TEST: Sony KD-85XH9505

Sony har sammen med Panasonic tradition for at levere den mest nøjagtige farvegengivelse lige ud af æsken, hvilket praktisk talt eliminerer behovet for kalibrering.

Jeg kan lige så godt afsløre først som sidst, at det også gælder den enorme 85-tommer, jeg har fået ind til test: Sony 85XH9505 – den største model i deres bedste 2020 LCD-serie. Med ægte direkte LED-bagbelysning, der giver det bedste udgangspunkt for at skabe det bedste sortniveau og det mest naturtro billede, LCD-teknologien har at byde på.

Ulempen ved Sony har tidligere været, at de er sakket bagud i forhold til Samsung og LG, når det gælder brugervenlighed og smart-TV-funktioner. Men på det seneste er Android-operativsystemet blevet stadig bedre, hvilket jeg lagde mærke til med det glimrende Philips OLED984. Desuden har Androids smart-TV-system endelig fået ordentlig understøttelse af skandinaviske TV-streaming-tjenester.

Hey Google!

Med Google Assistant indbygget i TV’et kan man tale til Sony XH95, når stemmeassistenten er aktiveret. Bare sig “Hey Google!” eller “Okay Google!” og prøv dig frem med forskellige kommandoer.

Fjernbetjeningen er dog mere praktisk i de fleste tilfælde, men det kan være godt at bruge stemmen, hvis man f.eks. vil have billedet fra sin smart-ringeklokke eller sit overvågningskamera op, når der sker noget udenfor. Eller man vil bede Google om at starte en nedtælling for, hvornår popcornene er færdige …

TV’et understøtter også Amazon Alexa og Apple HomeKit, og kan derfor indgå i mange smart-hjem.

Quantum Dot

Hvis du troede, at Samsung og TCL’s QLED-teknologi var unik, så er den bare én af mange varianter af farvefiltre med såkaldt quantum dot-teknologi. Eller kvanteprikker. LG kalder deres teknologi NanoLED, mens Sony altså har Triluminous. Selvfølgelig skulle det være noget, der er svært at udtale …

Konceptet går ud på at bruge farvefiltre af et halvledende materiale med bittesmå huller – kvanteprikker. Materialet gengiver den farve, hvis bølgelængde svarer præcis til dimensionen af hullerne. Rød har de største huller, blå de mindste. Vi taler nanostørrelse eller ca. en titusindedel af tykkelsen på et menneskehår. Meget småt, med andre ord.

Fordelen ved denne teknologi er, at man undgår farveblødning, da farvefilteret simpelthen ikke er i stand til at gengive bølgelængder (farvenuancer) mellem primærfarverne. Resultatet er meget renere farver end med et almindeligt pigmentfilter.

En rar sideeffekt er, at farverne ikke nedbrydes over tid, da det ikke er fysisk muligt, at bølgelængderne forskydes i løbet af TV’ets levetid.

Brugervenlighed og funktioner

Når vi taler brugervenlighed, er det værd at bemærke, at 85 tommer er stort. Meget stort. Det er unægtelig sejt, stiligt og særdeles underholdende, men også udfordrende at have med at gøre. Når man har fået kørt XH95 hjem, SKAL man være to til at sætte det op!

Fødderne på Sony-TV’et skrues fast på bagsiden med en skruetrækker. De vender skråt udad og kræver en ret bredt TV-møbel. De kan ikke vendes indad, da det er meningen at man skal kunne få plads til en soundbar imellem dem. F.eks. HT-ZF9.

Ny fjernbetjening

Fjernbetjeningen, der blev introduceret sidste år, er lækker med børstet metalfront, og knapperne har en fin fornemmelse. Den er IR-baseret, hvilket kræver, at man peger den i retning af TV’et. Men den giver immervæk en premium-kvalitetsfølelse, der passer til prisen.

XH95 anvender den nyeste Android-version som brugerflade. Den er blevet meget overskuelig, og som nævnt er stemmestyring nu indbygget i TV’et.

Start-menuen giver hurtig adgang til de forskellige apps samt genveje til dine yndlingskanaler såvel som anbefalinger baseret på dine seervaner.

Sony har opdateret menuen for billedindstillinger, og nu kan man lægge de indstillinger, man gerne vil justere, ind i en hurtigmenu, så man får lettere adgang, hvis man som mig gerne vil lave små justeringer tit og ofte.

Kunstig intelligens

Som alle andre producenter bruger Sony i år kunstig intelligens og deep learning til at opskalere lavopløste billeder til 4K og bevare detaljerne, men undertrykke artefakter. Det fungerer og bør bruges. Til ægte 4K-materiale foretrækker jeg dog mindst mulig processering.

Netflix Calibrated Mode

Ved at vælge Netflix Calibrated Mode er man sikret optimal billedgengivelse fra Netflix. Sony har kalibreret TV’et til at ligne deres reference-OLED-monitors, som bruges af filmstudier. Hvor priserne er op mod 400.000 kroner for en 31-tommer …

Brug ellers Film-indstillingen

Jeg lavede et hurtigt tjek på de andre indgange og apps med X-Rite i1 og fandt ud af, at Film-indstillingen med Custom 1 farvekalibrering gav helt korrekt hvidpunkt lige ud af æsken.

Med Dolby Vision-indhold på Netflix brugte jeg Dolby Vision Dark med lyset slukket og Dolby Vision Light, når der var lyst i rummet. Dark er det samme billede som til biografer (bare bedre; du får ikke denne HDR-effekt i nogen skandinaviske biografer!). Men det er sjældent, man sidder i totalt mørke og ser TV, så Dolby Vision Light vil blive brugt mest. For at få detaljerne frem i skyggeområder.

Man kan også indstille TV’et til automatisk at justere sig efter det omgivende lys, men hvor praktisk det end er, foretrækker jeg at gøre det selv.

Billedkvalitet

Der er meget mere, man kunne tale om, f.eks. at skærmen ikke reflekterer noget særligt. Men intet er vigtigere end billedkvaliteten. Som simpelthen er eksemplarisk. Og når sådan et billede males op på en 85 tommers skærm, kan man næsten ikke tage øjnene fra TV’et. Det er så fængslende, at jeg bare sidder og glor med åben mund de første par minutter. Gid jeg havde så meget vægplads derhjemme!

Under testen havde jeg Sonys TV ved siden af Samsungs 82 tommers Q70R og LG’s 77 tommers C9, begge 2019-modeller. Selve farvegengivelsen fra Sony svarede meget til LG’s, fordi de begge er så korrekte. Det betyder flotte, naturtro farver på film, hvor ansigter får dybe, men korrekte hudtoner.

Ingen banding

Et problem, som mange TV’er har, er såkaldt color banding i farveovergange. Det er f.eks. nemt at se på billeder af himlen ved solnedgang. Der, hvor der skal graderes jævnt fra den orange sol til den rødlige himmel, som langsomt, men sikkert glider over i blå, gengiver mange TV’er det med for grove trin. Hvilket gør, at himlen næsten ligner lagene i et løg, der er skåret igennem.

Det er noget, alle producenter arbejder hårdt med, ikke mindst Sony. Som løser problemet ved at opkonvertere 8 og 10 bit video til 14 bit – med det resultat, at color banding nærmest er ikke-eksisterende på HX95.

Local dimming

Fordi der bruges local dimming, ser man en masse detaljer i skyggeområderne i de mørkeste scener, som man ellers ikke ser på LCD-skærme. I hvert fald ikke hvis man vil bevare det dybe sortniveau.

Her får man det bedste fra begge verdener, og med lyset tændt i rummet er det svært at se nogen ulemper i forhold til LG’s OLED-TV fra 2019. Bortset fra betragtningsvinklen, som er blevet ekstremt god på Sony (meget bedre end på Samsung Q70R), men stadig ikke helt er på niveau med OLED, som er tæt på perfektion i den henseende.

Det er, når vi slukker lyset i rummet, at man begynder at se, hvor OLED trækker fra. Slet ikke i samme grad som før, for sortniveauet på Sony-TV’et er virkelig godt. Men ligesom med Samsungs QLED kan man se, at bagbelysningen skruer lidt op og ned ved indholdet i de mørkeste scener. Man ser også tilfælde af over-dimming, hvor de små nuancer i det allermørkeste gror til. F.eks. skyggerne i kviste og bark på jorden i en mørk skov i månelys.

På LG’s TV ses de allermørkeste detaljer intakt, mens nogle af dem drukner i sort hos Sony. Som stadig er markant bedre end Samsung Q70 på dette felt. Med andre ord står Triluminous ikke tilbage for QLED.

Man kan slå local dimming fra, men så mister man også det dybe sortniveau. Jeg ville beholde det på; det er ikke noget problem. Man skal bare vide, at LCD stadig mangler lidt i forhold til OLED her.

Lysstyrke

Der, hvor Sony XH9505 jorder LG-TV’et, er på lysstyrke. Mens Samsung Q70 og LG C9 opleves som nogenlunde ens mht. lysstyrke, er Sony markant mere lysstærkt. Det kommer især til udtryk i lyse scener, og der er godt smæld i HDR-effekterne. Det giver en rigtig god dybdefølelse i billedet.

Bevægelser

Hvad angår Sony og bevægelser, så foretrækker jeg stadig at se film, som de blev indspillet, uden at TV’et udglatter bevægelserne. Men TV-udsendelser med hurtige bevægelser – især sport – er en drøm at se med Motionflow aktiveret. Man vil aldrig se fodbold uden igen!

Siden sidste år er niveauerne Smooth, Standard, Clear og True Cinema blevet slået sammen til Auto. Her analyserer TV’et billedet og optimerer det derefter. Man kan også vælge Custom og lave manuelle indstillinger.

Der er mindre artefakter end før, og de kan ikke længere siges at være generende. En undtagelse er f.eks., når en cyklist eller en løber passerer et hegn eller et andet rudemønster, hvor der kan opstå underlige artefakter – f.eks. en slags glorie rundt om personen. Men det er mindre end før, og jeg har ingen problemer med Motionflow, som det fremstår nu.

Lydkvalitet

Til sidst et ord om lyden fra XH95. Her når Sony ikke op på siden af Samsungs og LG’s bedste TV’er. For slet ikke at tale om Philips’ TV’er med lyd fra Bowers & Wilkins.

Men Sony har faktisk prøvet noget fedt her – noget, de kalder Acoustic Multi-Audio. De har hentet inspiration fra OLED-TV’erne, hvor magnetiske aktivatorer omdanner hele panelet til en højttaler. Så lyden kommer fra hele skærmfladen, opdelt i venstre, højre og centrum.

På de tykke LCD-TV’er må det løses på en anden måde, med almindelige højttaler-enheder. I XH95’s tilfælde er to diskant-enheder placeret højt oppe på TV’et, hvilket løfter lyden i forhold til, hvis man kun har enhederne på undersiden. Og det fungerer fint. Lyden kommer fra hele billedet, og dialogerne kommer mere derfra, hvor ansigterne faktisk er placeret på skærmen.

Det er selve lydkvaliteten, jeg ikke kan lide. Den er klar nok på tale, men tynd og engagerer ikke på film. Det lyder temmelig metallisk indimellem, så her kan man lige så godt købe en soundbar eller – endnu bedre – et anlæg først som sidst.

Det hører da heller ingen steder hjemme, at man har et billede på 85 tommer, men sidder og hører på den indbyggede lyd i TV’et.

Konklusion

Sony KD-85XH9505 er et pragteksempel på, hvad LCD-teknologien kan, når den er bedst. Hvis vi lige glemmer, hvor fedt det er med et 85 tommers TV-billede, så er det sandsynligvis den bedste billedkvalitet, vi har set fra 4K-LCD indtil videre. Med både dybt sortniveau, masser af detaljer, ekstremt få artefakter og HDR-effekter, der virkelig er tryk på.

Læg hertil en næsten perfekt farvegengivelse, og der er ingen grund til ikke at have dette TV højt oppe på listen. Smart-TV-funktionaliteten er blevet rigtig god og brugervenligheden ligeså. Og billedindstillingerne er lettere tilgængelige end nogensinde i en separat hurtigmenu.

Der er to ting, du skal have ud over dette TV: Du skal have god plads, og du skal have et ordentligt lydanlæg.