Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Test: Samsung 55JU6875

Close, but no cigar

Denne model fra Samsung havde vi høje forventninger til, men 55JU6875 når ikke helt i mål på de mest kræsne billedparametre.

Skrevet af / 29/12/2015 - 05:00
Samsung 55JU6875
Audun Hage

Samsung er i øjeblikket markedsledende i tv-segmentet. Det understreges af et vildt antal forskellige modeller i 5-, 6-, 7-, 8- og 9-serierne! 55JU6875, som vi tester her, er f.eks. en af topmodellerne i 6-serien.

Ved første øjekast ligner det sine dyrere søskende meget, men der er visse forskelle. Her er det kun foden, der er buet, mens selve skærmen er flad. Den sølvgrå ramme ligner børstet metal, men er i virkeligheden af plast. Når det er sagt, så er designet fornuftigt med sidevendte stik, der gør montering tæt på væggen lettere.

 

Brugervenlighed og funktioner

55JU6875 kommer med Samsungs eget Tizen-styresystem, der i vores øjne er det bedste på markedet lige nu. Udvalget af spændende apps er en af grundene, men den vigtigste er, at systemet er let at bruge og godt organiseret, uanset om man vil se YouTube, Netflix eller broadcastet tv. Man kan frit hoppe ind og ud af apps og fortsætte, hvor man slap, uden at skulle starte forfra hver gang.

Vi bemærker dog, at denne model mangler det sidste udstyr i forhold til de turboladede 8- og 9-serier. Derfor virker den heller ikke overlegen i forhold til konkurrenterne.

 

Billedkvalitet

Denne Samsung-model er lidt speciel, da den har et LCD-panel med såkaldte nanokrystaller. Kort fortalt sidder der et ekstra lag af bittesmå nanopartikler bag LCD-panelet, hvilket øger det samlede spektrum af farver, som skærmen kan vise. Det er en teknik, vi kender fra Samsungs avancerede SUHD-topmodeller, men her bruges den altså i en langt billigere model.

Førsteindtrykket er da også, at 55JU6875 byder på spektakulær farvegengivelse. Alt billedindhold vises med rigere farvenuancer, og vi bemærker især, at de røde farver (tænk Coca-Cola-flasker og Ferrari’er) har mere naturtro nuancer, og at billedet generelt er mere livligt. Skarphed og detaljer er også fremragende. Samsung-skærmen håndterer alle typer indhold fra SD til ægte Ultra HD rigtig godt.

De stærke farver kan dog ikke skjule, at vi har med et ret almindeligt LCD-tv at gøre, når alt kommer til alt. Sortniveauet – det mørkeste sort, tv’et kan vise – og det samlede kontrastforhold er ret middelmådige. Hertil kommer, at lyset fra de kantmonterede lysdioder er ujævnt fordelt over skærmen, hvilket giver en tendens til skyggeeffekter i mørke dele af billedet.

Samsung-skærmen har også temmelig begrænset betragtningsvinkel. Man skal ikke særlig langt ud til siden, før de nævnte farver ser ret udvaskede ud. Bortset fra de friske farver opleves billedkvaliteten altså som ret ordinær.

 

Lydkvalitet

55JU6875 har et standard lydsystem med 2 x 10 watt effekt og undermonterede højttalere uden separat woofer til bassen. Lyden er varm og fyldig, men ret lukket og mørk i klangen, uden særlig klarhed i diskanten.

Sammenlignet med konkurrenten fra Grundig lyder Samsung betydelig mere indelukket, nærmest som om nyhedsoplæserne sidder inde i en papkasse. Vi tror, at de fleste her vil foretrække at investere i en separat soundbar.

 

Konklusion

Dette tv fra Samsung klarer sig relativt godt, når det gælder design og brugervenlighed. Billedkvaliteten er også god, men langtfra den bedste i dette selskab: Selv om farverne er flotte og detaljerne superskarpe, er kontrast og sortniveau ikke i top. Lydkvaliteten er også ret tam og indelukket.

Hvor godt det end er, så er 55JU6875 ikke det high-end tv til budgetpris, som man kunne håbe. Vi mener, at der er bedre køb at finde både i Samsungs eget sortiment og hos nogle af konkurrenterne.

Lyd & Billede mener

Sej skarphed og fænomenal farvegengivelse er blandt blærerøvseffekterne på dette Samsung-tv, ligesom det har et rigtig godt smart-system og ditto udvalg af apps. Kontrast, sortniveau og lysfordeling skuffer lidt i forhold til de øvrige egenskaber.

Også i denne test:

5 overkommelige 4K-tv’er

Sony Bravia KD-55X8505C

God allrounder

Sonys kandidat leverer solid ydelse på billedfronten og et Android-styresystem i bedring. På det seneste er prisen også blevet mere medgørlig.

Den slanke, elegante skærm har fremragende billedprocessering og kan få selv lavopløst indhold til at se rigtig godt ud. Her får du et billede med masser af detaljer og naturtro farver. Lavt input-lag på ca. 36 millisekunder er et godt argument for gamere.
Den nye Android-brugerflade halter stadig lidt hist og her, og vi savner et mere overskueligt menusystem.
Læs hele testen

Grundig 55 VLX 9570 BP

Skarp genkomst

Grundig er tilbage med et veludstyret tv, der skal udfordre etablerede producenter som Samsung og LG. Og her er der meget at holde af.

Med fremragende lysstyrke, kontrast og skarphed imponerer Grundig-skærmen i forhold til prisen.
Billedprocesseringen præsterer ikke lige godt på alle områder, og især støjreduktion og opskalering opleves som mangelfulde.
Læs hele testen

Panasonic TX-55CX670/680E

Billedkvalitet i top

Panasonic har slået sig op med nogle af de bedste tv’er i den overkommelige prisklasse, og det indtryk bliver kun blevet forstærket af deres billigste 4K-tv, TX-55CX670.

55CX670 har et smart-system, der er let at bruge, og byder på afbalanceret billedkvalitet med sej skarphed, lav billedstøj, fremragende sortniveau og naturlige farver. Et tv, der er let at holde af!
Lidt ujævn lysfordeling – bl.a. en horisontal stribe midt på skærmen – forhindrer billedet i at være helt fejlfrit.
Læs hele testen

Philips 55PUT6400

Bedre sent …?

Philips melder sig ind i tv-kampen med deres hidtil billigste 4K-tv. Men nogle gange kan det svare sig at betale noget mere!

Philips-skærmen er ribbet for udstyr, men har til gengæld fået godt gang i smart-funktionerne takket være Android-styresystemet, der byder på mange muligheder.
Konkurrencen er hård i dette segment, og 55PUT6400 sakker lidt agterud, hvad billedkvaliteten angår. Især når det gælder opskalering af almindelige tv-udsendelser.
Læs hele testen

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

OLED-TV på udsalg

Hisense ULED: En OLED-killer?

Lækker og balanceret billedkvalitet

Fremragende gaming-TV

De bedste TV'er på budget

Vi tester TCL's største og billigste TV

De bedste storskærme til serier, sport og spil

De bedste OLED-TV'er

Større tv på et budget

Farvestrålende entertainment-TV

Luksuriøst OLED-TV fra Loewe

Samsung TQ98Q80C: King size TV!

Scroll to Top