TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Sony Bravia XR A80J (XR-65A80J)

Topsejt OLED-TV

Sony er tilbage med endnu et glimrende OLED-TV: Bravia A80J imponerer med en billedkvalitet, der ligger tæt på flagskibsmodellen A90J.

Af / 04/05/2021 - 14:45
Sony Bravia XR A80J (XR-65A80J)

Lyd & Billede mener

  • Sony A80J leverer usædvanlig flot billedkvalitet med fremragende kontrast og farvegengivelse. Lyden fra de indbyggede højttalere er også glimrende.
  • Sony-skærmen må indtil videre klare sig uden gaming-funktionerne VRR og ALLM, som dog loves via en senere opdatering. Kun to af de fire HDMI-indgange er HDMI 2.1-kompatible.

Sony A80J er indtil videre det billigste OLED-TV, japanerne har at tilbyde i deres nye 2021-sortiment. Det har meget tilfælles med storebror A90J – Sonys flagskibsmodel – som vi testede tilbage i marts og var meget imponeret over. Det store spørgsmål er derfor, hvor meget af ydelsen det er lykkedes at bevare i den lidt billigere lillebror!

A80J overtager stafetten fra sidste års model A85, som vi også har gode erfaringer med. Det tager samme formel i brug som sidst, hvor OLED-panelet er hentet fra LG Display, mens Sony selv står for lyd og billedprocessering. Det har tidligere vist sig at være en vinderkombination, men er det nok til at hævde sig i årets TV-kapløb?

Læs også Bravia XR A90J: Vi tester Sonys nye flagskibs-OLED Sony gør et stærkt comeback i high-end-klassen med deres nye topmodel. Bravia XR A90J har den højeste lysstyrke, vi nogensinde har målt på et OLED-TV!

Mere prisgunstigt

A80J kommer med en lidt mere behagelig pris end topmodellen. Faktisk kan man købe et 65 tommers A80J for, hvad et 55 tommers A90J koster! Desuden vil 77 tommers versionen selvfølgelig være væsentlig billigere end et 83 tommers A90J. I denne test har vi set på 65-tommeren XR-65A80J, men ydelsen vil stort set være den samme for alle skærmstørrelser.

Sony har derimod ikke lanceret nogen 48 tommers OLED i den nye serie. Indtil videre fortsætter de med sidste års model KD-48A9, som må klare sig uden de seneste nyvindinger. Det er lidt synd, for det står allerede klart, at Sony har opnået nogle markante forbedringer på årets TV-lineup.

Sony XR 65A80J
Sony XR-65A80J. (Foto: Sony)

Bravia XR A80J vs. A90J – forskelle

A80J har fået en række opdateringer, men den vigtigste ændring gemmer sig under panseret: Den nye Bravia XR-videoprocessor med “kognitiv intelligens”, som det så fint hedder. Det er den samme avancerede billedmotor, som vi finder i topmodellen A90J. Men derfra er der en del forskelle mellem de to:

Annonce

Mens A90J har et ekstra fintrimmet og lysstærkt OLED-panel (Sony kalder det XR OLED Contrast Pro) med ekstra køling, må A80J nøjes med et mere ordinært panel uden de seneste nyvindinger. A80J har også en lettere nedskaleret højttalerløsning med lidt færre og mindre kraftige højttaler-enheder.

Derudover må A80J klare sig med en mere simpel fjernbetjening uden den lækre bagbelysning fra topmodellens remote. Vores erfaring er, at de giver en lidt “billigere” følelse med mindre taktile knapper.

Rent visuelt er der også nogle designforskelle: Mens A90J har en supertynd, næsten sømløs ramme omkring OLED-panelet, har A80J en lidt tykkere fremtoning med en stor klods, der rager ud på bagsiden. Det ligner til forveksling sidste års model A8H og virker lidt mindre moderne, simpelthen.

Ellers er det værd at nævne, at A80J faktisk er lidt mere fleksibelt at placere. Det har fordelen af trevejsfødder med både bred, smal og hævet position. Sidstnævnte giver også plads til en soundbar under TV’et.

Sony A80J soundbar setting
Fødderne på A80J kan hæves, så der er plads til en soundbar nedenunder. (Foto: Sony)

Brugervenlighed og funktioner

Bravia XR-65A80J kommer med den nyeste version af Android-brugerfladen, som nu har skiftet navn til Google TV. Den nye Google-platform har en ny startmenu, der giver fuldt overblik over de mest anvendte apps samt TV-kanaler og tilsluttede enheder. Den giver også anbefalinger til indhold baseret på præferencer, og hvad man tidligere har set.

A80J har et bredt udvalg af streaming-tjenester som Netflix, Amazon Prime Video og Disney+ i porteføljen.

Brugeroplevelsen har fået et klart løft i år: Menuerne er blevet mere logiske, og TV’et reagerer lynhurtigt på kommandoer. Det gør, at Android-skærmene bedre kan konkurrere med smart-løsningerne fra Samsung og LG. A80J understøtter også AirPlay, Chromecast og Google Assistant, med en indbygget mikrofon i fjernbetjeningen.

Sony-skærmen har desuden fået nye HDMI-indgange, som bl.a. understøtter 4K-video med 120 fps (billeder i sekundet) – perfekt til PlayStation 5 og Xbox Series X. Men ligesom på A90J er kun to af dem fuldt ud HDMI 2.1-kompatible.

Det behøver ikke at være noget problem, men det skal nævnes, at en af disse indgange også fungerer som lydreturkanal (eARC). Dermed har man i praksis kun én HDMI 2.1-indgang fri, hvis man bruger en ekstern soundbar.

Sony-skærmen er derudover klargjort til spil med en dedikeret gaming-indstilling, som vi målte til ca. 16 millisekunders forsinkelse (input-lag). Men vær opmærksom på, at Sony A80J skrivende stund ikke understøtter såkaldt VRR – Variabel Refresh Rate – som Sony dog har lovet med en opdatering i løbet af året.

Sony-A80J-Google-TV-scaled Sony-A80J-remote-scaled
<
>
Sony A80J leveres med en standard fjernbetjening. Den er ikke lige så lækker som den premium-remote, A90J er udstyret med – men den gør, hvad den skal. (Foto: Audun Hage)

Bravia Core

A80J kommer også med Bravia Core – Sonys nye streaming-tjeneste. Den er forbeholdt de nye 2021-modeller med Bravia XR-processor og tilbyder friske spillefilm fra Sony Pictures Entertainment.

De, der køber et Bravia A80J, får to års streaming-abonnement plus fem såkaldte Movie Credits med i købet (A90J giver ti). Streaming-tjenesten byder på flere klassiske Sony-titler, mens man skal udløse en credit for at se nyere film.

Sony-A80J-Bravia-Core-scaled Sony-A80J-Bravia-Core-2-scaled
<
>
Bravia Core er Sonys nye streaming-tjeneste. (Foto: Audun Hage)

Billedkvalitet

Da A90J allerede har sat barren for billedkvalitet indtil videre i 2021, var vi selvfølgelig spændt på, hvor tæt det er muligt at komme med det billigere A80J – som jo trods alt sparer dig nogle tusindlapper. Og heldigvis er der flere ligheder end forskelle. Faktisk kommer lillebror så tæt på storebror, at man skal være skrap for at skelne dem fra hinanden på mange områder.

A90J er helt klart det mest lysstærke af de to: Når man ser TV i dagslys såvel som billedindhold med lyse områder, er der ingen tvivl om, at A90J fremstår mere kontrastrigt, dynamisk og livligt. Når det er sagt, så er forskellen dog langt mindre, end vi havde forventet.

Vi har kritiseret ældre Sony-modeller for at have ret ringe lysstyrke, og A90J fik som nævnt et kraftigt og længe ventet boost på dette område. Men nu viser det sig, at det sandsynligvis har lige så meget at gøre med billedprocesseringen som selve billedpanelet: Bravia XR-videoprocessoren er som bekendt ens på både A80J og A90J, og det kan se ud, som om den gør meget af forskellen.

Sony-A90J-vs-A80J-2-scaled Sony-A90J-vs-A80J-scaled Sony-A90J-vs-A80J-3-scaled
<
>
Side om side med storebror: A80J (th.) er ikke langt fra A90J på generel billedkvalitet. (Foto: Audun Hage)

Vi udfordrede A80J med en række af vores yndlings testklip side om side med A90J, og i mange tilfælde var det svært at se den store forskel. Selv om A90J har lidt mere gnist og intensitet i de lyseste partier, følger A80J lige i hælene og leverer også glimrende lysstyrke. Farvegengivelse, kontrast og detaljeniveau i mørke partier er også næsten identisk.

Begge 2021-modeller har fået væsentlig bedre gengivelse af HDR-video med langt større kontrast mellem de mørke og de lyse partier. Den nye processor er åbenbart blevet meget bedre til at analysere billedmaterialet og tilpasse kontrasten efter, hvad OLED-panelet formår at gengive (såkaldt tone mapping). Så selv om A80J har lidt lavere lysstyrke på maksimal intensitet, formår det at følge storebror helt til målstregen.

A80J er også meget genkendeligt (dvs. glimrende), når det gælder skarphed og bevægelser. Vi tjekkede den nye Netflix-serie Snabba Cash, som serveres i 4K-opløsning og Dolby Vision HDR-format. 2021-modellerne med XR-processor har en besnærende evne til at reducere støj, uden at billedet bliver mudret og todimensionelt. Scenerne fra Snabba Cash fremstår knivskarpt, og når det er bedst, ser de næsten 3D-agtige ud!

Sony-A80J-Snabba-Cash-Evin-Ahmad-2-scaled Sony-A80J-Snabba-Cash-Evin-Ahmad-scaled Snabba-Cash-Evin-Ahmad-scaled Sony-A80J-Snabba-Cash-Alexander-Abdallah-scaled Snabba-Cash-Ali-Alarik-scaled Dada-Fungula-Bozela-scaled
<
>
Sony A80J serverer knivskarpe og kontrastrige billeder med stor realisme. Her fra Netflix-serien Snabba Cash. (Foto: Audun Hage)

Lydkvalitet

A80J bruger Sonys velkendte Acoustic Surface Audio-teknologi, hvor lyden sendes direkte ud af OLED-panelet ved hjælp af små “vibratorer” på indersiden. Og selv om A80J på papiret har en lidt enklere højttaleropsætning end A90J, lyder det glimrende i praksis.

Lyden kommer direkte ud af billedet med klar og tydelig stemmegengivelse. Vi spillede Dua Lipas “Lost in Your Light” fra YouTube og blev imponeret over klarheden og den stærke vokal. Bassen er dyb og kraftig nok til at give en ordentlig live-følelse. Guitarspillet kommer også klart og tydeligt frem. Desuden er der rigtig god synkronisering mellem lyden og billedet på skærmen, hvilket øger realismen betragteligt.

Her kan man faktisk klare sig uden en separat soundbar. Og det er mere, end vi kan sige om majoriteten af de TV’er, vi tester …

Konklusion

Sony har på mange måder sat niveauet for billedkvalitet indtil videre i 2021: Det ildsprudende A90J er blandt de heftigste TV’er, vi har testet hidtil i år. Men det har også en ret hamper pris! Derfor er det glædeligt, at også det billigere A80J opnår mange af de samme fordele.

Lad gå, at A80J har et lidt mere dagligdags design og en mindre luksuriøs fjernbetjening: Det ligner meget topmodellen dér, hvor det virkelig gælder, med råstærk billedprocessering, sprælsk lyd og fremragende brugervenlighed via Google-brugerfladen.

Vi har endnu til gode at teste LG’s C1- og G1-modeller samt Panasonics topmodeller – for ikke at glemme Samsung Neo QLED (test på vej). Men indtil videre ser Sonys nye 2021-modeller meget lovende ud. Og i betragtning af den gunstige prisudvikling på sidste års model A85 tror vi, at A80J har potentiale til at blive et af årets bedste OLED-køb. Absolut en anbefaling værd!

Karakter
Sony Bravia XR A80J (XR-65A80J)
High End
Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

1 kommentar til “Sony Bravia XR A80J (XR-65A80J)”

  1. Michael Isachsen

    Man kan i øjeblikket få sidste års model KD65A85 for 15000kr. Jeg syntes det har et virkelig godt billed, men kan det betale sig at give de ekstra 7000kr.for XR-65a80J.
    Jeg går op i at det skal være ordenligt billed og lyd.
    Ellers tak for den gode anmeldelse.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvilket Frame-TV er det bedste?

Prisbillig TV-underholdning

Philips’ mest blærede TV hidtil?

Now That’s Entertainment!

Gør det gamle TV smartere

Gigantisk Samsung-TV

Billedmaskinen til de rigtig kræsne

OLED-trekantdrama i premium-klassen

Sonys bedste TV til dato?

Farve-tastisk!

Paris 2024 – De bedste TV'er til sommer-OL

De bedste storskærme til sport, film og gaming