Det er blevet almindeligt at gå en skærmstørrelse eller to op, når man skal købe nyt tv. Omend “storskærm” er blevet et lidt udvandet begreb! 55-65 tommer er nærmest allemandseje nu, og de, der søger tv-oplevelser ud over det sædvanlige, sigter gerne endnu højere.
Som tidligere tests har vist, er der mange gode køb i 70-75-tommersklassen. Men hvis du virkelig vil overtrumfe naboen, må du ty til endnu tungere skyts!
Samsung er først ude med et 4K-tv på hele 82 tommer, hvor prisen ligger på den behagelige side af 50.000 kroner. Selv om den sydkoreanske producent har endnu større skærme i sortimentet (f.eks. luksusmodellen The Wall), er den aktuelle en af de få kæmpeskærme på markedet, der ikke koster det hvide ud af øjnene.
Med sin 82 tommers skærmdiagonal er den en stor tand større end selv 75-tommerne. Og på spørgsmålet om, hvorvidt det så kan oversættes til større billedoplevelser, kan vi ikke svare andet end et rungende “ja”!
Samsung UE82NU8005
Lad det være sagt med det samme: Det er ikke nogen spøg at få sådan en kolos ind i huset – hvis du i det hele taget kan få den hjem fra butikken! Hvis du har en stor stationcar, kan du sagtens få plads til en 65- eller en 75-tommer, så længe du tager den ud af kassen. Men 82 tommer kan du godt glemme! Derfor anbefaler vi at bestille den færdigleveret til døren.
Samsung-skærmen er imidlertid nem at håndtere, når man først har fået den ud af kassen (dem med en loftshøjde på mindre end 250 cm kan dog få problemer). Den er ikke specielt tung, og fødderne sættes på uden skruer, ligesom afstanden mellem dem kan tilpasses til bredden på dit tv-møbel (80/160 cm).
Med en størrelse på næsten to kvadratmeter (183 x 105 cm) vil UE82NU8005 være dominerende i enhver stue. Når det er sagt, så fremstår tv’et relativt slankt med meget lidt overflødig masse rundt om selve panelet. Skærmen står stabilt på bordet og virker mere solidt bygget end de mindre udgaver. Bagsiden er glat og fin med indfældede spor til kabler, der kan trækkes skjult gennem foden.
Brugervenlighed og funktioner
Samsung har droppet den eksterne Mini Connect-boks på årets model. I stedet skal tilslutninger foretages direkte via et indfældet panel på bagsiden. I vores øjne er det lidt synd, da det kan være ekstra besværligt at nå stikkene i 82-tommerens tilfælde – især hvis man har tænkt sig at vægmontere den.
Når tilslutningerne først er ordnet, er skærmen nem at sætte op. Samsungs Smart Setup leder os hurtigt gennem indstillingerne, og man kan bruge mobilen til at logge ind på de tjenester, man abonnerer på (Netflix, Spotify osv.).
NU8005 kan også genkende de forskellige typer apparater, du har tilsluttet (tv-boks, Blu-ray-afspiller, spilkonsol osv.) og give dem de rigtige navne på menulinjen. Det genkendte straks vores Xbox One og skiftede til den passende spil-mode. Den kompakte fjernbetjening kan programmeres til at styre det meste.
På app-fronten har man et bredt udvalg af tjenester at vælge imellem, heriblandt Netflix, HBO, YouTube og Amazon, for bare at nævne nogle få – alle i 4K HDR-version.
Sidste skrig på smart-fronten er selvfølgelig stemmestyring. Samsung vil understøtte flere af disse tjenester, efterhånden som de bliver tilgængelige i Norden, men det er endnu for tidligt at teste. Demo-modellen lod os imidlertid tjekke indholdet i Samsungs smart-køleskab!
Den ultimative spilskærm?
Årets Samsung-sortiment har fået flere nye funktioner, som bejler til spilentusiasterne. Som nævnt registrerer UE82NU8005 automatisk, hvilken slags spilkonsol du har tilsluttet, og føjer den til menulinjen. Desuden skifter det automatisk til en lynhurtig gaming-mode ved valg af indgang.
Den såkaldte Auto Game Mode Plus giver rekordlav forsinkelse helt ned til 15 millisekunder ved at slå næsten al billedprocessering fra. Samsung har også inkluderet en “mellemindstilling”, der er velegnet til mindre krævende, men grafisk lækre strategispil.
Vi testede Samsung-skærmen med Fortnite på Xbox One, og der er ingen tvivl om, at spiloplevelsen løftes til nye højder med en billedkvalitet (og størrelse!) af denne kaliber.
Billedkvalitet
Samsungs tv er et imponerende syn, allerede før vi har tændt for det. Med sit 182 cm brede billede byder det på et gigantisk billedareal på næsten to kvadratmeter! Det er knap 60 procent mere end en almindelig 65-tommer og 120 procent større end en 55-tommer. Det spiller selvfølgelig også en stor rolle for, hvordan billedkvaliteten opleves i praksis. Med en almindelig betragtningsafstand på tre meter får man et billede, der fylder synsfeltet og kan give en skræmmende livagtig, næsten håndgribelig følelse.
Indvendig er Samsung UE82NU8005 udstyret med et 4K LCD-panel af god kvalitet, komplet med udvidet farveområde, HDR-understøttelse og det hele. Alligevel er der ikke en kompromisløs high-end-model, vi har med at gøre: F.eks. må man kigge langt efter fuldværdig LED-bagbelysning med local dimming. Samsung er i stedet gået efter den enklere og billigere kant-LED-teknologi.
De oplyser også, at 75 og 82 tommers modellerne har lidt lavere lysstyrke (maksimalt ca. 600 nit) i forhold til de øvrige modeller i NU8005-serien, formentlig for at holde strømforbruget – og prisen – under kontrol.
Trods disse kompromiser er der ingen tvivl om, at den generelle billedkvalitet er strålende. Samsung-skærmen har for det første en imponerende jævn lysfordeling uden generende indslag af “clouding”. Selv om vi kan se tendenser til små lysere partier på sort baggrund, er det forsvindende lidt i forhold til de skrækeksempler, der også findes derude.
Sortniveauet er også godt, faktisk blandt de bedre, vi har set fra en kant-LED-skærm. Samsung kører en software-baseret local dimming, der får ekstra detaljer frem i mørke partier.
Farvegengivelsen er ligeledes klart godkendt. Vi testede skærmen med udsendelser fra fodbold-VM, og den får virkelig farvenuancerne i græs og spillerdragter frem. Når sandt skal siges, er der få skærme, vi hellere vil se fodbold, tennis eller andre sportsgrene på. UE82NU8005 har ganske vist ikke et lige så bredt farvespektrum som topmodellen Q9FN med Quantum Dot-teknologi – hvilket især er mærkbar i de røde farvetoner – men det er fuldt på højde med konkurrenterne.
UE82NU8005 har en skarphed og en detaljerigdom i særklasse. Det store billedareal passer perfekt til at vise 4K-indhold i al sin pragt, da det kaster lys på detaljer, som har let ved at forsvinde på mindre skærme.
Vi kan lige så godt nævne det først som sidst: Til en skærm af denne kaliber SKAL man have en UHD Blu-ray-afspiller for virkelig at få udbytte af den saftige skarphed! Netflix og YouTube har en del flot 4K-indhold, men intet kan måle sig med den knivskarpe kvalitet, man får fra lavkomprimerede Blu-ray-film.
Samsung-skærmen tackler de fleste typer videoindhold i strakt arm. Det er først og fremmest på HDR-video, at den kommer lidt til kort. Lysstyrken, sortniveauet og den resulterende kontrast er ikke helt på højde med den ydelse, man får fra de bedste 65 og 75 tommers modeller i samme prisklasse.
For os, som på det seneste er blevet forkælet med den vilde kontrast fra Samsungs eget Q9FN, er NU8005 unægtelig lidt blegt i sammenligning. Det bemærkes især på HDR-film og en tv-serie som Stranger Things, hvor der er mindre dybde i den mørke ende kombineret med lavere intensitet i de lyseste nuancer.
Lydkvalitet
NU8005-serien har et lidt mere avanceret lydsystem end de mere overkommelige Samsung-modeller. Det kan prale af et 2.1 højttalersystem med separat bashøjttaler på bagsiden samt 40 watt udgangseffekt – noget, man afgjort kan høre. Her får du en fyldig og kraftfuld lyd med brugbar basrespons, som også formår at spille relativt højt uden at lyde presset. Selv om det ikke kan måle sig med lydkvaliteten fra en dedikeret soundbar, er det langt bedre end standarden.
Det er også værd at nævne, at tv’et har trådløs Bluetooth-lydudgang til hovedtelefoner – rart, når man vil spille spil eller se film om natten.
Konklusion
Meget vil have mere, og i en verden af 65 og 75 tommers modeller fremstår Samsungs 82-tommer som et spændende alternativ. Relativt “overkommelige” storskærme som denne har det med at skuffe billedmæssigt, men det gælder ikke i Samsung UE82NU8005’s tilfælde: Her får du et kolossalt stort, skarpt og farverigt billede til en meget interessant pris, som sandsynligvis vil blive endnu rarere i fremtiden.
En storskærm, vi trygt kan anbefale!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer