TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Sådan er Samsung Galaxy S5

Vi har ekstraordinært og eksklusivt fået lov til at låne et eksemplar af den kommende topmodel fra Samsung, Galaxy S5. Læs her om vores første indtryk.

Af / 03/04/2014 - 17:40
Sådan er Samsung Galaxy S5

Når Samsung præsenterer en ny flagskibs-smartphone, så er der vist ingen tvivl om, at det efterhånden er blandt de vigtigste – måske dén vigtigste – lanceringer i løbet af hele året. Sådan var det også i slutningen af februar i Barcelona, hvor Samsung for første gang fremviste Galaxy S5, der skal afløse den populære Galaxy S4.

Galaxy S5 kommer i butikkerne i løbet af næste uge, helt præcis den 11. april hvis alt går efter planen, og når telefonen er på markedet, skal vi nok komme med en dybdegående test af produktet.

Alligevel kunne vi ikke sige nej, da Samsung gav os muligheden for at kigge lidt nærmere på telefonen her over en uge før, den kommer ud til forbrugerne. Dette er altså ingen decideret test, men blot et overblik over vores første indtryk efter at have prøvet telefonen et par dage.

Blændende flot skærm
Det første, som slår os, er, at skærmen, som er på 5,1″ og af typen S-AMOLED med fuld 1080p HD-opløsning, er endnu mere lysstærk og skarp end skærmen på Galaxy S4.

Det er svært at vise på billeder, præcis hvor lysstærk og knivskarp skærmen er på den nye Galaxy S5.
Det er svært at vise på billeder, præcis hvor lysstærk og knivskarp skærmen er på den nye Galaxy S5.

Ekspert-sitet DisplayMate var for få dage ude med en melding om, at skærmen på Galaxy S5 skulle være den bedste på en mobiltelefon nogensinde. Den skulle både have bedste lysstyrke, bedste farvegengivelse og bedste kontraster af nogen skærm på markedet samt den bedste betragtningsvinkel, og det er vi faktisk parate til at skrive under på, selvom vi ikke har adgang til DisplayMates måleredskaber. Denne skærm er simpelthen uhørt god!

Annonce
Samsung har lavet ændringer i brugerfladen, og for eksempel indstillingerne er blevet mere overskuelige.
Samsung har lavet ændringer i brugerfladen, og for eksempel indstillingerne er blevet mere overskuelige.

Fingeraftrykslæser og hjertescanner
Først kom iPhone 5S, senere kom HTC One Max, og nu er Samsung Galaxy S5 også klar – med en fingeraftrykslæser for at øge sikkerheden og give mulighed for hurtig betaling via mobiltelefonen. Hos Apple kan man bruger fingeraftrykket til at betale for apps og indhold fra iTunes, mens man hos Samsung vil kunne bruge fingeraftryksscanneren til betaling via Paypal.

Hvor man på en iPhone 5S blot skal holde sin finger i kort tid på hjemmeknappen, så kræver Samsung Galaxy S5 – ligesom HTC One Max – at man stryger fingeren henover scanneren. Det er knap så intuitivt og tager lidt længere tid, men til gengæld oplevede vi ikke på noget tidspunkt, at scanneren ikke kunne læse fingeraftrykket korrekt. Dette vurderer vi dog efter blot to dage. Det er muligt, man får en anden oplevelse, når man har brugt telefonen lidt længere tid.

Hjertescanneren deler plads med LED-blitzen og sidder således lige under kameraet.
Hjertescanneren deler plads med LED-blitzen og sidder således lige under kameraet.

Galaxy S5 har også en hjertescanner – altså en pulsmåler – siddende under kameraet. Den betjener man via app’en S Health, som også kommer i en opdateret version sammen med Galaxy S5. Vi har prøvet scanneren et par gange, og den fungerer skam ganske glimrende og efter hensigten. Vi tillader os dog at tvivle på, om Samsung sælger ret mange ekstra telefoner af den grund. Det er helt klart en funktion, som er “nice-to-have”, men heller ikke mere.

Ydelse
Med sin 2,5 GHz Snapdragon 805 quad-core processor skulle Galaxy S5 egentlig være den hurtigste smartphone på markedet. Og den da også lynhurtig i daglig brug. Men det er jo stort set alle topmodeller på markedet, og når man udsætter Galaxy S5 for benchmark-test, så er den faktisk en smule langsommere end HTC One M8, der bliver en af de store konkurrenter på markedet i løbet af 2014.

Screenshot_2014-04-03-16-09-47

973 (single-core) og 2.836 (multi-core) scorer Galaxy S5 i vores benchmark-program Geekbench 3. Til sammenligning scorer HTC One M8 975 point (single-core) og 2.964 point (multi-core) i samme test, mens iPhone 5S scorer 1.411 (single-core) og 2.559 (multi-core). Der er altså god grund til at forvente, at den kommende iPhone 6 vil kunne hægte Samsung Galaxy S5 godt og grundigt af, hvad ydelsen angår, når den bliver lanceret senere på året.

Design og kvalitetsfølelse
Til trods for den høje pris har Samsungs topmodeller altid været meget plastic-agtige, og det er der sådan set ikke lavet så meget om på med Galaxy S5. Ved første øjekast ligner den forgængeren, Galaxy S4, på en prik, men reelt er den blevet både større og tungere. Og selvom den stadig er lavet af plastic, så virker den i det mindste mere robust, når man holder den i hånden. Der er bare stadig meget langt fra Galaxy S5 og så til den premium-følelse man får med telefoner som den nye HTC One M8 og Apples iPhone 5S.

Galaxy S5 (til venstre) side om side med Galaxy S4 (til højre).
Galaxy S5 (til venstre) side om side med Galaxy S4 (til højre).
HTC One M8 (til venstre) side om side med Samsung Galaxy S5 (til højre). Kvalitetsforskellen er til at se med det blotte øje.
HTC One M8 (til venstre) side om side med Samsung Galaxy S5 (til højre). Kvalitetsforskellen er til at se med det blotte øje.

Men alt-i-alt er vi sikre på, at Samsungs nye baby nok skal blive et stort hit. Især skærmen fik os til at spærre øjnene op, og vi har stadig til gode at komme tæt på kameraet og en lang række af de andre, nye funktioner, Samsung har spækket den nye Galaxy s5 med. Det vil du kunne læse meget mere om, når vores test af telefonen er klar her på siden – formentlig i løbet af de næste par uger.

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Armbåndsur til astronørder

Samsung klar med fire nye Galaxy S-modeller i januar 2025

OnePlus på vej med endnu en topmodel

Android XR til virtuelle verdener

Nye Apple Intelligence-funktioner klar til iPhone

Googles december-opdatering frigivet

Reparere selv? Glem det!

Første brugere kan downloade Samsung One UI 7

OnePlus løfter sløret for OnePlus 13

Huawei lancerer nyt operativsystem uden Android

Gemini Live på dansk!

Huawei Mate 70 kan bestilles