Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Samsung QE75Q950R QLED 8K

Pixel-­perfekt!

Med Samsungs opdaterede 8K-TV Q950R er du garanteret ultraskarpe billedoplevelser. Men det koster.

Skrevet af / 04/06/2019 - 09:00
Samsung QE75Q950R QLED 8K
Audun Hage

Glem 4K – nu er det 8K, det drejer sig om, hvis du vil have det heftigste TV i nabolaget. I takt med at TV-skærmene fylder en større del af væggen derhjemme, handler det om at have pixels nok til at fylde dem med et glasklart, sømløst billede!

Samsung kuppede markedet sidste år ved at være den første producent, der lancerede et produktionsklart TV med 8K-opløsning. Og før mange af konkurrenterne har nået at sunde sig, er sydkoreanerne klar med anden generation.

Samsungs flagskibsserie Q950R er højteknologiske TV-skærme til dem, der er ligeglade med et ekstra nul eller to på prisskiltet. 65-tommeren kan blive din for 38.000 kroner og 75-tommeren for 53.000 kroner. Hvis du vil gå helt amok, kan du vælge 82-tommeren til 75.000, men derfra stiger prisen uproportionalt. Topmodellen i Q950-serien måler hele 98 tommer og står til ca. 450.000 kroner. Det koster at være tidligt ude med ny teknologi!

Læs også: 8K TV fra Samsung

Samsung QLED Q950R

Samsung Q950R (2019). (Foto: Samsung)

Det nye Q950R ligner forgængeren Q900R til forveksling, men indeni er meget nyt. Den vigtigste forskel er, at Q950R har fået et nyt billedpanel med de samme landvindinger som årets nye 4K-model, Q90R, med kraftig forbedring af betragtningsvinkel og sortniveau. Q950R har også fået opdaterede HDMI-indgange, der er klar til den nye HDMI 2.1 standard.

Q950 kommer også i flere størrelser end før, hvor det nok er 75 og 82 tommers modellerne, der giver mest valuta for pengene.

OBS: Bemærk, at denne 2019-model hedder Q950R i Europa, mens den i USA går under betegnelsen Q900R (samme som 2018).

Læs også: Alt om Samsungs 2019 QLED-TV’er

Design

Designet er så godt som identisk med sidste års model, med en ret nedtonet udførelse i mørkt børstet metal.

På grund af den omfattende LED-bagbelysning er 8K-skærmen ikke lige så tynd og lækker som de slankeste OLED-skærme. Samsung Q950R er derimod helt fladt på bagsiden uden dele, der stikker ud. Derfor kan det hænges helt ind til væggen ved hjælp af Samsungs eget No Gap-vægfæste.

Hvis du foretrækker at have TV’et stående på et møbel, sørger de to metalfødder for bred eller smal benstilling. De kan gemmes i en “lomme” på bagsiden, hvis du vælger ikke at bruge dem.

Samsung-skærmen er udstyret med et såkaldt Ultra Black-filter, som reducerer spejlbilledet i billedpanelet betragteligt. Skærmglasset er supermat, som det rene sorte hul! Det har en positiv indvirkning på billedkvaliteten, hvilket vi vender tilbage til.

I lighed med andre QLED-modeller anvender Q900R en separat boks til styringselektronik, tilslutninger og strømforsyning. Denne såkaldte One Connect-boks fører alt videre til skærmen gennem et tyndt kabel. 8K-modellen har en lidt kraftigere boks som følge af strøm- og kølebehov, men den bliver ikke særlig varm eller støjende.

Samsung Q950 har et rimelig nedtonet design uden noget, der glimrer – selv Samsung-logoet er godt gemt. De fleste af lækkerierne befinder sig under panseret. (Foto: Samsung)

Brugervenlighed og funktioner

Samsungs Tizen-system har etableret sig som en af de bedre brugerflader, som mange af konkurrenterne søger at kopiere. TV’et er superenkelt at sætte op ved hjælp af mobilen, og den liggende menulinje gør det let at finde frem til forskellige typer indhold og indstillinger.

Nyt på 2019-modellerne er bl.a. en forbedret Ambient Mode, som er Samsungs “pauseskærm”. Den kan vise billeder, grafik, vejrudsigt og lignende, når skærmen er på standby.

2019-modellerne (og enkelte fra 2018) har også Apples nye TV-app indbygget i smart-systemet plus understøttelse af AirPlay 2.

Samsung-skærmen understøtter selvfølgelig HDR, inklusive det nye HDR10+ format. Derimod er der ingen tegn på Dolby Vision-understøttelse. Samsung er nu den eneste af de store producenter, der ikke understøtter Dolby-formatet med dynamiske metadata. Det betyder, at meget Netflix- og Apple-indhold ikke vises fra sin potentielt bedste side.

Opgraderingen til HDMI 2.1 kan være vigtig på længere sigt: Den åbner op for at vise 8K-video med op til 60 billeder i sekundet (8K 60 fps), som sandsynligvis bliver en del af 8K-videostandarden, når den tid kommer.

OBS: Efter hvad Lyd & Billede erfarer, vil den nye One Connect-boks med HDMI 2.1 også blive tilgængelig for ejere af 2018-modellen Q900R. Mere info senere!

Billedkvalitet

8K-video er stadig i en tidlig fase, men at det kommer, er sikkert og vist. De olympiske sommerlege i Tokyo 2020 skal filmes i 8K-opløsning, og den kommende spilkonsol PlayStation 5 vil også være 8K-kompatibel. For ikke at nævne den (så småt) stigende adgang til 8K-indhold fra YouTube.

Men indtil videre handler det i høj grad om at opskalere HD- og 4K-materiale, så det ser godt ud på en 8K-skærm. Det kræver et TV med meget regnekraft og god billedprocessering at fylde de manglende pixels ud.

Pixels er noget, man aldrig kan få for mange af. Jo flere pixels TV’et har, jo mere smelter de sammen til et billede, der ligner virkeligheden. Men i takt med at skærmstørrelsen vokser, øges afstanden mellem de enkelte pixels også, hvilket kan forårsage synlig billedforvrængning såsom savtakker, gittermønster og lignende. Et 75 eller 82 tommers 4K-TV vil derfor ikke se lige så sømløst og skarpt ud som et på 55 tommer med samme opløsning.

Et 4K-TV har 8 megapixel opløsning, hvilket er en hel del. Til sammenligning har et 8K-TV hele 33 megapixel! Det giver en væsentlig højere pixeltæthed (ppi) for en given skærmstørrelse.

For nylig testede vi Samsungs bedste 4K-TV, Q90R, og den vigtigste forskel mellem det og Q950R med 8K er netop skarpheden. En 4K-skærm som Q90R er som udgangspunkt skarp, men 8K-modellen kører den over, hvad angår dybdefølelse, skarphed og generel ægthedsfølelse.

Det fascinerende er også, at den øgede skarphed ikke virker overvældende eller anstrengende for øjnene, snarere tværtimod. 8K-skærmen føles faktisk mere behagelig at hvile øjnene på. Denne følelse varer ved på det meste billedindhold, vi udfordrer 8K-skærmen med. Samsungs AI-opskalering gør et glimrende stykke arbejde med at opskalere SD-, HD- og 4K-indhold til at fylde hele skærmen.

Hvis vi ser bort fra den imponerende skarphed, er der flere ligheder end forskelle i forhold til 4K-modellen Q90R. Det første, vi bemærker, er den brede betragtningsvinkel. Billedet bevarer farve og kontrast, også når man ser skærmen fra siden.

8K-modellen har, ligesom Q90R, en imponerende kontrast og farveintensitet fra top til bund. Lysstyrken er faktisk en tand mere intens med endnu større glød i de lyseste HDR-effekter. Sortniveauet er også imponerende, såvel i mørke som lysere omgivelser. Samsungs særlige Ultra Black-filter skaber en mørk baggrund uden generende refleksioner. Det bidrager til et rigtig godt billede, hvad enten omgivelserne er bælgmørke eller højlys dag.

Lydkvalitet

Billedet kan tage vejret fra dig, men lyden fra 8K-skærmen begejstrer ikke i samme grad. En klassisk fantasy-film som Ringenes Herre: De to tårne har mange storslåede kampscener og stemningsfuld musik, men det hele lyder lidt fladt og uinspirerende. Samsungs egen Intelligent-lydindstilling kan ikke veje op for højttalerens manglende potens. Musik og lydeffekter mangler et ordentligt basfundament, og stemmer lyder lidt indelukket.

Mange af TV-producenterne udstyrer deres flagskibsmodeller med kraftigere højttalere eller endda indbyggede “soundbars”, der giver væsentlig mere spændstig lyd. Samsung regner åbenbart med, at deres kunder vil punge ud for et lydsystem i den seriøse klasse – og det får de nok ret i. Man har brug for en separat Atmos-soundbar med subwoofer for at yde billedet retfærdighed.

Læs også: Samsung HW-N960 Atmos soundbar

Konklusion

Samsung har finpudset og opdateret deres flagskibsskærm på de fleste områder, men den er stadig en kuriositet for de ekstra kræsne TV-entusiaster, der vil have en smagsprøve på fremtiden. Samsung QE75Q950R tilbyder de samme gode kvaliteter og funktioner som 4K-modellen Q90R, men forskellen i billedskarphed er markant. Man skal dog betale en heftig sum for de ekstra pixels! Hvis 50.000 kroner er for stærk kost, er 4K-varianten et langt mere prisgunstigt alternativ.

Karakter
Samsung QE75Q950R QLED 8K

Lyd & Billede mener

Suveræn skarphed og dybdefølelse giver en helt særlig billedoplevelse. Ingen understøttelse af Dolby Vision, og lyden hører ikke hjemme i high-end-klassen.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

OLED-TV på udsalg

Hisense ULED: En OLED-killer?

Lækker og balanceret billedkvalitet

Fremragende gaming-TV

De bedste TV'er på budget

Vi tester TCL's største og billigste TV

De bedste storskærme til serier, sport og spil

De bedste OLED-TV'er

Større tv på et budget

Farvestrålende entertainment-TV

Luksuriøst OLED-TV fra Loewe

Samsung TQ98Q80C: King size TV!

Lyd & Billede
Scroll to Top