED805 (65OLED805)

Lyd & Billede mener

  • Philips 65OLED805 giver en farvestrålende billedoplevelse fra den kontrastrige OLED-skærm, samtidig med at det bader omgivelserne i stemningsfyldt Ambilight-lys. Fjernbetjeningen er også blevet meget bedre.
  • Philips-skærmen mangler understøttelse af de nyeste HDMI 2.1-funktioner.

Philips OLED805 er det billigste OLED-TV fra Philips i 2020 og kommer i 55 og 65 tommers skærmstørrelse. Det må klare sig uden et eksklusivt lydsystem fra Bowers & Wilkins, som man finder på de dyrere modeller fra Philips – men til gengæld har det masser af lækkerier på billedfronten!

Blandt nyhederne på årets model er en ny 4. generation af Philips’ P5-videoprocessor, der skal give endnu skarpere billeder og mindre støj. OLED805 understøtter også næsten alt, hvad der kan krybe og gå af vigtige lyd- og billedformater, inklusive HDR10+, Dolby Vision samt Dolby Atmos på lydsiden. Og så har det selvfølgelig Ambilight …

Ambilight farver hele rummet

Philips har en særlig plads i mange TV-entusiasters hjerte, netop takket være Ambilight. Philips er stadig alene om at tilbyde denne teknologi, som består af bittesmå lysdioder på bagsiden af skærmen. Lamperne kan lyse omgivelserne op i alle regnbuens farver og skifter i takt med handlingen på TV-skærmen. Det bidrager til at løfte indlevelsen betragteligt.

Ambilight-teknologien har været en vigtig feature for Philips, efter at de introducerede deres første OLED-TV med Ambilight for nogle år siden. Den strålende kontrast fra OLED-panelet omkranset af behageligt kontrastlys på siderne giver en billedoplevelse, der simpelthen bare skal opleves.

Philips 65OLED805 Ambilight
Bagsiden af Philips-skærmen er præget af Ambilight-lysdioderne, der lyser op i de samme farver som billedmaterialet. (Foto: Audun Hage)

Design

Philips 65OLED805 har et stramt og snorlige design, der til forveksling ligner forgængeren OLED804 fra 2019. Den tynde OLED-skærm står på to små forkromede fødder og svæver kun få millimeter over bordoverfladen. Det giver et stilrent og eksklusivt udtryk.

Annonce

Én ting bør man imidlertid være opmærksom på: Den lave placering af skærmen gør det svært at få plads til en soundbar forneden, uden at den skygger for billedet. For at afbøde det har Philips vedlagt ekstra “spacere”, som man kan bruge til at hæve skærmen ca. syv cm op fra bordet. Smart!

Brugervenlighed og funktioner

Philips 65OLED805 har version 9.0 af Android om bord. Denne version er blevet hurtigere og mere TV-venlig: Både flow-TV-kanaler og apps som YouTube og Netflix ligger hurtigt tilgængelige via startmenuen, og det samme gælder den nyligt lancerede Disney+. Stemmestyring via Google Assistant er også muligt via en indbygget mikrofon i fjernbetjeningen.

Fjernbetjeningen er ny i år – Philips har endelig hørt vores bønner og opgraderet til en Bluetooth-baseret remote! Den nye fjernbetjening er langt mere responsiv og frem for alt mindre retningsbestemt end den gamle traver. Fra et ergonomisk synspunkt kunne vi nok have klaret os med færre knapper, men skidt pyt.

OLED805 understøtter HDR-formaterne Dolby Vision og HDR10+. Begge disse videostandarder indeholder en strøm af dynamiske metadata, som tillader større variation i kontrasten. På den måde kan man være sikker på, at alt kompatibelt indhold – hvad enten det kommer fra Netflix, Amazon Prime eller Disney+ – kan vises med sit fulde potentiale.

Philips er sammen med Panasonic og TCL blandt de få producenter, der kan tilbyde alle de store HDR-formater, mens Samsung f.eks. ikke understøtter Dolby Vision.

Mangler HDMI 2.1

Philips-skærmen har fire HDMI-indgange af type 2.0b. Med undtagelse af ALLM (Auto Low Latency Mode – automatisk spil-mode) er ingen af indgangene altså opdateret med de nyeste HDMI 2.1-funktioner. Dermed er OLED805 ikke det mest oplagte TV for de gaming-frelste.

Når det er sagt, så skal man være klar over, at både Xbox Series X og PlayStation 5 sandsynligvis vil fungerer fint, bortset fra de allermest krævende spilsekvenser.

Philips har inkluderet en separat gaming-indstilling på OLED805, men den er ikke blandt de hurtigste, vi har målt: Med lidt over 30 millisekunders input-lag ligger den bag efter OLED-skærmene fra Sony, LG og Panasonic.

65OLED805 har heller ikke mulighed for VRR (Variable Refresh Rate) eller 4K 120 fps, hvilket gør det lidt mindre spilkonsolvenligt end f.eks. LG’s 2020 OLED-modeller. Lidt synd, da gaming med Ambilight kan være ret fedt!

Philips OLED805 remote
Philips OLED805 har langt om længe fået en ny fjernbetjening med Bluetooth. Halleluja! (Foto: Audun Hage)

Avanceret billedprocessering

Philips tilbyder TV’er i alle prisklasser, deriblandt nogle ret flotte LCD-skærme, men på topmodellerne fokuserer de udelukkende på OLED-teknologien. Billedpanelet er leveret af LG Display, men billedprocesseringen står Philips selv for.

OLED805 anvender 4. generation af den kraftige P5-videoprocessor. Hvorfor så ikke bare kalde den P8? Svaret er, at navnet P5 repræsenterer fem søjler (pillars) af forskellige typer billedprocessering, nemlig kildeanalyse, skarphed, farveforbedring, kontrast og bevægelsesudjævning. Den nyeste version lover endnu skarpere billeder og mindre støj, og har også fået en endnu smartere “AI”-motor.

Vi har tidligere været lidt kritiske over for Philips’ lidt overivrige billedprocessering, men på årets model tilbyder de nogle langt mere sobre og korrekte billedindstillinger. Her er der noget for enhver smag. Ja, selv standardindstillingen ser faktisk overraskende godt ud: Lidt koldere og friskere farver end neutral, men god kontrast og rigelig lysstyrke. Vi tror, at mange vil trives med denne indstilling til det meste TV-indhold.

OLED805 udmærker sig også ved at have en fin, neutral filmindstilling. Philips har inkluderet den nye Filmmaker Mode, der eliminerer al unødvendig billedprocessering for at opnå et rent og upåvirket billede – perfekt egnet til kræsne serie- og film-entusiaster, som vil se indholdet på en måde, der er tro mod instruktørens intentioner.

Hvis man vil have fuld power fra OLED-panelet, kan man vælge AI-indstillingen. Så kører P5-processoren på fuld kraft og analyserer og optimerer billedet efter alle kunstens regler.

Det giver et lidt “overnaturligt” farvestærkt, skarpt og kontrastrigt billede, men det virker ikke så overdrevet som Vivid-indstillingen på tidligere Philips-modeller. Her ser det ud til, at Philips har lyttet til feedbacken og er landet på nogle generelt lidt mere sobre billedindstillinger.

Fantastisk billedkvalitet

Uanset hvilken billedindstilling man foretrækker, må vi indrømme, at OLED805 ser bragende godt ud. Her får man de mange velkendte OLED-kvaliteter som bundløst sortniveau, høj kontrast og sprudlende farver – tilsat et ekstra pift.

Philips har en skarp og superglat billedprocessering, som virkelig formår at hæve oplevelsen en ekstra tand. I testperioden hyggede vi os med næsten alle typer billedmateriale – fra komprimerede TV-optagelser til krystalklar 4K Blu-ray – og det hele ser rigtig lækkert ud.

Den nye P5-processor klarer på snedig vis at producere et skarpt billede med jævne bevægelser og meget lidt støj, uden at det ser mudret og unaturligt ud. Her har man opnået en klar forbedring i forhold til forgængerne.

Philips’ TV udmærker sig frem for alt med meget jævne og sømløse bevægelser. Uanset om det er hurtige kamerapanoreringer eller objekter i bevægelse, formår skærmen at bevare et skarpt fokus. OLED805 har også en Pure Cinema-indstilling, der reducerer flimmer uden at introducere kunstig “sæbeoperaeffekt”.

OLED805 er virkelig i sit es på moderne videoindhold i HDR-format. Takket være den gode formatunderstøttelse kan man nyde det nyeste indhold fra Netflix, Apple TV, Amazon Prime og Disney+ i den bedst tilgængelige kvalitet.

Philips-skærmen har saftig kontrast og lysstyrke, der virkelig får intensiteten i de lyseste dele af billedet frem. Derudover har den en præcis gråskala, der også får detaljerne i mørke områder frem. Alt i alt må vi sige, at vi er meget tilfredse med billedkvaliteten.

Philips OLED805 PQ
(Foto: Audun Hage)

Lydkvalitet

Philips OLED805 må som nævnt klare sig uden assistance fra Bowers & Wilkins på lydfronten. TV’et kommer imidlertid med et ganske glimrende 2.1 højttalersystem om bord. Her er der to nedadvendte højttalere ud over en dedikeret bas (en aktiv + to passive enheder) på bagsiden. Lyden er relativt åben, fyldig og tydelig – især i betragtning af at højttalerne nærmest er usynlige!

Hvis man vil opgradere med en separat soundbar, er det rart at vide, at Philips-skærmen understøtter Dolby Atmos, også via ARC-udgangen. Derimod mangler den nyeste generation eARC med højere opløsning.

Konklusion

Hvis du er på jagt efter et OLED-TV, der skiller sig ud, vil Philips OLED805 være lige i øjet. Her får du et Android-TV med lækkert design, knivskarp, kontrastrig billedkvalitet og fin lyd i én og samme pakke. Samtidig bidrager det farvestrålende Ambilight-lys med at bade omgivelserne i matchende lys. Det giver et mærkbart boost i oplevelsen!

Desværre mangler OLED805 nogle af de nyeste HDMI 2.1-funktioner og vil derfor ikke være den optimale skærm til næste generations gaming-fans. Den brede formatunderstøttelse kombineret med god billedprocessering sikrer imidlertid, at næsten alt indhold ser godt ud på Philips-TV’et. Desuden har det fået en ny og forbedret fjernbetjening, der sikrer, at betjeningen går som smurt.

Absolut en anbefaling værd!

Karakter
Philips OLED805 (65OLED805)
High End
Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

20 år med Ambilight: Her er Philips' hidtil bedste TV

En blændende billedoplevelse

Potent premium-skærm

Stort, ja - men er det godt?

Sony på hjemmebane

Hvilket Frame-TV er det bedste?

Prisbillig TV-underholdning

Philips’ mest blærede TV hidtil?

Now That’s Entertainment!

Gør det gamle TV smartere

Gigantisk Samsung-TV

Billedmaskinen til de rigtig kræsne