annonse
annonse
Travis er tilbage

Interview

Vi har mødt bandet til en snak om musik, Brexit og fodbold.

annonse

Fredag den 24. juni. En verden vågnede op til choknyheden om, at det britiske folk havde stemt for at kaste EU over bord og klare sig selv. David Cameron meldte sin afgang. Samme aften gik de skotske superstjerner i bandet Travis på scenen under festivalen Over Oslo, men ikke før jeg havde haft et møde med dem samme eftermiddag. De er nemlig albumaktuelle igen. Men hvis du tror, at det handler om et album – som i “long playing,” tager du fejl. “Everything At Once” er i nemlig kun 33 minutter lang, opdelt i ti sange. Det betyder, at bandet har produceret gennemsnitligt 11 minutter om året siden sidste album “Where You Stand” fra 2013.

Gråbein møder Travis for interview. Foto: Morten Bakke

Gråbein møder Travis for interview. Foto: Morten Bakke

Brexit
Jeg mødte sanger Fran Healy og bassist Dougie Payne i TV2 hovedkvarter på Karl Johans gate i Oslo. Og da jeg, som resten af verden, stadig var helt chokeret over Storbritanniens beslutning om EU-løsrivelse, røg det bare ud af munden på mig:

So. Brexit, huh. Er I tilfredse med afstemningen?

Nej, ekstremt utilfredse, udbrød Payne med en bred og bedrøvet skotsk accent. Jeg er meget deprimeret over det. Det er virkelig bekymrende, jeg tror ikke, de har forstået konsekvenserne af dette. Det her vil få store konsekvenser.

Tror I, at folk har stemt mere følelserne end med hjernen?

Der var i hvert fald ikke hjerne involveret. Det var simpelthen på grund af den store utilfredshed og følelsen af at have mistet sin stemme og ikke være blevet lyttet til. Det var en protest. Men det er den forkerte sag at vise sin protest i. Dette er virkelig en trist dag.

Og det er ikke en beslutning, der skal foretages af folket,” stemmer Fran Healy i. “Det er en politisk beslutning. Det er ren politik.”

Cameron var så sikker på, at Storbritannien ville stemme for at blive i EU, at han villigt præsenterede Europa som et offer. Han tænkte, at ikke var nogen chance for, at det ville ske, men bragte emnet på banen for at forsøge at forene sit parti. Men partiet blev i stedet splittet, og det faldt dramatisk tilbage på ham. Det var en politisk manøvre, og han fejlede. Konsekvenserne af dette kommer til at kunne mærkes i flere årtier, og intet af det vil være godt. Det er snæversynede, konservative små englændere, der har stemt for dette, og det er ikke godt.

Det kan i det mindste være en inspiration for fremtidige Travis-album, forsøgte jeg mig…

Eller det kan blive optakten til Tredje Verdenskrig!,” returnede Payne.

Foto: Caroline International

Foto: Caroline International

Nyt album på eget pladeselskab

Okay, nok politik! Nu til musikken: Albummet “Everything At Once” er udgivet på jeres eget pladeselskab. Er det det første album, I har styret selv?

Nej, det tredje,” retter Healy. “Den første udgivelse, som vi lavede på Red Telephone Box, var tilbage i 1996, 10-tommeren ‘All I Want To Do Is Rock’. Men så, da vi lavede vores sjette album, ‘Ode To J. Smith’ (2008), havde vi netop afsluttet en 5-albums-aftale med Independiente. Vi tænkte, at det nu ville være godt at forsøge os med lidt selvstyre, så vi genoplivede Red Telephone Box.

Det var Trexit,” indskyder Dougie Payne, og høster latter fra alle tre.

Ja, haha. Det var rart, men det gav også en masse arbejde for vores manager med at håndtere logistikken i distribution og så videre. Men da vi så nåede til ‘Where You Stand’, gjorde vi det igen på Red Telephone Box. Men denne gang brugte vi en servicevirksomhed, kaldet Kobalt. Og med det seneste album har vi gjort det samme, denne gang med servicevirksomheden Caroline. På den måde har vi alle fordelene med at have en slags pladeselskab, der styrer tingene, men bevarer stadig vores selvstændighed.

Foto: Caroline International

Foto: Caroline International

Pæn, ren lyd
En hi-fi-nørd som mig lægger mærke til en ren og pæn lyd, når jeg hører jeres plader. Er I selv meget involveret i miksningen?

Nej, det har vi aldrig været,” siger Healy. “Vi har hele tiden været så heldige at arbejde sammen med nogle af de bedste folk i verden. Steve Lillywhite lavede vores første album. Nigel Godrich lavede de efterfølgende tre, og så har vi arbejdet med en svensker, der hedder Michael Ilbert. Michael er lige så god som Nigel, når det gælder det tekniske. Han er meget omhyggelig og opmærksom på detaljen. Helt op til det tredje album lavede vi alt på analoge bånd. Men så, da Pro Tools blev meget bedre, brugte vi det. På det sjette album gik vi tilbage til bånd, og siden, på det syvende og ottende, digitalt. Men vi bruger en masse gammelt udstyr. Og vi spiller live. Jeg ønsker at høre bandet i rummet. Det er det vigtigste, nemlig at høre lyden af fire fyre, der spiller røven ud af bukserne.

Ja, det handler om at fange energien,” tilføjer Payne. “Hvad sker der mellem os fire, når vi spiller sammen. Og hvor man tænker, “Det går godt indtil videre, men nu kvajer jeg mig sikkert om lidt.

Hvis du har så gode tekniske spillere som Michael og Nigel, der formår at fange øjeblikket, så vi vil det hele lyde godt,” beroliger Healy.

Og Michael har den svenske fornemmelse for pop, og han får tingene til at lyde af hi-fi, hvilket synes at være en stor ting i denne del af verden. Det er interessant,” konkluderer Payne.

Foto: Caroline International

Foto: Caroline International

Korte albums

Jeres seneste album er ikke særlig langt. Er det streaming, der spiller ind her? At folks opmærksomhed er kortere end tidligere?

Nej Det har med to ting at gøre,” protesterer Healy. “For det første måtte vi gøre en masse ekstra arbejde på det forrige album. Vi var nødt til at redigere sangene bagefter for at gøre dem korte nok til at få dem spillet i radioen. Så denne gang havde vi som den eneste begrænsning fra begyndelsen, at sangene skulle være under tre minutter. De bedste sange, vi nogensinde har skrevet, er to et halvt minut lange, så lad os bare holde det ‘short and sweet’. For det andet er det for mig et oprør, når du har et band, der laver sange på fem minutter, imens du selv er færdig efter to et halvt minut alligevel. Jeg synes det er helt rart at være i stand til at sige: ‘det er faktisk en god måde at gøre det på.” Gør det kort, og ikke længere end folk ønsker. Vi har været her for længe alligevel.

Nej, det må du ikke sige.

Det har været over tyve år. Det er lang tid.

Jeg forstår, hvad du mener. Jeg spiller selv i et band, og når jeg er færdig med en tekst, er der ofte en, der siger, at der er brug for et vers mere. Men jeg er færdig. Den er færdig. Jeg har ikke mere at sige.

Lige præcis,” siger Dougie Payne. “Det er god disciplin at vide, hvornår det er nok. Mange sange er fem-seks minutter lange, og for det meste gentager man bare sig selv. Medmindre du skriver en jazzodysse, der vandrer ind i forskellige sektioner, naturligvis. Men for det meste er det verset igen, så kommer omkvædet igen. Og måske noget i midten…

Et minut inde i en sang ved du, om den er fantastisk eller noget lort,” indskyder Healy. “Jeg vil gerne have, at du vil høre sangen igen. Men du kan ikke blive ved længere, end hvad folk ønsker at høre.

For første gang i 10 år er de singler, vi har udgivet i England, blevet A-noteret på alle radiostationer i Storbritannien. Det er ikke sket for os i mange år. Så hvis du gør det kort, og åbenbart til radio, for det er her, vi er som band. Jeg ved det ikke, men nogle gange tænker jeg: ‘Er vi et band, som skal høres på plade, eller er vi et band …’ Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg dybest set godt lide det faktum, at vi er i radioen mere end noget andet. Vi er et radioband. Radio er gratis, der er intet ulovligt ved det. Det er ikke streaming, det er ikke piratkopiering …

Du snylter ikke på kunstneren økonomisk,” skyder Payne ind.

Og radioen er stadig konge,” konkluderer Healy.

Radio var det medium, der gav os chancen i første omgang,” erindrer Dougie Payne. “Radio 1 i England i 1999 gav os en chance. En fyr sagde, ‘Ved I hvad? Det her skal vi spille.’ Og han begyndte at spille vores sange, og lagde det i lytternes hænder. Og vi fik chancen. Jeg tror, at radio stadig har en rolle at spille. Med alle disse algoritmer, du har på Spotify og andre streamingtjenester, er radio er det musikalske sted, der ikke er blevet skræddersyet til din smag.

Ja, du kan faktisk risikere at opdage noget nyt,” indskyder Fran Healy.

Videoer

Jeg opdagede jer gennem MTV, i de gode gamle dage.

Ja, videoer er vigtige for os,” svarer Healy i en lidt doven tone.

Er videoer stadig vigtige?

Ja, det er en kunstart, der er blevet glemt. Vi lavede her en film til hele albummet. Vi tænkte, ‘Lad os sætte alle sejl til’, og resultatet er blevet et af de mest komplette album, vi nogensinde har lavet, når det gælder vidoe og musik. Videoerne er meget morsomme og godt lavet. Det er fantastisk.

Jeg kan ikke vente med at se videoerne. Hvor lang er filmen?

“30 minutter. Det er som en film, der dækker hele albummet, bortset fra to sange, som er droppet, da det blev var for dyrt. Vi havde et givet budget. Men alle sangene glider glat ind i hinanden, og der er et meget løst fortællerperspektiv, der løber gennem det hele. Det starter i en natklub i Berlin, hvorefter nogen kommer noget noget i min drink. Og så forsvinder jeg på det her trip. Og det hele er bare vanvittigt. Alt på én gang …

Det lyder som en film, jeg skal se …

Yndlingssang

Hvad er jeres yndlingssang på det nye album?

Læs også:

Øl, high-end og hornmusik

Hvad der var gammelt, er nu nyt.

Besøg hos Samsung Sound Lab

Når man står over for at skulle købe en soundbar eller højttaler i den billige ende, er forventningerne til lydkvaliteten sjældent ret høje. Men hvorfor nøjes, hvis man kan presse citronen og alligevel få fuld valuta for pengene?

Borg'en er landet

Soloprojekt fra en af Eropas største højttalerbagmand - og med støtte fra legendariske Ken Ishiwata.

Dansk hi-fi indtager München

En tur gennem messehallerne på den tyske high-end-messe er som en spadsertur i velkendte omgivelser.

Dykkerkamera fra Panasonic

Hele 31 meter skal det kunne dykke, det lille robustkamera Lumix FT7.

Lad din iPhone blive hjemme

Vi har prøvet Apple Watch, som nu fås med egen mobilforbindelse.

Underfundig grammofon

Selv om Pro-Jects nye pladespiller går under navnet Yellow Submarine, kan den dog ikke spille under vand.

Se lige den Focal-højttaler!

De massive Utopia Evo koster over en million og bruger elektromagnetisme til at booste bassen.

Opgradér højttalerne med indbygget forstærker

System Audio har lavet en ganske smart løsning med en forstærker, som monteres inde i højttalerne.

Ortofon fejrer 100 år

Century er et passende navn til den nye high-end-pickup, som markerer 100-året for Ortofon.

Marantz fejrer Ken Ishiwata

I 40 har Ken Ishiwata været Marantz’ mest vitale konstruktør, og det skal selvfølgelig fejres med jubilæumsprodukter.

Dynaudio fornyer Confidence-højttalerne

Den gamle højttalerserie er historie, og en ny generation er på vej med radikale løsninger.

annonse
annonse
annonse
annonse
-

Lyd & Billede

Som læser har du kun ret til at benytte indholdet på lydogbillede.dk til personlige og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål, forudsat at du henviser til kilden og respekterer eventuelle rettighedsangivelser og/eller -forbehold. Du må ikke bruge indhold til andre formål eller på andre måder end dem, der udtrykkeligt er tilladt.