Glem det hverdagsagtige image, som Volvo har i manges øjne, for denne udgave sætter liv i kludene trods et temmelig kantet og oprejst udseende.
Den første helelektriske Volvo er baseret på den mellemstore XC40, en relativt kompakt SUV, hvor den elektriske drivlinje er hentet fra Polestar 2. Det betyder fartressourcer, som man normalt ikke forbinder med Volvo, permanent firehjulstræk, god rækkevidde og god kørekomfort.
De to elmotorer tager bilen til 100 km/t på under fem sekunder, og presset fra et drejningsmoment på 660 Nm sender ilinger ned ad ryggen, når man træder på speederen.
Men XC40 Recharge Pure Electric P8 AWD er ikke nogen sportsvogn. Den er ikke engang specielt sporty at køre trods de heftige fartressourcer. En Polestar 2 med Performance Pack er langt mere sporty i styringen, og Tesla Model 3 føles som et skateboard med elmotor sammenlignet med den elektriske XC40.
Volvo’en er konfigureret til komfort snarere end sport. Sæderne er mere komfortable end sportslige, selv om Volvo kalder dem sportssæder. Godt det samme, for det er et rart sted at være. Man sidder godt i de brede sæder med forlængbar lårstøtte, udsynet er godt, og kørekomforten i den støjsvage Volvo er upåklagelig.
Vi nåede ikke nogen rækkeviddetest denne gang, så det må vi vende tilbage til, men Volvo opgiver 417 km rækkevidde under optimale forhold. Lidt mindre end Polestar 2, der er bygget på samme CMA-platform med 78 kWh batterikapacitet og understøttelse af 150 kW hurtigopladning.
Hey Google
XC40 Recharge har Google Automotive, et operativsystem, som vi kender godt fra Polestar 2, og det fungerer upåklageligt på stemmekommandoer og er måske – sammen med Teslas – det mest gennemførte OS i en elbil hidtil.
Her får man Google Maps, Google Assistant, Google Play Store med apps til download og en 12,3 tommers touch-skærm kombineret med en heldækkende skærm foran føreren.
Stemmeassistenten kan blandt meget andet bruges til at styre musikken, man kan bede om rutevejledning til nærmeste ladestation og få hjælp til at finde overnatning i nærheden, alt sammen uden at tage øjnene fra vejen.
Man kan også tilføje trådløs mobilopladning – bare læg telefonen i rummet foran midterkonsollen – men indtil videre kan man ikke få Apple CarPlay i XC40 Recharge Pure Electric.
Volvo XC40 kan bestilles med et lydanlæg fra Harman Kardon, og det ville jeg vælge uden at blinke. For det anlæg, som Volvo kalder High Performance, og som vores testbil var udstyret med, lyder fladt og udynamisk på musik. Det er i grunden lidt synd, for den stille og komfortable Volvo er det perfekte udgangspunkt for et ordentligt anlæg.
Harman Kardon-anlægget kan tilføjes enten i den pakke, der hedder Navigation og Lyd, eller Lounge-pakken, der også inkluderer panoramaglastag og 360 graders kamera. Anlægget består af 14 højttalere drevet af i alt 600 watt effekt, og lyden er optimeret af Dirac Unison.
Vi vender tilbage til Harman Kardon-anlægget i en kommende test.
Kørekomfort og plads
Bilen startes på samme måde som Polestar 2. Sensorer registrerer, at man sætter sig ind i bilen, skærmene tændes, og så vælger man bare Drive – eller Reverse – med den lille “gearstang” i midterkonsollen, og så kører man stille af sted. Når køreturen er ovre, trykker man bare på Park-knappen.
Den højrejste Volvo føles smidig på vejen, men køreegenskaberne er af den forudsigelige type med moderat understyring og god affjedringskomfort trods den høje vægt.
Styringen er godt vægtet, og man kan vælge mere modstand i rattet i kørselsmenuen. Som også har en indstilling med den misvisende titel terrænkørsel. I praksis er det en indstilling til kontrolleret forcering ned ad bakke, altså en slags hill descent, og ingen spærring på hjul eller aksler.
Som de fleste elbiler kan den køres i en-pedal-tilstand, hvor elmotorerne bremser, når man slipper speederen, og samtidig genererer lidt strøm til batterierne.
Der er god plads foran. Alle, der har siddet i eller kørt en nyere Volvo, vil umiddelbart føle sig hjemme bag rattet i den elektriske XC40. Bortset fra at Google har taget bolig i bilen, er alt andet ligesom i en XC40 med benzin- eller hybriddrift.
Det indvendige kvalitetsindtryk er bedre end i Polestar 2. Volvo’en har flere polstrede overflader, der er ingen skarpe kanter i plaststøbningen, og kontrastsømmene på nappalædersæderne i vores testbil er et lyspunkt i en ellers sort og grå kabine.
Bagsædet har sædevarme i de to ydre sæder, og ryggen kan lægges helt eller delvis ned og fås med skiluge. Sædekomforten er også god her, selv om sædepuderne er hårdere end i forsæderne, og ryglænet er relativt stejlt. De fleste kan være på bagsædet, men børnefamilier med to bagudvendte barnesæder bør tjekke, om sidstnævnte passer ind, før de underskriver købekontrakten.
To voksne sidder godt bagi, og man kan få fødderne ind under sæderne foran, men transmissionstunnelen stjæler meget af benpladsen i midten.
Der er ikke alverdens bagageplads i en XC40, men den elektriske udgave har i det mindste et ekstra bagagerum foran. I frunken, som den kaldes, er der plads til f.eks. ladekabler i det vandtætte rum på 31 liter. Bagi kan man læsse op til 414 liter, og det inkluderer det lille rum under gulvet, men hvis man lægger bagsæderyggen ned, øges volumen til 1290 liter.
Den kan også trække en trailer på op til 1500 kg totalvægt og tage en taglast på 75 kg. Med andre ord er Volvo XC40 Recharge en praktisk, relativt kompakt og velkørende elbil med firehjulstræk og god plads til fire.
Konkurrenter
Indtil Tesla Model Y kommer på vejene, er der nærmest ingen konkurrenter i samme klasse som XC40 Recharge Pure Electric P8. Volkswagen iD.4, Skoda Enyaq og Nissan Ariya bliver ikke tilgængelige med firehjulstræk foreløbig, så hvis man vil have en elektrisk SUV med firehjulstræk, er mulighederne i skrivende stund forsvindende få.
Udstyrsversion
XC40 leveres ikke med varmepumpe. Den er mærkeligt nok ekstraudstyr, så sørg for at krydse den af. Tilføj også adaptiv fartpilot, som også burde være standard, og selvfølgelig en af pakkerne med Harman Kardon-anlægget.
Underligt nok er blindezoneadvarsel også ekstraudstyr – på en Volvo?! – men elbilversionen, der er baseret på Volvos R-designpakke, er derudover veludstyret, bl.a. med 19 tommers alufælge, fartpilot, parkeringsassistent, bakkamera og opvarmet rat.
Ellers er der begrænset farvevalg i forhold til hybridversionen af XC40. Indvendig kan man vælge tre udgaver af sort på sort, men bemærk, at sæderne er identiske, selv om Volvo hævder, at dem med nappalæder og kontrastsømme er sportssæder.
Solidt førsteindtryk
Volvo har for nylig meddelt, at de tredobler produktionskapaciteten for elbiler i Gent i Belgien, hvor XC40 Recharge Pure Electric P8 produceres. Det er nok smart, for bilen har potentiale til at blive en storsælger for Volvo, og ventelisterne strækker sig allerede ind i juni 2021 for biler, som man bestiller i dag.
Den mellemstore el-SUV er stor nok til mange familier og både komfortabel nok til langture og fleksibel nok til de daglige shoppingture. Den heftige acceleration bliver hurtigt vanedannende, men det er kørekomforten, der er i førersædet her.
Bare husk at bestille den med varmepumpe og Harman Kardon-anlæg.
OBS: Der foreligger endnu ikke danske priser på den helelektriske Volvo XC40 Recharge.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer