LG 70UH700

5 tommer ekstra

Synes du, at 65 tommer er lidt for fesent? Eller vil du bare være bedre end naboen? Så tilbyder LG denne 70 tommers model til en konkurrencedygtig pris.
Lyd & Billede mener
Stort, klart billede med utrolig skarphed og lav billedstøj. Desuden har skærmen ensartet lysfordeling samt godkendt sortniveau og kontrast. Med jævne bevægelser oveni er det et rigtig godt tv at se f.eks. fodbold på.
LG-skærmen understøtter HDR, men mangler lidt lysstyrke og kontrast i forhold til de bedste.
Specifikationer
  • 70" 4K LED LCD-tv, 3840 x 2160
  • High Dynamic Range (HDR)
  • CI+ integreret dekoder
  • DVB-T/T2/DVB-S2/DVB-C
  • 3 x HDMI 2.0, 2 x USB
forfatter

LG 70UH700 er en spændende hybridmodel, som henter en del billedteknik fra topmodellerne i 8- og 9-serien, men med lidt enklere design og mindre avanceret bagbelysning. Til gengæld har det et stort billedpanel på hele 70 tommer! Normalt plejer prisen at stige uforholdsmæssig meget, når vi bevæger os op over de 65 tommer, men her kan LG altså tilbyde en ægte Ultra HD-storskærm i et spændende prisleje.

70UH700 har et minimalistisk design med en slank ramme og en centralt monteret fod i børstet metal.

 

Brugervenlighed og funktioner

Ejere af et LG-fjernsyn af nyere dato, vil kunne nikke genkendende til brugerfladen WebOS (3.0), der er kendetegnet ved brugen af den særlige pegefjernbetjening Magic Remote. Menusystemet er bygget op som en kortrække, hvilket gør det nemt at bladre i forskellige slags indhold. Via LG’s tv kan du også fjernstyre andet udstyr, som du har tilsluttet.

App-udvalget er godt med både Netflix og YouTube samt lokale tjenester som DR TV på plads. Vi mener fortsat, at LG har nogle af de mest letanvendelige tv’er på markedet.

LG-skærmen har også understøttelse af HDR, hvilket betyder, at man får ekstra udbytte af Ultra HD Blu-ray. Og ikke nok med det: Den understøtter også Dolby Vision HDR-indhold fra Netflix.

 

Billedkvalitet

Vi var spændt på, hvordan denne 70 tommers model ville stå sig mod testens 65-tommere rent kvalitetsmæssigt. Det er en kendsgerning, at store skærme plejer at have lidt dårligere billedkvalitet end mindre skærme til samme pris. I dette tilfælde blev vi imidlertid positivt overrasket: På flere områder følger 70UH700 faktisk godt med konkurrenterne, selv om de på papiret er højere specificeret.

Nogle forskelle er der selvfølgelig: Skærmen fra LG har ikke lige så imponerende sortniveau som Sony og mangler noget af den seje skarphed, vi oplever hos Samsung. Lysstyrken er også lidt mere begrænset.

Når det er sagt, så er forskellen mindre, end vi havde forventet. Fodret med fodboldprogrammer fra Canal Digital giver 70UH700 et gigantisk, krystalklart billede med jævne bevægelser og meget lidt billedstøj. Vi kommer tættere på handlingen og får lettere øje på de små detaljer.

Under testen lykkedes det os at aktivere HDR både fra Netflix og via HDMI-indgang. Billedoplevelsen får som sædvanlig et løft, når vi fodrer LG-skærmen med HDR-signaler, der giver større kontrast og mere smæld i lyse partier. Der er dog et stykke op til konkurrenterne fra Sony og Samsung, som har mere lysstærke LCD-paneler (1000 nit) og mere avanceret bagbelysning, der giver bedre sortniveau lokalt. Men det er klart en forbedring i forhold til den tidligere generation af LG-tv’er.

Det skal understreges, at disse forskelle bedre ses på mørke film og serier (f.eks. Game of Thrones) end på fodboldprogrammer og anden sport. Generelt har LG 70UH700 flot farvegengivelse, jævne bevægelser og få åbenlyse svagheder. Læg hertil de 5 tommers ekstra billeddiagonal, og det står som et rigtig godt køb!

 

Lydkvalitet

LG-skærmen har et standard sæt højttalere, og lydgengivelsen virker temmelig ordinær. Der er fin klarhed i stemmer og lydeffekter, men der er ikke meget bas og dynamik at skrive hjem om. Til en skærm af denne størrelse vil vi helt klart anbefale et soundbar.

 

Konklusion

LG 70UH700 er en prisbillig storskærm, og selv om billedkvaliteten ikke når op på siden af de bedste 65-tommere i testen på alle områder, kommer den tæt nok på, til at vi synes, det er værd at anbefale. 5 tommer ekstra er nok til at give en større billedoplevelse, især hvis du har ekstra lang afstand til tv’et eller vil invitere hele venneflokken til en tv-aften med sport eller film. Et godt storkøb!

Også i denne test:

Samsung 65KS9005

Curveball

Samsungs buede topmodel kombinerer lækkert design, fremragende brugervenlighed og stærke præstationer på billedfronten.

Samsung har et lynhurtigt menusystem med mange fikse funktioner plus et rigt udvalg af smart-apps. Billed- og lydkvaliteten er også helt i top.
Relativt høj pris, og bueformen tiltaler ikke alle.

Alternative tv’er

Flere du kan overveje

Synes du, at en 65 tommers model fra tv’ernes superliga er for stor og for dyr? Så er du ikke alene. Her er nogle alternative modelserier i et lavere prisleje.

Philips 65PUS8601

Midtbaneveteranen

Philips’ topmodel er ikke ligefrem den yngste på holdet, men har fortsat meget at bidrage med på billedfronten.

Philips byder på sej kontrast og overbevisende sortniveau med ensartet lysfordeling over hele skærmen. Og der er virkelig smæld i billedet! Med Ambilight-lys på alle fire sider giver 65PUS8601 desuden en mere engagerende tv-oplevelse.
Trods et lysstærkt billedpanel opfylder 65PUS8601 ikke helt kravene om lysstyrke og kontrast til at blive et officielt godkendt Ultra HD Premium-tv.

Sony 65XD9305

Toptrimmet topscorer

Sonys nye flagskib har et temmelig minimalistisk og anonymt udseende. Men det er kun, til du tænder for det!

Bomstærk kontrast og blændende lysstyrke gør Sony-skærmen til en oplagt mulighed for filmfans. Den har også en velfungerende billedindstilling til sport.
Lyden er i den tynde ende, og fjernbetjening og menusystem er ikke særlig intuitive. Udvalget af apps er også ret begrænset.

Panasonic 65DX780E

Ikke helt i topform

Vi havde høje forventninger til Panasonics nye “semi-topmodel”, men den når ikke op på siden af de bedste.

Flot farvegengivelse og jævne bevægelser gør 65DX780E til et udmærket tv at se sport på.
Flot farvegengivelse og jævne bevægelser gør 65DX780E til et udmærket tv at se sport på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

forfatter

Audun Hage

(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.