TEST: Yamaha A-S2200

Jeg ved ikke, om det var Tony Bennett eller Diana Krall, der fik mig til at opdage det. Måske var det bare refrænet på deres duet “Alright, Okay, You Win”, der triggede noget i underbevidstheden, men jeg kunne mærke, at den nye Yamaha-forstærker var ved at krybe ind under huden på mig.

Det var måske retro-designet, der i første omgang tiltrak mig, men efter et par uger på testbænken er det lyden fra A-S2200, der gør, at den i min bog står som den mest overbevisende forstærker i et godt stykke tid.

Den integrerede A-S2200 er den mellemste i Yamahas serie af integrerede forstærkere i premium-klassen – A-S1200, A-S2200 og A-S3200 – som er bygget på samme måde, men med dyrere komponenter, kraftigere strømforsyning og bedre mekanisk kvalitet, efterhånden som prisen stiger.

Forstærkerne er rent analoge konstruktioner, helt uden digitale tilslutninger, streaming eller netværkstilslutning. Det kan hurtigt gøre dem uaktuelle for nogle, der hellere vælger Hegel H190 eller Naim Uniti Atom, som har alt dette, men mangler noget, Yamaha-forstærkeren har: Pladespillerindgang. Både til MM- og MC-pickupper.

På den måde konkurrerer Yamaha mere med Marantz Model 30, som heller ikke har DAC eller netværk, men en meget vellydende pladespillerindgang.

Balanceret og analog

De tre nye integrerede Yamaha-forstærkere har hentet meget fra high-end-forstærkersættet C-5000 og M-5000, og Yamaha siger, at de har forsøgt at bevare arven fra 5000-sættet ved at kopiere de mekaniske og elektriske kredsløb, bare nedskaleret til integrerede forstærkere.

Det har gjort, at der er flere ligheder end forskelle mellem de tre forstærkere. Bortset fra at A-S1200 ikke har balanceret kredsløb hele vejen, som de to dyrere modeller har. Den har heller ikke messingsoklen på trafoen, de dyre eksklusive PC-Triple C-kabler på udgangene eller hovedtelefonudgangen med separate kredsløb, som de dyrere forstærkere har.

Lækker kvalitet

Yamaha-forstærkeren er uforskammet veldrejet. Træsiderne i sort pianolak og den børstede aluminiumfront i sort eller sølv, det analoge effektmeter og de silkebløde kontroller – inklusive volumenkontrollen – giver en solid luksusfølelse.

En lækker detalje er, at volumenkontrollen fysisk drejer, når man trykker på mute-knappen.

Det står ikke dårligere til på bagsiden, hvor solide dobbelte højttalerterminaler flankerer en række gyldne analogindgange, deriblandt en balanceret indgang (som man kan vende polariteten på) og en pladespillerindgang.

Man kan bruge de fleste MM- og MC-pickupper på A-S2200, men vi savner muligheden for i det mindste at matche belastningen til en MC-pickup. Ligesom Marantz tilbyder på Model 30 – 33, 100 og 390 ohm – eller som Yamaha gør på forforstærkeren C-5000.

Stålbas og silkeklæder

Det er omtrent også det eneste, vi har at udsætte på Yamaha-forstærkeren. For pladespillerindgangen lyder fremragende. Super detaljeret, åben og med en vibrerende dynamisk kontrast, der løfter selv kedelige indspilninger. Men sørg for at matche den med en MC-pickup, der trives med 50 ohms belastning. MM-pickupper er ren plug and play, på 47 kilo-ohm.

Det er dog via den balancerede indgang med en CD-afspiller som lydkilde, at det virkelig slår gnister fra Yamaha-forstærkeren. Da Yamaha ikke kunne finde nogen af de udgående og snart udsolgte Yamaha-afspillere i CD-S-serien til os, brugte vi vores McIntosh MCD600, der også har digitale indgange som hovedkilde, og det må jeg sige satte liv i kludene.

Men først pakkede vi A-S2200 ud og satte den ved siden af en Hegel H360. En lille A-B-test afslørede, at Hegel-forstærkeren har strammere basdynamik og mere kraft og kontrol, når man spiller højt, men Yamaha-forstærkeren har federe bas og meget mere rumfølelse. På vores Sonus faber Olympica III fik Leif Ove Andsnes’ Beethoven-indspilning mere dybde og klang, og klavertonerne klingede længere ud på Yamaha-forstærkeren.

Det samme med Hegel H190, der ligesom H360 har referencekvaliteter i sin klasse, men også her leverer Yamaha-forstærkeren musikken pakket ind i skinnende gylden silke, mens Hegel-forstærkeren til sammenligning pakker musikken ind i en neutral, poleret stålramme med tilhørende tyngde.

Det måske mest overraskende ved A-S2200 var den måde, den gengav bas på. Det smældede mere i Pick Withers’ og Jack DeJohnettes trommer, især stortrommen, men også i kontrabasser. Som måske er bedre defineret på H190, men ikke så saftigt og tungt som på Yamaha-forstærkeren.

De små Audiovector R1 Arreté vandt meget på Yamahas generøse basdynamik, og det gav klaverlyden på Keith Jarretts Köln-koncert mere klangdybde og et solidt fundament.

Vokaler er et andet område, hvor A-S2200 stråler og giver øjeblikkelig gåsehud på opera-arier såvel som duetten mellem Diana Krall og Tony Bennett. Korsang er sjældent hørt så opløst og klangfuldt, og den trækker detaljerne frem i et ekstremt finmasket lydbillede, hvilket fortæller os, at Yamaha har arbejdet hårdt for at fjerne det grå slør, der ofte hænger over mange forstærkere. Selv i denne prisklasse.

Konklusion

Yamaha A-S2200 vil ikke dække alles behov, men med primært analoge lydkilder spiller den integrerede forstærker himmelsk. Den lyder langt kraftigere end opgivet og åbner op for musikken på samme måde, som når et scenetæppe trækkes fra.

Man får lyst til at klappe i hænderne, når musikken stopper, så medrivende er den. Den gengiver bas og trommer med en autoritet, som ville får Lars Ulrich til at rødme, og får sopraner til at synge som engle, og den skruer op for varmen på romantiske ballader, så det løber ned ad væggene.