At få et TV til at ligne et maleri er en illusion, som mange producenter har forsøgt at opnå. Men indtil videre er det Samsung, der er lykkedes bedst. Takket være det smarte design med udskiftelige rammer i forskellige træfarver har The Frame en særlig evne til at glide ind i omgivelserne. Og når man ikke ser TV, skifter det til digitalt galleri og viser kunst eller dine egne familiefotos på skærmen. Det har gjort Frame til et populært valg i mange interiørbevidste hjem.
Til modelåret 2020 har Samsung lanceret en ny og forbedret 4. generation, hvor det meste ser magen til ud på ydersiden. Til gengæld er der flere ændringer indeni. The Frame LS03T anvender et helt nyt billedpanel – LCD med Dual LED-teknologi – der lover store forbedringer på kontrast og betragtningsvinkel.
Desuden introduceres to nye skærmstørrelser, hvilket gør The Frame tilgængeligt fra 32 og helt op til 75 tommer. Dermed skulle det være muligt at udstyre alt fra køkken til hjemmebiorum med et ramme-TV, hvis man vil.
Design
Samsung har ikke ændret på designopskriften siden sidst. Det nye LS03T har nøjagtig samme stramme og retlinede udførelse som tidligere generationer af The Frame.
Den eneste undtagelse er et lidt anderledes design på fødderne og på bagsiden af apparatet. Det har dog ikke nogen særlig betydning, da de fleste nok vil hænge Samsung-skærmen på væggen ved hjælp af det medfølgende No Gap-vægbeslag, der sørger for at montere TV’et helt ind til væggen.
Alle tilslutninger gøres via Samsungs eksterne One Connect-samleboks, der kun har et tyndt strøm- og signalkabel op til TV’et. Den medfølgende ledning måler 5 meter, og en endnu længere er tilgængelig som ekstraudstyr. Det gør det let at få en pæn installation uden kabelsalat hængende ned fra TV’et.
De udskiftelige rammer – som er ekstraudstyr – er selve essensen af The Frame. De fastgøres på ydersiden ved hjælp af magneter og fås i en række forskellige farver. Disse rammer er efter vores mening et must, da TV’et er nøgent og kedeligt at se på uden. Derfor er det positivt, at Samsung og Elgiganten i år har valgt at sætte prisen ned til 800 kroner – ca. det halve af, hvad de kostede før.
Brugervenlighed og funktioner
Samsungs brugerflade Tizen har fået en lille ansigtsløftning i år: Grafikken er blevet skarpere, samtidig med at farverne er blevet mere behagelige for øjnene end den hvide menu fra før. Menusystemet er meget hurtigt og intuitivt, og fungerer glimrende sammen med den slanke, ergonomiske fjernbetjening. Som anvender Bluetooth og derfor er langt mindre retningsfølsom end almindelige, infrarøde fjernbetjeninger.
Samsung har i øvrigt udvidet deres i forvejen brede app-udvalg: Ud over Apple TV-app’en og understøttelse af AirPlay 2 finder man nu også musiktjenesten Apple Music om bord. Videobutikken Rakuten er også ny og tilbyder streaming af film og serier i 4K HDR-kvalitet. Desuden er apps som Netflix, HBO, Canal Digital og Amazon Prime lettilgængelige fra startmenuen. Og man kan selv indrette menuen med de tjenester, man foretrækker.
HDMI 2.1
2020-modellen af The Frame har også fået en ny One Connect-samleboks med nogle vigtige opdateringer. HDMI-indgangene anvender nu den nye HDMI 2.1-standard med understøttelse af en række avancerede funktioner. Deriblandt 4K-video med op til 120 billeder i sekundet (High Frame Rate/HFR), Variable Refresh Rate (VRR) og Auto Low Latency Mode (ALLM).
Disse standarder vil især blive relevante i forbindelse med næste generation af spilkonsoller for at sikre optimal ydelse og mindst mulig forsinkelse (input-lag). Og apropos lav forsinkelse, så målte vi Samsung-skærmen til rekordlave 5 millisekunder i spilindstillingen, med bevægelsesudjævning slået fra. Med Motion Plus (der er optimeret til spil) aktiveret endte vi på mellem 20 og 30 millisekunder.
Bemærk, at det kun er 55, 65 og 75 tommers versionerne af The Frame, der understøtter de nyeste HDMI-funktioner. De mindre 32, 43 og 50 tommers versioner har 50 Hz panelfrekvens i stedet for 100 Hz og vil derfor ikke understøtte indstillinger med højere billedfrekvens (HFR, VRR og 4K 60 fps). 32-tommeren må i øvrigt klare sig med Full HD 1080p-opløsning.
Sidst, men ikke mindst har The Frame fået den opgraderede lydreturkanal eARC med langt højere båndbredde end før. Det muliggør bl.a. højopløst lydoverførsel (192 kHz/24 bit) til f.eks. Atmos-kompatible soundbars via HDMI.
Art Mode: Digitalt kunstgalleri
Når man slukker TV’et, vækkes billedfunktionen i The Frame til live. Her kan man vælge at uploade et eller flere af sine egne billeder og lave en stemningsfuld collage.
Desuden kan man abonnere på Samsungs Art Store, som giver adgang til mere eksklusive værker af kendte kunstnere og fotografer. Her er der mere end 1.200 forskellige motiver at vælge imellem. Tjenesten er gratis i tre måneder, efter at man har købt TV’et. Derefter koster den 39 kroner om måneden.
2020-versionen af Art Store er blevet opgraderet med en kuratorfunktion, der anbefaler billeder baseret på dine egne præferencer. Kunsten er også bedre kategoriseret end før, hvilket gør det lettere at finde passende motiver.
Nyt i år er desuden, at Frame-modellerne får Samsungs Ambient Mode. Denne standby-indstilling adskiller sig fra kunstindstillingen ved at kunne efterligne væggen bagved, vise information som klokken og vejrudsigt på skærmen og meget mere.
Billedkvalitet
Som nævnt er der ingen større ændringer i designet på årets The Frame-model. Rosinen i pølseenden er derfor det opgraderede billedpanel, som skal luge ud i nogle af svaghederne fra tidligere årgange.
Tidligere The Frame-modeller har haft et relativt almindeligt LCD-panel med kantbelysning, uden avancerede løsninger som Direct LED eller local dimming, og måtte derfor nøjes med gennemsnitlig kontrast. Sidste års version (LS03R) fik imidlertid en opgradering i form af QLED-farvefiltre og øget processorkraft, hvilket gav et mærkbart løft i billedkvaliteten.
I år er det selve bagbelysningen, Samsung har ønsket at gøre noget ved: 2020-modellen har stadig kantbelysning, men anvender nu to forskellige typer lysdioder (Dual LED) med henholdsvis kold og varm hvid farvetemperatur. Det skal bidrage til en mere jævn farvebalance og væsentlig bedre kontrast samt mindre lyslækage end på forgængerne. Til og med betragtningsvinklen skal være forbedret ifølge Samsung.
Spørgsmålet er, om Dual LED reelt giver en billedmæssig gevinst, eller det bare er “kejserens nye klæder”. For at se nærmere på det satte vi QE55LS03T op på testbænken ved siden af 2019-modellen LS03R, som vi allerede har god erfaring med.
Vi går direkte til materiale af høj kvalitet: 4K Blu-ray-filmen Gemini Man med Will Smith i hovedrollen kommer i krystalklar 4K HDR og med 60 billeder i sekundet. Med kildemateriale som dette bør begge TV’er vise sig fra deres bedste side. Og det tager ikke lang tid at konstatere, at det nye LS03T har nogle solide fortrin!
Det første, der slår os ved direkte sammenligning, er at 2020-modellen har væsentlig mere jævn lysfordeling og en bredere betragtningsvinkel. Farverne ændrer ikke i samme grad karakter, når vi bevæger os ud til siden, som på 2019-modellen.
Sidste års model LS03R har i forvejen ret imponerende farvegengivelse, men også her har 2020-modellen fået et klart løft. Farverne er mere nuancerede og har mere jævne schatteringer fra mørkt til lyst. Generelt er der meget mere tryk på farverne, uden at det ser ud til at have nogen negative sideeffekter.
Den scene, hvor Will Smiths karakter bliver vækket af indbrudsalarmen, er meget mørk og dunkel, men med enkelte lyse detaljer – en stor udfordring for enhver LCD-skærm. Her har 2019-modellen desværre en tendens til at drukne de mørkeste detaljer i et blåligt lysskær. Den formår ganske enkelt ikke at gengive de mørkeste partier.
Det bliver mere markant, når vi bevæger os ud til siden i forhold til skærmen, og understreger et problem, der er ret udbredt på almindelige VA LCD-skærme.
Går vi over til 2020-modellen med Dual LCD, er det tydeligt, at den tackler de dunkle scener meget bedre. For det første er sortniveauet væsentlig dybere. LS03T kan gengive mørkere detaljer uden at “crushe” i sort, og desuden ligner de mørke toner mere ægte sort uden den kedelige tendens til blåstik.
I den scene, hvor superagenten Henry Brogan (Smith) kæmper med en yngre version af sig selv, er der også en kraftig lommelygte i billedet, og her har 2020-modellen langt stærkere kontrast og lysintensitet mod den mørke baggrund. Dette indtryk varer ved, når vi betragter skærmen lidt fra siden.
For os er der ingen tvivl. De forskelle, vi ser, er klart i Dual LED’s favør. Men når det er sagt: Selv om The Frame har væsentlig bedre kontrast end de fleste kant-LED-baserede TV’er, er der stadig et godt stykke vej, før det kan måle sig med de sejeste high-end-skærme.
Det nye LED-lys fungerer imponerende, men uden mulighed for at variere lysstyrken forskellige steder på skærmen – såkaldt local dimming – så præcist som en ægte bag-LED- eller OLED-skærm vil det ikke opnå lige så god kontrast. Alligevel er det et solidt skridt i den rigtige retning, især i betragtning af prisen.
Lydkvalitet
Samsung The Frame er udstyret med stereohøjttalere og 2 x 10 watt udgangseffekt. De undermonterede højttalere giver en tydelig og fyldig lyd med god klarhed i stemmegengivelsen. Alligevel vil det nok være fristende at supplere med en passende soundbar og trådløs subwoofer.
Her skal det nævnes, at Samsung har en serie soundbars på vej, der er lavet til at matche deres livsstilsprodukter: Den nye S60T-serie, der er beklædt med eksklusive tekstiler fra Kvadrat, og som forventes til juni.
Konklusion
Samsung The Frame har længe været en af vores favoritter, hvad design og brugervenlighed angår, og med den nyeste innovation på panelfronten – Dual LED – er billedkvaliteten også blevet rigtig god. Både kontrast, farver og betragtningsvinkel er synligt forbedret i forhold til 2019-modellen, hvilket gør, at The Frame kan hævde sig mod sejere konkurrenter end før.
Det er ikke nødvendigvis TV’et for dem, der vil have ekstrem ydelse – til det formål findes der endnu mere kontraststærke OLED- og Direct LED-skærme. Men hvis du leder efter et godt allround-TV med et flot billede, smarte løsninger og interiørvenligt design, er The Frame stadig et af de bedste køb.
3 kommentarer til “Samsung The Frame QE55LS03T (2020)”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Hvor meget har forskellene fra 50” til 55” at sige? Lyden er ligegyldig for mig, da der er Sonos 5.1 tilsluttet.
Hvor meget har Hertz at sige? Jeg har et 2019 43” og vil købe et 50” 2020. Men jeg læser nu at 2019 har 100hertz og 2020 50” kun har 50hertz.
Hei Rasmus! Forskjellen mellom 50/60Hz vs 100/120Hz er ikke kritisk med vanlig TV-innhold, men en 100/120Hz TV vil kunne gi glattere bevegelser og bedre bevegelsesskarphet i noen tilfeller. Og dersom du overveier på bruke TV-en med de nye spillkonsoller (PS5/Xbox Series X har støtte for opptil 4K/120fps på enkelte spill) kan det være verdt å ta med seg. Mvh Audun 🙂