De er måske primært tiltænkt det aktivt trænende folk, men fitness-trackere kan med deres alsidige egenskaber bruges til mange formål. Savner du motivation til at lette måsen fra sofaen, eller har du allerede godt styr på det med den daglige motion og trænger bare til et detaljeret overblik over dine udskejelser, så vil du være i målgruppen for en fitness-tracker. Om du så skal have en helt banal tracker eller et moderne smart-ur med tracking-egenskaber, afhænger af dit behov.
Med de sidste par års udvikling inden for smart-ure er urene også begyndt at blive seriøse konkurrenter til de rene trackere, selv om prisen naturligvis stadig er i en anden boldgade. En fitness-tracker koster i gennemsnit lidt over 1.000 kroner, mens et smart-ur hurtigt løber op i tre gange så meget.
Hvad har de så tilfælles?
Fælles for begge produktkategorier er, at de alle har indbyggede pulsmåler, kan agere skridttæller og registrerer dit søvnmønster. Nogle har dertil GPS og indbygget lagerplads, hvilket betyder, at du kan cutte forbindelsen til din smartphone, som der alligevel sjældent er plads til i dine løbeshorts.
Markedet er broget, og der er meget at vælge imellem. Derfor er det vigtigt, at du gør op med dig selv, præcis hvad du har brug for. Er det vigtigt, at trackeren bare holder strøm længe og kun diskret indsamler data, så bør du styre helt uden om urene. Vil du til gengæld gerne have de ekstra smart-funktioner, som urene kan tilbyde, bør du overveje at investere lidt ekstra.
Fælles for alle de inkluderede modeller er, at de egner sig til både almindelig 24/7 tracking af dit aktivitetsmønster og særlige træningspas.
Sådan testede vi
De enkelte trackere/smart-ure er blevet parret med enten en Android-telefon eller en iPhone. De respektive apps er hentet og benyttet i testperioden.
Urene er hver især båret på enten højre eller venstre arm i en uges tid ad gangen for at danne et repræsentativt billede af deres respektive egenskaber. Herved er det også blevet tydeligt, hvor ofte de skulle lades op, samt hvor gode de har været til at indsamle data under rolige forhold og ved besøg i det lokale fitnesscenter.
Dem testede vi:
TomTom Touch 1.148 kroner
Fitbit Charge 2 1.249 kroner
Apple Watch Nike+ 3.499 kroner
Samsung Gear Fit 2 1.599 kroner
Polar M600 2.599 kroner
Polar M600
Et Android-ur i forklædning
Polar trækker på erfaringen og smider et smart-ur med i pakken.
TomTom Touch
Lykken er en fedtmåler
TomTom Touch skiller sig ud med fedtmåling, men snubler på målstregen.
Apple Watch Nike+
Gammel vin på nye flasker
Re-branding behøver ikke at være en skidt ting, så længe det gøres ordentligt.
Samsung Gear Fit 2
Prisbilligt smart-ur
Gear Fit 2 ligner en tracker, men er mere ur end dataindsamler.
Fitbit Charge 2
Næsten perfekt
God software og nem navigation gør Charge 2 til en vinder.