HX920 kommer omkring dette ved at være have en masse dioder monteret bag selve skærmen, kendt som local dimming, og kan på denne måde i langt højere grad styre nøjagtigheden af lys og dermed også farver. Tidligere betød det en knap så flad fladskærm, men Sony har alligevel formået at få en flot slank profil.
Monolith
Hele fronten dækkes af en plexiglas-flade, der, når fjernsynet er slukket, fremstår som én stort sort flade. Det er utrolig elegant at se på og kendes som Monolith-designet, der blev introduceret af Sony i januar 2010. I tændt tilstand ryger lidt af elegancen, idet man nu kan se, hvor bred rammen faktisk er. Det er lidt synd. Hvem køber et fjernsyn, der gør sig bedst, når det er slukket?
Fjernsynet monteres på en fod, der kan drejes til siderne, og hvis man investerer lidt ekstra, kan man få en stor metalfod med indbyggede højtalere. Desværre har fjernbetjeningen ikke samme elegante touch over sig, men virker mildt sagt temmelig stor og klodset. Den stammer ligeledes fra Monolith-introduktionen tilbage i 2010.
Fremragende billede
Netop på grund af LED-bagbelysningen udviser denne skærm et ufattelig flot sort-niveau samt dybe og levende farver. Local dimming-systemet sikrer en overlegen styring af baggrunds-belysningen, og jeg oplevede derfor ikke nogen problemer med ujævn belysning, som ellers er et stort problem på større LED-tv’er.
Den dybe sorte farve har dog til tider en lidt for høj pris, når vi går ned i detaljerne. Billedet er ganske enkelt så mørkt, at det i meget mørke områder kan gå ud over detaljegraden. Nogle vil ikke lægge mærke til det, imens andre vil kunne se store mørke flader. Man kan tilsyneladende ikke få det hele på nuværende tidspunkt, og der vil derfor endnu være tale om et kompromis. Først når OLED-teknologien falder i pris, skulle vi i teorien kunne få det perfekte billede. OLED har dog endnu laaange udsigter.
Begrænsede mediefunktioner
Som det sig hør og bør i en moderne fladskærm, kan HX920 naturligvis afspille gængse film-, lyd- og billedfiler uden brug af ekstra udstyr. Jeg må dog erkende, at jeg er en smule skuffet over listen af understøttede filformater, der ikke tæller de efterhånden så populære MKV-filer. Når Samsung kan finde ud af det, burde det også være en smal sag for Sony.
Årets IFA-messe gjorde det desuden klart, at netop integrationen med internettet og hjemmenetværket er super vigtig, hvorfor det er ærgerligt at konstatere, at Sony på nuværende tidspunkt er bagud på denne front. Næste års modeller tegner dog lovende, og man kan håbe, at dette års topmodeller kan klares med en firmware-opdatering.
Det med 3D
Et andet punkt, hvor Sony naturligvis også er med på moden, er i kraft af 3D-understøttelsen. Da jeg sidst stiftede bekendtskab med 3D på en Sony-skærm forrige år, var jeg ikke videre begejstret. Billedet var meget sløret, og især i hurtige bevægelser og panoreringer fremstod det meget uklart.
Denne type ubehag er tydeligvis reduceret i nyeste generation, men ikke helt afskaffet. Kan man holde ud at have de mørke, flimrende briller på, er det med andre ord nu en langt bedre oplevelse end tidligere. Om 3D så slår igennem generelt, er jeg mere i tvivl om. Jeg har selv investeret i en ny fladskærm her i 2011, som ligeledes kan vise video og billeder i 3D. Men jeg bruger det aldrig!
Små problemer
Når vi snakker det ypperste, en producent kan præstere, forventer jeg også, at der er kælet for de mindste detaljer. Af samme årsag har der været nogle småting, som har irriteret mig ved HX920.
Det første, jeg vil nævne, er navigationen i menuerne. Den er slet og ret alt for langsom, og jeg kan ikke forstå, at jeg skal vente halve og hele sekunder, fra jeg har trykket på knappen, til der er bevægelse på skærmen.
En anden ting, der undrede mig, var den dræbende langsomme måde at sortere i de mange digitale kanaler på. I stedet for blot at vise de ukodede kanaler på en liste, så henter HX920 revl og krat ind, og jeg må selv sortere og slette. Det er ganske vist kun noget, der skal gøre en enkelt gang, men det tager en krig. Øv.
Lidt ros skal der dog også være plads til: Sony har efter min mening den bedste EPG på markedet!
Flot men knap så smart
Sony HX920 er på mange måder et fremragende fjernsyn. Billedet står utrolig flot, og local dimming-teknikken sørger for en meget dyb sort. Jeg har dog alligevel en bitter smag i munden, når jeg kigger på, hvad tv’et koster, og hvad konkurrenterne formår til samme pris. Eksempelvis de begrænsede online-muligheder og dårlig understøttelse af filformater er simpelthen ikke godt nok i en topmodel.
Vil man have et elegant fjernsyn til stuen, og går man ikke så meget op i streaming og internet-forbundne muligheder, er HX920 dog et fremragende bud på en fladskærm anno 2011.