annonce
annonce

Anmeldelse: Westworld, 2. sæson

Det kunstige univers ekspanderer – og imploderer

Den fascinerende tv-serie Westworld opretholder sine premiumkvaliteter.

Det var en varm martsdag i Austin, Texas, ved SXSW 2016, da vi i sin tid blev introduceret til Westworld af selveste J.J. Abrams. Det lille klip, vi fik at se af den (dengang) ufærdige serie, gav os skyhøje forventninger – forventninger, der faktisk blev overgået, da 1. sæson blev lanceret. Velfortjent kårede vi Westworld til Årets Bedste tv-serie 2016-2017.

Kombinationen af et innovativt og banebrydende plot, mesterlig fotografering og klipning, et visuelt festfyrværkeri, dybtgående dialoger, et enormt budget til set design og kostumer plus skuespillerpræstationer i top var et ægte pletskud. Meget at leve op til, med andre ord, men den svære 2. sæson skuffer bestemt ikke!

Elitens legeplads

Kort fortalt kan de rigeste af de rige boltre sig i en overdådig, realistisk “forlystelsespark”, der til forveksling ligner Det Vilde Vesten, og hvor alle værterne er androider – kunstige mennesker så realistiske, at det er umuligt at se forskel på dem og ægte mennesker.

I parken kan man udleve sine vildeste, men også mørkeste og mest outrerede lyster, f.eks. have sex med en lang række værter og derefter pløkke dem til plukfisk – just for the fun of it! Gæsterne kan ikke skades, og dagen efter er værterne repareret og deres “hjerne” nulstillet, klar til endnu en dags forlystelser.

Mellem ledelsen, den egenrådige grundlægger dr. Robert Ford (Hopkins) og bestyrelsen hersker der en magtkamp om parkens udvikling og ikke mindst om forholdet til og brugen af værterne. Desuden ligger der et slør over Fords eventuelle andre motiver (han endte 1. sæson med en kugle gennem hovedet) og skjulte videreudvikling af parken.

(Foto: HBO)

Hvad er virkeligt?

I en tid, hvor Elon Musk og nu afdøde Stephen Hawking har advaret om, at kunstig intelligens kan betyde enden for menneskeheden, kommer Westworld som en knytnæve ind i debatten.

1. sæson bød på mange dybtgående debatter mellem værter og skabere, og en gennemgående filosofisk undertone om, hvad der definerer et rigtigt menneske. En tematik, der også har været i fokus i bl.a. A.I., Prometheus og senest Blade Runner 2049.

I serien, der er baseret på filmen fra 1973 af samme navn – skrevet og instrueret af Michael Crichton (som også har skrevet bogen bag Jurassic Park) – oplever vi, som det ofte tilfældet – at teknologien ikke altid spiller sammen med os, og at fiflen med naturen kan have uanede konsekvenser.

Noget er nemlig gået frygtelig galt, og flere af værterne – anført af den ambitiøse Maeve (Newton) – begyndte i 1. sæson en gradvis opvågning og selvrealisering, hvor de begyndte at stille de store spørgsmål: Hvad er virkeligt, hvad er drøm, og hvad definerer egentlig et menneske? Da det går op for Maeve, hvad hun og de andre værter er, går hun nærmest i chok – før hun beslutter sig for at bryde ud af det mønster, skaberne har lagt for hende.

Børnene dræber deres skabere

Et af vores gentagne ankepunkter mod mange serier er deres ofte manglende evne til at forny sig, så vi mere eller mindre ses den samme sæson (med lidt anderledes handling) igen og igen. Den fælde falder Westworld bestemt ikke i. Handlingen, plottet og figurerne udvikler sig og ændres radikalt fra 1. til 2. sæson.

Efter at skaberne har mistet kontrollen over robotterne, kan alt ske. Den tvetydige tagline for den nye sæson lyder da også: “Chaos takes control.” 1. sæson kulminerede i et decideret blodbad, som fortsætter og eskalerer i 2. sæson. Sæsonen er både mørkere, mere dyster og mere actionfyldt, men samtidig forsvinder noget af dybden og den intense dialog, der prægede 1. sæson.

(Foto: HBO)

Kompleks handling

I 1. sæson tog det lidt tid at forstå, hvad det var, vi rent faktisk var vidne til – hvad der var drøm, hvad der var fiktion, hvem der var androider, og ikke mindst hvilken tidslinje vi til enhver tid befandt os i. 2. sæson er i den henseende mindst lige så kompleks.

FAKTA

HBO Nordic
Release: 23. april 2018
Instruktion: Lisa Joy m.fl.
Med: Evan Rachel-Wood, Ed Harris, Thandie Newton, James Marsden, Jeffrey Wright, Katja Herbers
Genre: Sci-fi
Land: USA
År: 2018
Tid: 12:50 timer

Flere anmeldelser under

A Ghost Story

Krævende spøgelseshistorie

David Lowery har lavet en film om kærlighed, tab og bundløs sorg – på meget original vis.

The Handmaid’s Tale, 2. sæson

Rystende godt

Mordet i Orientekspressen

Lækker anakronisme

The Mountain Between Us

Romantisk overlevelsesdrama

Star Wars: The Last Jedi

Klassisk stjernekrig

Billions, 3. sæson

Herlig kynisme

Justice League

Seje helte – slap historie

Geostorm 3D

Noget af det dummeste vi har set

Geostorm er en åbenlys fornærmelse mod ethvert normaltbegavet menneske – og dræbende kedelig!

Thor: Ragnarok

Sarkastiske superhelte

Marseille, 2. sæson

Fransk socialrealisme

Annihilation

Skelsættende eksistentialisme

The Man With the Iron Heart

Ujævnt krigsdrama

Here and Now, 1. sæson

Facaden revner

The Big Sick

Charmerende kultursammenstød