TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: LG OLED CX (OLED65CX6LA)

Kontrastkongen

En af LG’s mest populære OLED-modeller er tilbage i ny, toptrimmet version!

Af / 25/08/2020 - 11:00
LG OLED CX (OLED65CX6LA)

Lyd & Billede mener

  • Med sprudlende kontrast, suverænt sortniveau plus rigtig gode tilslutningsmuligheder er LG’s OLED-skærm et trygt valg for kræsne TV-entusiaster.
  • OLED-skærmen er stadig relativt lyssvag sammenlignet med de bedste LCD-skærme, og den blanke skærmoverflade reflekterer meget lys. Dermed er det ikke det ideelle TV til meget lyse omgivelser.

LG tilbyder en bred vifte af OLED-skærme, og blandt disse har C-serien været en af de mest populære. Her får man fuld plade på specifikationer og billedkvalitet, og lidt finere design end på den enklere B-model, uden at skulle betale den stive pris på topmodellerne i GX- og WX-serien. Det har gjort C-serien eftertragtet i high-end-klassen.

Årets model CX (eller C10 som det også kan udtales) har fået en ny skærmstørrelse i familien. Ud over OLED65CX, som vi tester her, samt de traditionelle 55- og 77-tommere findes den også i et nyt og interessant 48 tommers format. Dermed skulle denne serie kunne tilbyde noget for alle og enhver!

Design

LG OLED65CX fornægter sig ikke, idet vi pakker det ud af kassen: Dette OLED-TV er virkelig ultratyndt! Kun ca. 6 mm på det smalleste sted, men selvfølgelig meget tykkere der, hvor højttalere og strømforsyning sidder. Her adskiller C-serien sig fra den dyrere G-serie, der har en mere jævn tykkelse og er skræddersyet til vægmontering.

OLED65GX er mere beregnet til at stå på et møbel, hvilket det gør stabilt ved hjælp af en blytung fod i to dele, der skrues fast i bunden af TV’et. Færdigmonteret giver den et stiligt udtryk, hvor skærmen står lidt tilbagelænet på bordet. Foden flytter også vægtfordelingen bagud og giver bedre plads til en soundbar lige foran TV’et.

Apropos ultratyndt: Vores testeksemplar havde fået et synligt bøj på vej gennem mediejunglen. Det skyldes sandsynligvis en pakkefejl eller ekstern belastning undervejs, men understreger bare, at man skal være forsigtig ved håndtering af OLED-skærme. Med andre ord: Husk at få hjælp af en ven, når den skal flyttes og pakkes ud!

Annonce
LG OLED65CX
LG OLED65CX er ultratyndt og lækkert at se på. Bemærk, at foden er næsten lige så bred som TV’et og derfor kræver et relativt rummeligt TV-møbel. (Foto: LG)

Brugervenlighed og funktioner

OLED65CX kommer med den nyeste version af LG’s operativsystem, WebOS (5.0). Årets version har fået en lille ansigtsløftning, og den grafiske brugerflade virker moderne, overskuelig og let at betjene – ikke helt så intuitiv som Samsungs Tizen-system, men tæt på. Magic Remote-fjernbetjeningen har gyrokontrol og en aktiv musemarkør, som kræver lidt tilvænning, men efterhånden bliver det let at navigere gennem menuerne.

App-udvalget er rigtig godt: Ud over Netflix får man adgang til bl.a. HBO Nordic, Amazon Prime, Rakuten og Apple TV+. LG vil også rulle den nye Disney+ app ud, så snart tjenesten bliver tilgængelig i Norden.

TV’et understøtter desuden AirPlay og HomeKit, hvilket betyder, at det kan vise indhold fra Apple iOS-enheder og indgå i et HomeKit-styret smart-hjem.

OLED65CX kan også prale af at understøtte HDMI 2.1 – ikke bare på én, men på alle fire indgange! Dermed er det fremtidsrettet og forberedt til moderne videokilder. Næste generation af spilkonsoller såsom PlayStation 5 og Xbox Series X kan vise 4K-video med op til 120 billeder i sekundet, og så er det godt med et TV, der understøtter dette.

Apropos gaming, så vil LG OLED65CX fungere glimrende til det. LG-skærmen har et meget lavt input-lag, som vi målte til ca. 12 millisekunder. Den er også proppet med spilvenlige funktioner som AMD FreeSync og Nvidia G-Sync, der sikrer ren og jævn gengivelse af forskellige typer computergrafik.

Billedkvalitet

På billedfronten anvender CX-serien samme OLED-panel og billedprocessering som dyrere LG-modeller, inklusive den kraftige videoprocessor A9 Gen 3. Den bruger avanceret maskinlæring til kontinuerligt at overvåge og forbedre billedkvaliteten. Men LG tilbyder også en række mere neutrale billedindstillinger, inklusive den nye Filmmaker Mode, der slår al unødvendig billedprocessering fra.

OLED65CX er et perfekt eksempel på de mange fordele ved OLED-TV’er. Rosinen i pølseenden er som sædvanlig det bundløse sortniveau! De mørke partier i filmscener er kort og godt kulsorte, og det bidrager også til, at de lysere detaljer får et helt andet punch.

Fordi hver pixel er sin egen farve- og lyskilde, opnår LG-skærmen et knivskarpt, glat og sømløst billede med enorm kontrast.

Uden behov for bagbelysning eller spejl bag skærmen er lysfordelingen også meget jævn. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at vi kan betragte skærmen skråt fra siden, uden at farvegengivelsen eller gråtoneskalaen påvirkes af betragtningsvinklen.

Det samme kan ikke siges om QLED-konkurrenten Q95T, som får et mere udvasket præg, når vi ser på det fra siden. Det er vigtigt at tænke på, hvis man har et stort, bredt rum med mange siddepladser eller kan lide at se TV, mens man sidder ved spisebordet.

Ligesom med den dyrere designmodel OLED65GX landede vi på Cinema Home som vores foretrukne billedindstilling. Det er en fin indstilling, der passer til det meste, med flotte, neutrale farver og glatte bevægelser. Ulempen ved biografindstillingen er, at den ikke er særlig lysstærk. De, der ser meget TV i dagslys, vil nok foretrække Standard eller Dynamic.

Læs også Endelig et OLED-TV der ser godt ud på væggen LG’s nye OLED-TV er skræddersyet til vægmontering. Desuden ser det uforskammet lækkert ud!

Desværre trives OLED-skærmen ikke lige så godt med lysstyrken på fuld tryk: Farverne bløder ind over hinanden og fremstår ikke så klare og intense, som de gør i mørke omgivelser. Her har QLED-skærmen fra Samsung en klar fordel med sin kraftige bagbelysning: Selv i et oplyst rum med masser af solskin fra vinduerne formår den at bevare et lysstærkt og kontrastrigt billede.

Lydkvalitet

LG OLED65CX er udstyret med et relativt standard lydsystem med stereohøjttalere, uden ekstra subwoofer på bagsiden. Det har imidlertid avanceret “AI”-lydprocessering plus individuelle lydindstillinger til bl.a. biograf, sport og musik. Vi syntes, at biografindstillingen lød klart og stærkt med god taleforståelse og fin fylde i bassen.

De fleste vil nok alligevel gerne koble ekstern soundbar til LG-skærmen. I den forbindelse er det rart, at den understøtter HDMI eARC og dermed kan sende højopløste lydsignaler (f.eks. Dolby Atmos i TrueHD-format) til en kompatibel soundbar.

Konklusion

OLED65CX er blandt de mere prisgunstige OLED-skærme i LG’s 2020-sortiment. Her får man den kontrastrige billedkvalitet, der kendetegner OLED, kombineret med topmoderne billedprocessering, tilslutninger og andre funktioner.

Vi er ekstra godt tilfredse med den brede formatunderstøttelse (inklusive Dolby Vision på billedsiden og Dolby Atmos på lydsiden) og gode tilslutningsmuligheder med HDMI 2.1, som gør det til et multikompatibelt og fremtidsrettet TV.

OLED-skærmen mangler stadig lidt lysintensitet sammenlignet med QLED-lyskanonerne fra Samsung, og vi havde gerne set, at LG udviklede et mattere kontrastfilter til deres skærme. I lidt mørkere omgivelser er OLED65CX derimod helt enestående, når det gælder sortniveau og dybdefølelse.

Hvis du leder efter et TV til sene aftener med film, serier og spil, er det et perfekt valg!

Karakter
LG OLED CX (OLED65CX6LA)
High End

Også i denne test:

Samsung Q95T (QE65Q95T)

Det bedste allround-TV?

Smart, kontrastrigt og lysstærkt: Samsungs 4K-topmodel Q95T er et fremragende TV til al slags vejr.

Samsung Q95T er et veludstyret TV med imponerende kontrast og saftig lysstyrke, og har et smart skærmfilter, der reducerer refleksioner.
Q95T må klare sig uden det populære HDR-format Dolby Vision. Hvor finmasket LED-lyset så end er, bliver lysfordelingen ikke lige så præcis som på en OLED-skærm.
Læs hele testen
Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

20 år med Ambilight: Her er Philips' hidtil bedste TV

En blændende billedoplevelse

Potent premium-skærm

Stort, ja - men er det godt?

Sony på hjemmebane

Hvilket Frame-TV er det bedste?

Prisbillig TV-underholdning

Philips’ mest blærede TV hidtil?

Now That’s Entertainment!

Gør det gamle TV smartere

Gigantisk Samsung-TV

Billedmaskinen til de rigtig kræsne