Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: The Rain, 1. sæson

Dansk apokalypse

Netflix forsøger at vise, hvad der kan ske for os skandinaver, når velfærdsstatens komfortable sikkerhedsnet kollapser under os.

Publiceret 27/05/2018 - 18:26
The Rain, 1. sæson
Tor Aavatsmark

I et postapokalyptisk Danmark møder vi søskendeparret Simone (August) og Rasmus (Tønnesen), der skjuler sig i en bunker i skoven, efter at giftig, virusinficeret regn har dræbt næsten hele befolkningen. Efter seks år under jorden prøver de at begive sig ud i verden.

Fra Lillehammer til Kongens By

I modsætning til hvad de fleste tror, var det faktisk ikke House of Cards (2013), der var Netflix’ første serie, men Lilyhammer (2012) – en skæv komedie om mafiastikkeren Frank Tagliano (Steven Van Zandt), der flytter fra New York til den lille norske by Lillehammer som led i vidnebeskyttelse og oplever kraftige kultursammenstød. Det meste af serien er på norsk, primært med norske skuespillere og norsk humor. Alligevel appellerede den til et globalt publikum!

Som Netflix’ CEO Reed Hastings sagde under See What’s Next i Rom: “Lilyhammer was a game changer.” Hvis de kunne få en lidt sær serie, hvor det meste af dialogen var på norsk og Little Steven var den eneste stjerne, til at nå et globalt publikum – hvad kunne de så ikke gøre?

I år bruger Netflix ufattelige 6 milliarder kroner på egenproducerede serier på det europæiske marked. Marseille (2016) var den første europæiske serie (Lilyhammer var en co-produktion med NRK), og nu lanceres så den første 100 procent egenproducerede skandinavisk serie: The Rain.

(Foto: Netflix)

Dansk produktion og stab, amerikanske penge

Netflix ser ikke på deres lokalt producerede serier med kun lokale publikummer for øje; de produceres for at appellere til et globalt publikum. Spanske, italienske, franske, tyske og danske serier dubbes til 16 lokale sprog eller får undertekster for at nå ud til det globale Netflix-publikum på 125 millioner abonnenter. Som et kuriosum kan nævnes, at de danske skuespillerne i The Rain selv står for dubbingen til engelsk.

Under presselanceringen i Rom fortalte seriens producenter os, at de havde svært ved at få serien finansieret med danske midler. Andre serieskabere, både foran og bag kameraet, som vi mødte Rom, sagde, at de med Netflix som opdragsgiver fik større kunstnerisk frihed end hos traditionelle tv-producenter. Bl.a. er de ikke “låst” til 30 minutters slots og skal ikke tilpasse klipningen til reklamepauser.

P.t. har Netflix hele 55 produktioner – serier, film og dokumentarfilm – undervejs i Europa.

(Foto: Netflix)

Postapokalyptisk Skandinavien

Det skal siges, at The Rain med sit postapokalyptiske fokus bestemt ikke er en arketypisk skandinavisk serie; den kunne lige så godt have været indspillet i USA eller Tyskland. Når det er sagt, så kommer det ekstra skandinaviske element ind ved, hvordan vi skandinaver ville reagere, hvis vores velorganiserede velfærdssamfund kollapsede omkring os.

Tematisk minder serien både om The Road, Children of Men og (til dels) 48 Weeks Later, idet vi følger Simone og Rasmus’ jagt på deres familie, andre overlevende og en eventuel kur. De slår sig mere eller mindre frivilligt sammen med en lurvet gruppe ledet af Martin (Følsgaard) og Beatrice (Bundalovic), og sammen må de jagte mad, vogte sig for andre mennesker i en verden uden regler – og holde sig væk fra den dødbringende regn.

Serien starter brutalt, kaotisk og actionfyldt for så at gå over i overlevelsesdrama med thriller-elementer. At se kendte vartegn i København ødelagt i en post-apokalyptisk verden giver The Rain en ekstra dimension. Her har special effects-folkene gjort et flot stykke arbejde med at forvandle bl.a. Tivoli og Rådhuspladsen til kaos og forfald.

(Foto: Netflix)

Lidet troværdig

Desværre plages The Rain af en række svagheder. De unge hovedpersoner tager mange irriterende idiotiske valg, og alt for meget falder bare på plads. Der er meget af handlingen, der ikke hænger sammen, og mange åbenlyse plothuller.

I den første episode kolliderer de på motorvej, tilfældigvis lige ved den bunkers, de skal til. Deres far kender og har arbejdet med virussen, og de finder spor, der leder dem til Sverige. Her ankommer de til en lille svensk by på jagt efter en bestemt læge, og i det første hus, de kommer til, bor lægen selvfølgelig. Sådanne og irriterende mange andre sammenfald præger manuskriptet. Desuden plages serien af for mange klicheer, såsom at “de fremmede” guerillasoldater selvfølgelig er bad-ass østeuropæere. Dialogerne er også ofte kunstige og overfladiske.

Derimod får vi imponerende skuespil af Alba August, som forbløffende godt skildrer den komplekse Simone, der spænder fra naiv og sårbar til overbeskyttende og sej. Desværre er det ikke alle de unge skuespillere, der leverer lige så overbevisende præstationer, og de tenderer indimellem til overspil, hvilket dog til dels må tilskrives det simple manuskript. Fantastisk fotografering og effektiv klipning løfter til gengæld helheden.

Summa summarum er The Rain for lidt kompleks og for konstrueret og utroværdig til, at det lykkes at fænge og rive os med, trods den fascinerende tematik. Vi tror dog, at den kan appellere mere til et lidt yngre publikum. Synd, for det kunne have været rigtig godt. Tre stjerner (anmeldelsen er baseret på de fire første ud af otte episoder).

Netflix leverer igen fremragende teknisk kvalitet, hvor ikke mindst billedet imponerer.

picture2
<
>
(Foto: Netflix)

Fakta:

Release: 4. mai 2018 Instruktion: Kenneth Kainz & Natasha Arthy Med: Alba August, Nikkel B. Følsgaard, Lucas L. Tønnesen, Angela Bundalovic, Lukas Løkken, Jessica Dinnage Genre: Sci-Fi Land: Danmark/USA År: 2018 Tid: 5:20 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top