annonse
annonse

Nyhed: Nyt budget-iPad med pen

Nyt budget-iPad med pen

Apples nye tablet er hurtigere og billigere, og understøtter Apple Pencil.

På en presse-event i Chicago fremviste Apple forleden en ny iPad i det mere overkommelige segment. Ud over at den selvfølgelig har mere moderne teknologi indeni, er det understøttelse af Apple Pencil, der er den store nyhed.

Eventen var meget fokuseret på uddannelsesområdet, hvor pennen tilfører en masse nyttige funktioner. Hvad enten det så er at tage hurtige notater, lave markeringer i dokumenter, lave illustrationer eller at få mere kontrol, end man kan med en finger på skærmen. Ud over positionen kan pennen også mærke, hvor hårdt man trykker, og i hvilken vinkel. Hvis det som forventet bliver den samme oplevelse som med iPad Pro, vil pennen føles meget naturlig og præcis at bruge.

Endelig kan man bruge pennen med den almindelige iPad. (Foto: Apple)

Indvendig finder man Apples egen A10 Fusion-processor, der er den samme som i iPhone 7. Den er ganske vist langsommere end den i iPad Pro, men i forhold til den tidligere iPad-model er ydelsen steget med 40 procent, mens grafikken er blevet hele 50 procent hurtigere. Mål og vægt er det samme som for den tidligere model.

Pennen giver bedre præcision end en finger. (Foto: Apple)

For at gøre den endnu mere nyttig i skolesammenhæng suppleres den nye iPad med en række apps. Med nye versioner af Apples produktivitets-apps Pages, Numbers og Keynote kan man nu bruge pennen her. Med Notability kan man påtegne, kommentere og markere med den. Apple har desuden en række apps på vej, der skal lette skolearbejdet, bl.a. administrationsværktøjer, så lærerne kan uddele opgaver til eleverne og følge deres fremskridt.

Augmented Reality er også et godt værktøj for studerende. (Foto: Apple)

Rart nok har Apple sænket prisen på basismodellen med to hundrede kroner til 2.799 kroner, og skoler vil kunne købe den til en reduceret pris. Den nye iPad fås i sølv, grå og den nye farve guld, og er i handelen nu.

Vi vender snart tilbage med en test af den nye iPad.