Samsung er verdens største TV-producent, og når det gælder deres flagskibsmodeller, kan sydkoreanerne godt lide at køre den helt ud – ligesom de gør på mobilfronten. Flagskibs-TV’et QN900A kan ganske vist hverken foldes eller bøjes, men til gengæld er det et af de tyndeste TV’er, vi har set, og afgjort et af de skarpeste!
Samsung QN900A er slankt på ydersiden, men indeni er det fuld af billedmæssige lækkerier. Måske vigtigst af alt er det barberbladsskarpe Neo QLED 8K-billedpanel, der anvender den nye Mini-LED-teknologi. Tusindvis af lysdioder skal sørge for væsentlig stærkere kontrast. Desuden har Samsung udstyret TV’et med et arsenal af højttalere, som skal bidrage til at løfte lydoplevelsen.
Til over 50.000 kroner er det ikke nogen billig billedmaskine, vi taler om. Så spørgsmålet er, om Samsung QN900A kan måle sig med konkurrenterne og har den X-faktor, der gør, at man gerne betaler den stive pris.
Design
Det er præcis et år siden, vi testede Samsungs forrige topmodel, Q950TS, som introducerede designkonceptet Infinity. Navnet refererer til en ultratynd, næsten kantløs metalramme, som fremhæver billedet og får TV’et til at virke langt mindre, end det faktisk er.
Samsung viderefører Infinity-designet på årets topmodel, men har selvfølgelig lavet nogle små ændringer. TV’et står ikke længere skråt tilbagelænet, men lige op og ned, som det sig hør og bør. Dermed undgår man problemer med lysrefleksion fra loftet og ikke mindst eventuelle geometriske problemer med billedet, hvis man sidder lavt i forhold til skærmen. Design er godt, men billedet er trods alt det vigtigste!
Ud over at have en millimetertynd ramme er skærmen også kun 1,6 cm tyk set fra siden. Det er ret imponerende, i betragtning af at skærmen er pakket med LCD-panel, QLED-farvefilter og Mini-LED-lysdioder plus en mængde højttalere.
Det slanke, rammeløse design er flot at se på, men har også en praktisk fordel, idet TV’et i sig selv fylder mindre rent fysisk. Samsung har også taget hensyn til, at mange nok vil placere TV’et i et hjemmemiljø med mange vinduer og meget lys. QN900A er udstyret med et antirefleksfilter, der reducerer spejling af omgivelserne.
Ny, slankere samleboks
Grunden til, at Samsung QN900A kan gøres så tyndt, er at meget af elektronikken samt strømforsyningen er gemt i den separate samleboks Slim One Connect Box. Den indeholder alt, hvad man har brug for af tilslutninger, og leder både strøm og signal til skærmen via et enkelt kabel.
Boksen kan gemmes af vejen i en reol, hvilket er praktisk, hvis TV’et skal hænges på væggen. Alternativt, hvis TV’et skal stå på et møbel, kan boksen nu også sættes fast på bagsiden af foden.
Den nye samleboks gør ligeledes, at Samsung QN900A nu kan prale af fuld HDMI 2.1-understøttelse på alle fire indgange (40 Gbit/s båndbredde) og dermed mulighed for video-overførsel i 8K 60 fps kvalitet. Desuden understøtter det vigtige gaming-funktioner som 4K 120 fps, Variable Refresh Rate (VRR) og Auto Low Latency Mode (ALLM).
Brugervenlighed og funktioner
Q900A kommer med brugerfladen Tizen om bord, som vi kender fra andre Samsung-modeller. Den har en stor og tydelig menulinje, der giver hurtig adgang til de vigtigste funktioner og tjenester. Her finder man også en “indholdsfortegnelse”, som man selv kan skræddersy med de mest sete kanaler og streaming-tjenester.
Samsung udmærker sig også ved et bredt udvalg af apps: Ud over Netflix, HBO og Amazon er der også nyere tjenester som Apple TV+, Disney+ og Paramount+ med masser af indhold. Forudsat at man har et abonnement, selvfølgelig.
Vi skal heller ikke glemme Samsung TV+, som er deres egen gratis TV-tjeneste. Men her er billedkvaliteten ikke helt en 8K-skærm værdig.
Da QN900A jo er et TV med 8K-opløsning, skulle det også bare mangle, at det giver mulighed for at vise ægte 8K-indhold. Heldigvis understøtter Samsung-skærmen den vigtige AV1-codec, som gør det muligt at vise tilgængelige YouTube-videoer med 8K-opløsning.
Billedkvalitet
Selv om QN900A har et slankt og lækkert ydre, er det selvfølgelig ydelsen i praksis – billedgengivelsen – vi er mest interesseret i. Her kommer Samsung-skærmen bevæbnet med et topmoderne billedpanel af typen Neo QLED. Det er i praksis en LCD-skærm med et quantum dot-farvefilter, som nu også har fået Mini-LED bagbelysning på indersiden.
Mini-LED, siger du? Ja, disse nye lysdioder er faktisk kun 1/40 af størrelsen på traditionelle lysdioder, og det giver plads til langt flere lyskilder på et givet skærmareal. De kan inddeles og styres i langt flere, mere finmaskede zoner. I Samsung QN900A taler vi om hele 1.920 zoner. Til sammenligning havde sidste års model Q950TS med almindelig LED “kun” omkring 400 zoner.
Vi har allerede gode erfaringer med Mini-LED-bagbelysningen fra 2021-modellen QN95A, og der er ingen tvivl om, at teknologien har sine fordele, især når det gælder krævende og kontrastrige HDR-scener.
Tag f.eks. action-favoritten Extraction. Da elitesoldaten Tyler Rake (Chris Hemsworth) havner i håndgemæng med nogle brutale kidnappere, sker det i et halvmørkt rum med flimrende sollys ind ad vinduerne. Små, men intense solstråler kan indimellem fylde dele af skærmen, mens Tyler gør kort proces med modstanderne.
Den kaotiske scene kan let virke lidt bleg og grovkornet på visse LCD-TV’er, men her udviser Samsung stram kontrol. Bevægelserne er sømløse, skarpheden er rigtig god, og det flimrende sollys ser blændende stærkt ud. Og vigtigst af alt, så sker det, uden at lyset “bløder over” og påvirker de mørke partier i generende grad. Det kan vi helt sikkert takke Mini-LED for.
Når det er sagt, så er der stadig et stykke vej, før Mini-LED kan konkurrere med OLED på netop lyspræcision. Vi kan stadig ane nogle små lysglorier omkring lyse objekter, hvilket tyder på, at TV’ets local dimming godt kunne have været endnu mere finmasket.
Samsung-skærmen viser sig også at have glimrende opskalering og støjreduktion. QN900A kan få selv gamle video-optagelser til at se rigtig flotte ud. En gammel HD-film som Beverly Hills Cop ser både skarp og detaljeret ud på den store 75-tommer med glimrende støjreduktion, og så længe vi holder os til den neutrale Film-indstilling, er farvegengivelsen meget tro mod originalen.
Gaming-mode
Samsung-skærmen har en særlig billedindstilling til gaming, der reducerer billedprocesseringen til fordel for lavere forsinkelse (input-lag). Den er også udstyret med en separat spilmenu – Game Bar – der giver os fuldt overblik over de spilrelaterede indstillinger.
Vi målte forsinkelsen helt ned til 5 millisekunder, hvilket er lynhurtigt. Samtidig bemærkede vi dog, at Mini-LED-bagbelysningens local dimming blev lidt mindre præcis. Med andre ord ofrer man lidt kontrast og lysstyring til fordel for den lavest mulige forsinkelse. Så til adventure-spil, hvor billedoplevelsen betyder mere, end hvor hurtig man er på aftrækkeren, er det nok bedre at vælge en anden indstilling.
Suveræn skarphed
Det er imidlertid med ægte 8K-indhold, at Samsung-skærmen sætter det sjette (ottende?) gear ind. Via filmskabere som Eugene Belskys og Phil Hollands YouTube-kanaler får vi optagelser af natur og landskaber, ekstreme nærbilleder af dyr og andre objekter at se. Disse videoer har én ting tilfælles: De ser skræmmende livagtige og naturtro ud!
Samsung QN900A serverer videoerne med suveræn billedskarphed, som selv andre 8K-skærme kan have svært ved at matche. En ellers stærk konkurrent som Sony XR-75Z9J når ikke helt op på siden af den billedoplevelse, som Samsung giver i dette tilfælde – netop fordi det ikke understøtter YouTube i 8K-version. Det er synd for Sony, men bestemt et es i ærmet for Samsung.
Hvis man vil have fuld glæde af 8K-kapaciteten, skal man dog også have en kraftig, stabil internetlinje. Vi oplevede indimellem, at Samsung-TV’et måtte stoppe og indlæse under de heftigste klip.
Stadig ingen Dolby Vision
Det vigtige HDR-format Dolby Vision glimrer fortsat ved sit fravær på Samsungs TV-skærme, inklusive flagskibet QN900A. Som bekendt tilbyder Netflix mange af deres film og serier i Dolby-format, ved siden af det almindelige, statiske HDR10-format. Men også andre streaming-tjenester som Apple TV+ og Disney+ sværger nu til Dolby på nogle af deres mest populære produktioner.
At Samsung undgår Dolby, skyldes nok ikke kun licensomkostningerne (de understøtter trods alt Dolby Atmos-lyd), men også at det sætter visse grænser for, hvad billedprocessoren kan gøre: Billedprocesseringen er i praksis “låst”, når Dolby Vision er aktiveret, og producenten kan ikke få alting, som de gerne vil have det.
Under alle omstændigheder betyder den manglende formatunderstøttelse, at nogle produktioner må ses i “almindeligt” HDR10-format, uden de ekstra billedoplysninger, som Dolby giver i form af dynamiske metadata. QN900A er imidlertid udstyret med en kraftig videoprocessor, der efter bedste evne forsøger at kompensere for dette med såkaldt tone-mapping og anden kontrastforbedrende billedmagi.
Lydkvalitet
Samsung QN900A er udstyret med et såkaldt OTS Pro-lydsystem (Object Tracking Sound), der består af hele ti højttalerenheder placeret på bagsiden og ude i kanterne. Hensigten er at give et lydbillede, der er lige så stort som skærmen.
Og lydgengivelsen er slet ikke værst. Der er god klarhed i dialogerne med distinkt diskant og tydelig mellemtone. TV’et har også ekstra bashøjttalere, som bidrager med ekstra fylde til musik og lydeffekter.
Når det er sagt, så kan lydgengivelsen ikke måle sig med den lyd, man får fra en ordentlig soundbar. De små højttalere lyder lidt anstrengt på høj volumen, og især bashøjttalerne giver nogle uhyggelige signaler fra sig om, at de ikke trives så godt på fuld tryk.
Vi mener helt klart, at Q900A fortjener at blive matchet med en god soundbar med subwoofer. Her er det fristende at anbefale Samsungs egen topmodel Q960A (alternativt Q910A uden baghøjttalere), som vi allerede har gode erfaringer med. Så kan man også drage fordel af Q Symphony-funktionen, som kombinerer soundbaren med TV’ets egne højttalere for at skabe et endnu større lydbillede.
Konklusion
Samsungs flagskibs-TV QN900A ser meget imponerende ud med sit tynde kabinet og sin næsten usynlige indramning. Årets model har desuden fået en opgradering på billedfronten i form af den præcise og kontrastrige Mini-LED-bagbelysning. Læg hertil muligheden for at se indhold med barberbladsskarp 8K-opløsning fra bl.a. YouTube samt et bredt spektrum af apps og tjenester, og vi har et TV, der ser imponerende ud, uanset om det er tændt eller slukket.
Igen er det primært på ægte 8K-indhold, at Samsungs topmodel virkelig brillerer. Og selv om Samsung har sænket prisen på årets topmodel med nogle tusind kroner, er Q900A stadig blandt de dyrere TV-modeller på markedet. Derfor vil det helt sikkert være et TV for de særligt interesserede.
Hvis man går mindre op i design og mere i ydelse pr. krone, findes der helt sikkert bedre køb derude – deriblandt Samsungs glimrende 4K-topmodel QN95A eller Sonys A90J OLED, for bare at nævne nogle få. Men hvis man vil have en forsmag på fremtidens 8K-billedformat og er villig til at betale for det, kan vi helt klart anbefale Samsung Q900A.
Kalibrering af Samsung QN900A
Samsung QN900A understøtter kalibreringsprogrammet CalMAN AutoCal. Ved at koble TV’et til en PC/Mac og det nødvendige måleudstyr kan man både måle og evt. korrigere for afvigelser i farvebalance og gråtoneskala.
Ved måling af gråtoneskalaen i billedindstillingen Film (SDR) opnåede vi en gennemsnitlig delta-afvigelse på 4,3. Det er en ret høj afvigelse, et godt stykke over tolerancen på 3. Efter en runde med AutoCal fik vi dog presset afvigelsen ned til 0,3, hvilket er rigtig godt. Gråtoneskalaen lader sig altså autokalibrere meget præcist.
Vi formåede derimod ikke at opnå et lige så jævnt resultat ved kalibrering af farverne. Samsungs skærme er typisk lidt ikke-lineære i farvegengivelsen, hvor især de blå farver er overmættede. Autokalibreringen virkede heller ikke her, og vi måtte i stedet ty til manuel kalibrering. Farvegengivelsen blev målt til en gennemsnitlig delta-afvigelse på 4,2 før kalibrering og yderst acceptable 1,3 efter kalibrering.
Med fare for at gentage os selv: Samsung kunne med fordel have en mere lineær farvedekodning, og vi savner mulighed for manuelt at justere farvetone, mætning og lysstyrke for både primær- og sekundærfarverne, som mange af konkurrenterne nu tilbyder.
God lysstyrke, men også nogle halo-effekter
Samsung QN900A er udstyret med et LCD-panel med Mini-LED-bagbelysning, som udmærker sig ved god lysstyrke. Vi målte lysstyrken til omkring 1300 nit ved 10 procent vindue i Film-indstilling. Det er noget lavere end 4K-modellen QN95A, der clockede ind på hele 1700 nit ved 10 procent skærmareal.
En anden ting, vi bemærker, er at vores testbilleder frembringer en tydelig halo-effekt omkring hvide felter på sort baggrund. Vi registrerede også en underlig tendens til midlertidig indbrænding, hvilket er usædvanligt på en LCD-skærm.
For at opsummere, så er Samsung-skærmen ret afvigende i gråtoneskala og farver, som den kommer med fabriksindstillinger lige ud af æsken. Derfor kan det helt klart betale sig at køre en kalibrering på den. Gråtoneskalaen kan let kalibreres via AutoCal i SDR-tilstand, mens farvegengivelsen kræver mere manuel finjustering.
Al kalibrering er udført af Gorm Sørensen fra ProCal. Gorm er en ISF- og THX-certificeret kalibreringsekspert med mange års erfaring inden for både TV/AV, biograf og broadcasting.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer