annonce
annonce

Anmeldelse: Troldmandsmagi

Harry Potter 1-7b

En af alle tiders mest populære filmserier – om en lille, nørdet dreng med runde briller og tryllestav – udgives nu på 4K UHD Blu-ray.

Da den mindrebemidlede fransklærer og alenemor J.K. Rowling i begyndelsen af 1990’erne fik ideen til børnebogssagaen om den forældreløse troldmandslærling Harry Potter fra Surrey, havde hverken hun eller nogen anden for den sags skyld nogen idé om, hvilken verdensomspændende mani det skulle udvikle sig til.

Alle tiders succes

Den første bog blev lanceret i 1996, og flere filmselskaber fattede hurtigt interesse for den succesrige romanserie og så potentialet i en spændende – og indbringende – filmføljeton. Som om Potter-manien ikke var stor nok, da det kun var bøgerne, der formidlede Rowlings budskab, blev hysteriet mangedoblet med introduktionen af Potter på film, hvilket skete i 2001 med Harry Potter og De Vises Sten.

Bøgerne er pr. dags dato udgivet i over 200 lande og er den mest sælgende bogserie nogensinde, hvilket har gjort Rowling til halvmilliardær – i pund.

Det er ikke så underligt, at børn er fascineret af Potters verden, for her er alt lagt til rette på børnenes præmisser. Det er dem, al fokus er rettet mod, alle eventyrene og spændingen er resultatet af børns handlinger, og derudover har de mængder af magiske gadgets og spiller quidditch.

Oven i det hele er børnene dygtige og intelligente, og serien er befriende fri for de løftede pegefingre, som de fleste bøger og film for børn er præget af i mere eller mindre skjult grad. Al ære til Rowling for det.

(Foto: Fox/Paramount)

Børnebøger?

Den store forskel mellem Harry Potters og andre børnebøgers succes er, at Rowling med Potter også har formået at erobre en meget stor del af den voksne læserskare. Derudover har hun haft dygtige finansielle rådgivere, der har satset næsten lige så meget på spinoff-produkter og merchandising, som selveste George Lucas har med Star Wars.

I forbindelse med en Potter-lancering – som bog, i biografen eller på Blu-ray – finder man Harry Potter i alt fra hamburgermenuer over computerspil til ethvert tænkeligt legetøj for børn i alle aldre. Rowling selv har forsvaret dette med, at det er sådan, filmselskaberne tjener penge i dag.

Ubeskrevne blade

Da det blev besluttet, at Potter skulle transponeres til celluloid, og Rowling havde bestemt, at skuespillerne hovedsagelig skulle være britiske, blev den største casting-jagt i Storbritanniens historie iværksat. Valget faldt på en række ukendte og relativt uerfarne børn: Daniel Radcliffe som Harry Potter, Emma Watson som den duksede og bedrevidende Hermione Granger og Rupert Grint som Ron Weasley.

Filmene blev genialt nok toppet med en stjerneparade af britiske karakterskuespillere som Richard Harris, Alan Rickman, Kenneth Branagh, Emma Thompson, Maggie Smith, John Hurt, David Thewlis, Robbie Coltrane og Gary Oldman. Skuespillere, der uden tvivl har bidraget til seriens brede appel ved at give den troværdighed og pondus. Når filmene ovenikøbet kunne prale af special effects på højde med det bedste fra Hollywood, var grundlaget for succes lagt.

Forud for den første Harry Potter-film blev Steven Spielberg faktisk kontaktet med henblik på at instruere. Samarbejdet faldt dog til jorden, hovedsagelig fordi Rowling insisterede på “an all-british cast” – Spielberg ønskede Haley Joel Osment (Den sjette sans, A.I.) i rollen som Potter. De fleste briter trak et lettelsens suk, da Spielberg blev vraget, idet frygten for, at han skulle “amerikanisere” Potter, var stor.

(Foto: Fox/Paramount)

Fra Blu-ray til 4K

Serien har for længst nået sin afslutning, og Warner Bros. lancerer nu de otte Harry Potter-film i det nye 4K UHD Blu-ray-format. Skuffende nok udgives filmene ikke i 4K i en samleboks i Skandinavien, som de gør i USA og Storbritannien, så hvis du er afhængig af danske undertekster, må du grave dybt i tegnebogen: 2.240 kroner (280 kroner stykket) koster den fornøjelse!

HP1: Harry Potter og De Vises Sten (2001)

Vi møder den 11-årige Harry, der bor hos sin moster og onkel, hvor han sover i et kosteskab og behandles som en paria. På Hogwarts møder han endelig ligesindede børn, får venner for livet i Ron og Hermione – og en fjende, den slikkede Draco Malfoy.

Hovedfokus i HP1 er, at Harry kommer i kontakt med sin fortid og lærer, hvem han virkelig er. Samtidig bliver vi introduceret for hele persongalleriet, mens filmen uundgåeligt skrider mod sit højdepunkt – Harrys møde med hans forældres morder, Lord Voldemort!

Meget tro mod bogen og en vellykket introduktion til Potter-universet, men en film, der mest appellerer til børn.

Film: 4

HP2: Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer (2002)

Elever, der ikke er af rent blod – dvs. børn, der ikke har to troldmænd som forældre – står i fare for at blive bortvist fra Hogwarts. Dette optagelseskriterium ønskes indført af familien Malfoy. Endnu en gang viser det sig, at det er Harrys nemesis, Lord Voldemort, der står bag.

Med HP2 er Harry vokset af både statur og ikke mindst sind. Det er Radcliffe også; det er tydeligt, at han er vokset med rollen og nu har mere selvtillid. Filmen følger bogen næsten slavisk og har således en underlig filmisk karakter. Det tages også for givet, at seerne er bekendt med Potter-universet. Her burde 30-40 minutter mere være blevet i klipperummet!

Film: 3

(Foto: Fox/Paramount)

HP3: Harry Potter og Fangen fra Azkaban (2004)

Endnu en gang indhentes Potter af sin fortid, idet en af Voldemarts kumpaner, Sirius Black, er flygtet fra Azkaban-fængslet og er på vej for at tage livet af Harry. Harry må stole på sit mod, sine magiske evner og sine trofaste venner for at afsløre sandheden om Black.

HP3 adskiller sig væsentligt fra de to foregående film. Først og fremmest har valget af en ny instruktør haft indflydelse på resultatet, og filmen er betydelig mørkere og mere dyster end forgængerne. De tre hovedrolleindehavere er blevet virkelig dygtige i deres samspil, hvilket giver filmen en lidt anden dimension. Alt i alt er en meget underholdende familiefilm.

Film: 5

HP4: Harry Potter og Flammernes Pokal (2005)

Harrys fjerde år på Hogwarts er en temmelig trist filmisk oplevelse, hvor det bliver klart, hvor langtrukket historien om Harry Potters liv og levned er. Usædvanlig lidt nytænkning og skrigende mangel på en god historie, idet hele filmen drejer sig om troldmandsturneringen Magisk Trekamp med et relativt forudsigeligt og kedelig forløb.

Hverken Radcliffe eller Grint kan påberåbe sig de store karakterskuespiller-egenskaber, og aldrig har det været tydeligere end i HP4. Instruktør Newell kæmper også med dramaturgien: Selve turneringen er inddelt i tre opgaver, og det virker, som om tiden indimellem er fyldt med unødvendig træden vande. Effekterne er imponerende, men bliver ofte tom staffage for at dække over den tynde (og alt for langtrukne) handling.

Film: 2

(Foto: Fox/Paramount)

HP5: Harry Potter og Fønixordenen (2007)

Femte år på Hogwarts står for tur, og teenageårene har indhentet Harry, Hermione og Ron. Igen er Mørkets Fyrste, Lord Voldemort, tilbage, men hverken myndighederne eller de andre elever tror på Harry.

FAKTA

4K UHD Blu-ray
Release: 31. oktober 2017
Instruktion: Chris Colombus, Alfonso Cuarón, Mike Newell, David Yates
Med: Daniel Radcliffe, Emma Watson, Rupert Grint, Richard Harris, Michael Gambon, Maggie Smith, Robbie Coltrane, Ian Hart, John Hurt, Gary Oldman, David Tennant, Jason Isaacs, Tom Felton, Ralph Fiennes, Brendan Gleeson, Jim Broadbent, Alan Rickman, Helena Bonham Carter, Bill Nighy, Evanna Lynch, David Thewlis
Genre: Fantasy
Land: UK
År: 2001-2011
Tid: 19:38 timer

Flere anmeldelser under

A Ghost Story

Krævende spøgelseshistorie

David Lowery har lavet en film om kærlighed, tab og bundløs sorg – på meget original vis.

The Handmaid’s Tale, 2. sæson

Rystende godt

Westworld, 2. sæson

Det kunstige univers ekspanderer – og imploderer

Mordet i Orientekspressen

Lækker anakronisme

The Mountain Between Us

Romantisk overlevelsesdrama

Star Wars: The Last Jedi

Klassisk stjernekrig

Billions, 3. sæson

Herlig kynisme

Justice League

Seje helte – slap historie

DC’s superhelte forsøger sig med en Avengers, men de er hverken lige så friske eller interessante som deres Marvel-fætre.

Geostorm 3D

Noget af det dummeste vi har set

Thor: Ragnarok

Sarkastiske superhelte

Marseille, 2. sæson

Fransk socialrealisme

Annihilation

Skelsættende eksistentialisme

The Man With the Iron Heart

Ujævnt krigsdrama

Here and Now, 1. sæson

Facaden revner