Der er ingen tvivl om, at Samsung og LG har været blandt de tydelige trendsettere inden for tv de seneste år. Fra begge at have været outsidere sammenlignet med japanske giganter som Sony og Panasonic er de to koreanske mærker klatret helt til tops i salgsstatistikkerne og kæmper nu om at være øverst på tronen.
Begge nyder fordelen af at have deres egen produktion af LCD-paneler, som gør det lettere at være på forkant med konkurrenterne. Samsung fik et forspring, da de “kuppede” resten af tv-markedet med deres helt tynde LED-baserede LCD-skærme, som nu er blevet den mest udbredte tv-teknik.
Samtidig taler vi om to efterhånden ganske bitre konkurrenter. Et af de områder, hvor selskaberne har været på kollisionskurs, er valget af 3D-teknologi. Mens Samsung har deres aktive lukkerbriller, satser LG knaldhårdt på deres passive, polariserende 3D-briller. Og begge påstår lige hårdnakket, at deres løsning er den bedste. Det har resulteret i flere morsomme reklamekampagner, hvor begge parter roser deres egen fortræffelighed og samtidig udpeger konkurrentens svagheder. Næsten som en fejde mellem BMW og Audi.
I år står fejden om OLED, og hvilken OLED-teknik der er den bedste. Samsung har valgt “ægte” OLED-farvedioder, mens LG bruger hvide OLED med farvefilter foran. Begge dele med sine fordele og ulemper, hvis vi skal tro de to producenter, men et endeligt svar får vi først, når de to OLED-modeller befinder sig på testbænken.
I mellemtiden kører vi en duel mellem Samsungs og LG’s mere “folkelige” LED-topmodeller ES8005 og LM860V i 55 tommers udgave. De må klare sig uden OLED-teknik, men har meget at byde på i form af kraftig billedbehandling, smart-finesser og online-underholdning. Hvilken er bedst og til hvad?
Samsung UE55ES8005
Stilsikker billedskønhed
Samsungs nye topmodel overtager stafetten fra et af sidste års mest populære tv’er. Kan ES8005 leve op til forventningerne?
LG 55LM860V
Lækkert tv for filmentusiaster
LG LM860V er et helt tyndt tv, som frier til dem, der både er optaget af design og billedkvalitet.