annonce
annonce
annonce
annonce

Ægte hi-fi uden kabelrod

Her er de trådløse stereoanlæg, der giver de bedste musikoplevelser, uden at du skal smadre sparegrisen.

Musikglæde har intet at gøre med størrelsen af din bankkonto. Ligesom du kan gøre et decideret umusikalsk fejlkøb med et hi-fi-anlæg til 100.000 kroner, er det også muligt at få kanonlyd fra overkommelige komponenter. Det handler bare om at vælge rigtigt.

Det nytter ikke meget med superlyd, hvis stereoanlægget ikke dækker moderne brugeres behov. Det betyder, at anlægget skal kunne streame lyd trådløst fra en smartphone på nem vis. Det er et krav, vi har stillet her, så i denne test finder du anlæg med forskellige løsninger hertil. Alle kan sluttes til hjemmenetværket og streame musik via netværksrouteren. Nogle har også Bluetooth for endnu lettere tilslutning.

I denne test har vi taget udgangspunkt i en prisseddel på omkring 10.000 kroner. Vi leder efter de komponenter, der bedst kan formidle musikken på naturtro vis. For at kunne det er det absolut vigtigt at have en god mellemtonegengivelse. Det er trods alt dér, næsten alle instrumenter har det meste af deres energi. Diskantområdet er også vigtigt, da det er i overtonerne, at rummet og luften i musikken kommer frem.

For at lykkes bedst muligt med dette er det i bassen, kompromiserne må indgås. Derfor har vi valgt gulvhøjttalere fra og går i stedet efter den kompakte slags. Kompakthøjttalere har ofte en meget renere basgengivelse end deres gulvstående søskende; det, man ofrer, er den nederste oktav. Som en bonus er kompakthøjttalere langt mere placeringsvenlige.

Indspil fra branchen

Vi har forhørt os i branchen om, hvad de professionelle aktører mener er de bedste køb til omkring 10.000 kroner. Anlæggene i denne test er resultatet heraf – nogle af dem er fra ét mærke, mens andre er sat sammen af komponenter fra forskellige producenter.

De fleste af anlæggene kan findes hos én og samme forhandler, men der kan være undtagelser. Lyd & Billede skriver for hele Skandinavien, og det kan ske, at du må til to forskellige forhandlere for at købe komponenterne til et af de anlæg, vi præsenterer her.

picture1
<
>
(Foto: Producent)
Produkter i testen
Veludrustet grå mus
Et kompakt og veludstyret anlæg, der desværre ikke indfrier på det vigtigste.

Pioneer har en lang tradition for teknisk avancerede produkter, der kombinerer kvalitet og god lyd. Derfor har man lov til at have visse forventninger til dette kompakte Pioneer-anlæg. For her mangler der ikke meget, selv om anlægget er blandt de mindste kompaktanlæg, vi har testet.

Det hele er integreret i én 29 cm bred enhed og et par 28 cm højttalere i sort pianolak med en 13 cm bas i glasfiber og en 25 mm diskant. Et anlæg, der let glider ind i reolen uden at optage meget plads.

Pioneer-anlægget har cd-afspiller og radio indbygget. Det har også et stort udvalg af streaming-muligheder – AirPlay, Bluetooth, Chromecast og DTS Play-Fi er integreret i anlægget. Som også har FireConnect til trådløs sammenkobling af enheder i andre rum. Altså multirum. Men der er mere endnu. Anlægget har også Spotify Connect, Tidal, Deezer, FM, DAB og TuneIn netradio indbygget. Men ingen pladespillerindgang.

Desuden har det tilslutning til netværket via Ethernet eller Wi-Fi samt analoge og digitale indgange på bagsiden. USB-stik foran og bagpå gør det muligt at tilslutte harddiske med musik og bruge anlægget som husets musikserver. Hvis du vil have mere bas, kan en subwoofer kobles til.

Anlægget har et overskueligt farve-display, og der medfølger en fjernbetjening, som styrer selve anlægget. Indstillinger og afspilning kan også styres med en app. Det understøtter Bluetooth Wakeup, så det tænder automatisk, når du kobler dig på med Bluetooth, og Auto Reconnect, som automatisk kobler dig på næste gang.

Der er med andre ord meget, der taler for Pioneer-anlægget.

Lydkvalitet

X-HM86D leverer et forholdsvis afbalanceret lydbillede med en varm klang. Men det bliver lidt gråt og farveløst, især i mellemtonen. Måske er diskanten lige lovlig afslappet, for lyden kan opleves som mørk, men anlægget formår alligevel at engagere. Både Jason Isbells vokal på country-nummeret “Last of My Kind” og Ragnhild Hemsings violin på Sibelius’ Danses Champetres lyder lidt mørkere, end vi bryder os om, og mangler nuancer og raffinement.

Anlægget bider godt fra sig med acceptabel dynamik, når man skruer op for volumen, men bassen ruller hurtigt af, og man får ikke et ordentligt drive i bassen, selv om man har lyst til at spille lidt højere.

Plus i karakterbogen for behagelig lyd, som man ikke bliver træt i ørerne af, selv efter lang tid, men Pioneer-anlægget imponerer desværre ikke. Veludstyret, pænt og kompakt, men kedeligt at lytte til.

Pioneer-X-HM86D-anleggpicture2
<
>
Pioneer-anlægget kan også fås i sølvgrå.
NAD C338 og B&W 686 S2 Drømmen der brast
Med NAD og Bowers & Wilkins burde det være umuligt at fejle.

Ethvert anlæg, der indeholder en NAD-forstærker og højttalere fra Bowers & Wilkins, kan få mundvandet til at løbe på entusiasterne. Her er det netop sådan en kombination, der udgør testens næstdyreste anlæg.

Vi har testet både forstærkeren og højttalerne tidligere og havde store forventninger til kombinationen. For her får man meget for pengene. Lad os tage højttalerne først. B&W’s kompakte tovejshøjttaler har den karakteristiske gule kevlarmembran i bassen kombineret med en aluminiumdiskant.

At drive de relativt ineffektive højttalere (87 dB følsomhed) kræver alle de 50 watt effekt, som NAD-forstærkeren besidder. Men siden vi taler NAD-watt, siger tallene ikke alverden. Det er praksis, der tæller.

Forstærkeren er en moderne udgave af den klassiske NAD 3020. Med analoge indgange – også pladespillerindgang – men C338 er desuden trådløs. Enten med Bluetooth eller Chromecast via Wi-Fi. Med en Bluetooth-app fra NAD kan man betjene forstærkeren fra mobilen.

To antenner stikker op fra bagsiden. Der er også to analoge RCA-indgange, den nævnte pladespillerindgang til MM-pickup, en subwoofer-udgang samt to optiske og to koaksiale digitalindgange. Der er derimod ingen USB DAC-indgang med understøttelse af højopløst lyd. Så skal man i stedet vælge den dyrere NAD C368, som har udskiftelige moduler med ekstra indgange.

Opsætning og daglig brug er så enkelt, som det kan blive. Der er ikke meget, der skal konfigureres, før man kan spille musik. En knap på fronten mærket Bass EQ kan bruges, hvis man vil kompensere for manglende bas fra små højttalere.

Det er dog ikke nødvendigt med B&W 685 S2.

Lydkvalitet

Kombinationen NAD og Bowers & Wilkins giver en rigtig god sammenhæng i lydbilledet, men det sprudler ikke just af engagement. En tør, næsten neutral og meget stram basgengivelse med glimrende definition trækker op, mens mellemtonen lyder lidt for anæmisk og afslappet til, at vi lader os overbevise.

Lyden kan virke lidt indelukket, for detaljerne kommer ikke er særlig godt frem på denne kombination, og vi sidder og venter på, at musikken skal tage os med storm. Det sker bare ikke.

Der er et uforløst potentiale her, som måske kan løses med en anden kombination af forstærker og højttaler. Så vi koblede KEF Q150 til i stedet. Det åbnede lydbilledet op og gav os mærkbart mere fokuseret lyd, tydeligere detaljegengivelse og et mere åbent lydbillede.

NAD C338 og B&W 685 S2picture2
<
>
NAD-forstærkeren bagfra, med antenner til streaming.
Onkyo R-N855 og Klipsch RP-150M Mere power, tak
Højttalere fra Klipsch parret med Onkyo-elektronik plejer at være en sikker kombination, men her mangler der noget.

Klipsch og Onkyo er blandt testens hi-fi-veteraner og har begge et bredt repertoire af produkter i alle prisklasser. De to ses ofte sammen i store hjemmebiosystemer, men her handler det altså om et kompakt stereoanlæg.

Onkyo har formået at proppe imponerende meget udstyr ind i stereo-receiveren R-N855, og der er lagt vægt på de trådløse tilslutningsmuligheder. Den understøtter både Chromecast, FireConnect, DTS Play-Fi og DLNA, og kan dermed fungere i en multirumsopsætning på tværs af mærker og standarder. DAB+ og internetradio er rart at have, og desuden er der pladespillerindgang. Med understøttelse af Spotify og Tidal oveni er der næsten ingen grænser for musikkilderne.

De kompakte RP-150M højttalere er de mindste i den storsælgende Reference Premiere-serie fra Klipsch. De anvender Klipschs berømte diskanthorn med titanium-drivere kombineret med en 5,25 tommers bas i et solidt basreflekskabinet. Følsomheden er 93 dB, hvilket betyder, at højttalerne kan spille højt selv med få watt ind. Vores testeksemplarer var i spejlblank pianolak.

Onkyo/Klipsch-anlægget er enkelt at sætte op og er let at styre via fjernbetjeningen eller Onkyos egen app. Højttalerne har basrefleksporte på bagsiden, så de trives bedst med lidt plads at ånde på i reolen eller endnu bedre på et par standere.

Lydkvalitet

Et anlæg med Klipschs letdrevne og energiske højttalere burde som udgangspunkt betyde masser af fart og tempo. Vi har tidligere testet storebror RP-160M med et godt resultat.

Men når vi starter musikken på Klipsch + Onkyo, lyder det ikke helt som forventet. Maria Mena bliver for tynd og lys i stemmen, og det er, som om der mangler noget i mellemtonen. Bassen er fyldig, men ikke specielt præcis – det lyder lidt, som om bassisten spiller med vanter på! Den dynamik, vi er vant til fra nummeret, er ikke til stede, og lydbilledet får en spinkel karakter. Det lyder kort sagt skuffende fladt og blodfattigt.

Det rimer ikke med vores tidligere erfaringer med Klipsch, og et skift til en anden forstærker afslører, at det er Onkyo, der er synderen i dette tilfælde. Trods mange lydforbedrende finesser (bl.a. den fasekorrekte bas-boost PM Bass) formår Onkyo R-N855 ikke helt at sparke liv i de ellers glimrende Klipsch-højttalere.

Med forstærkeren fra Marantz kommer der væsentlig mere liv i kludene, og især mellemtonen kommer tydeligere frem. Klipsch RP-150M er en glimrende højttaler, men har altså brug for en bedre forstærker!

Onkyo_Klipsch_anlegg-1Onkyo R-N855 og Klipsch RP-150M
<
>
Foto: Geir Gråbein Nordby
Sonos Play:5 II Bedst til multirum
Få om nogen kan lave multirumslyd som Sonos. Men hvor hi-fi er topmodellen Play:5 egentlig?

Hvad Sonos Play:5 mangler af tilslutningsmuligheder, vinder den ind igen på minimalisme og brugervenlighed. Det er legende let at koble den til hjemmenetværket, og i app’en kan du definere, hvilket rum den skal tilhøre, og om du vil koble to sammen som stereopar. Hvilket vi har valgt at gøre her for at tegne et stort lydbillede op, som kan konkurrere lydmæssigt med de traditionelle hi-fi-anlæg.

Selv om man normalt ikke anbefaler at placere højttalere i en bogreol, er det ikke noget problem med Sonos takket være en simpel rumkorrektion, som fjerner de frekvenser, der maskerer det, man skal høre. Her bruges mobilen som målemikrofon, og du ledes hele vejen igennem opsætningen.

Play:5 understøtter et væld af musiktjenester, inklusive Tidal, Spotify og Apple Music. Nogle vil savne Bluetooth til at streame fra YouTube og andre ikke-understøttede tjenester. Der er heller ikke optisk digitalindgang. Hvis du vil slutte tv’et til for at få bedst mulig lyd herfra, er du tvunget til at bruge den analoge 3,5 mm lydindgang.

Det er ikke godt nok efter vores mening, og vi ser heller ikke for os, at der vil blive koblet særlig mange pladespillere til højttalerne. Sonos er med andre ord ikke for analog-entusiaster.

En fysisk fjernbetjening må du kigge i vejviseren efter. Her er det betjening fra mobil eller tablet, der gælder. Du kan også trykke direkte på højttalerens touch-panel for at starte eller stoppe musikken eller swipe for at skifte nummer.

Lydkvalitet

Anden generation af Play:5 ligger lydmæssig et trin eller to over forgængeren, og som multirumshøjttaler holder den fortsat stand. Især når man har to, der spiller i stereo. Højttalerens bedste egenskaber er den klare og rene lyd, som især gavner vokalgengivelsen. På Maria Menas Kiss-cover “I Was Made For Loving You” står hendes stemme klokkeklart ud i rummet, og raslen fra basstrenge og klirren af klokkespil er sprød og tydelig.

Måske lidt for sprød. For når Maria synger “Feel the magic”, kan vi ikke rigtig føle det. Der er noget mekanisk over præsentationen. Selv om Sonos jordede de fleste af konkurrenterne, da vi testede multirumshøjttalere sidste år, må Play:5 se sig slået af Yamaha-anlægget og ikke mindst Marantz/KEF-kombinationen, som begge har en varmere og mere organisk lyd. Det høres især på klassisk musik, hvor violiner og klaverer på Sonos lyder lidt spidst og overartikuleret. Der er noget syntetisk over det hele.

Sonos Play:5 IISonos Play:5 II
<
>
Foto: Geir Gråbein Nordby
Electrocompaniet EC Living Tana SL-1 og Tana L-1 Multirum med hi-fi-kvalitet
EC Living Tana har den nødvendige varme og fyldige lyd, man forventer af ægte hi-fi.

Når man tænker stereoanlæg, tænker man automatisk på to højttalere med en forstærker imellem. Men hvorfor ikke sløjfe forstærkeren til fordel for to fuldt aktive højttalere? Det er, hvad Electrocompaniet har tænkt med deres Tana-serie.

Tana SL-1 er hovedhøjttaleren, og hvis du kun skal have én højttaler, der spiller alene, er det den, der gælder. Den kobles til hjemmenetværket – helst med Ethernet-kabel for så stabil drift som muligt. Det er i den, streaming-tjenesterne er indbygget, og skal du koble digitale lydkilder såsom tv’et og måske en cd-afspiller til, er det her, det gøres.

Så er der slavehøjttaleren L-1. Den har identisk lydkvalitet, men er afhængig af SL-1 for at fungere. Den modtager både digital lyd og synkroniseringssignaler trådløst fra hovedhøjttaleren. Hvilken af højttalerne der er venstre og højre, bestemmer du selv i mobil-app’en EC Remote.

EC Living er Electrocompaniets varemærke for multirumssystemer og den mest oplagte Sonos-konkurrent i denne test. Hvis du har flere styk SL-1 i flere rum, kan de grupperes og styres fra samme app. I skrivende stund har de endnu ikke Party Mode, hvor alle højttalere spiller samme musik samtidig, men det skulle være på vej i en kommende software-opdatering.

EC Living er let at sætte op, selv om man ikke ledes lige så meget ved hånden som med Sonos. Her er understøttelse af Spotify Connect og Tidal, og AirPlay og DLNA kan benyttes, hvis du bruger andre tjenester end dem, der understøttes direkte. App’en fungerer fint, og en smart trinløs basjustering gør det let at finde den ønskede lydgengivelse ud fra smag og omgivelser. Placeret i en bogreol kan man f.eks. dæmpe bassen.

Det eneste, vi ikke kan lide, er at det gøres i opsætningsmenuen – som man ikke har direkte adgang til, når man er inde i Tidal-app’en. Man må tilbage til udgangspunktet for at lave indstillinger og derefter gå ind i Tidal igen. Lydindstillinger burde man have direkte adgang til, uanset hvor man var i app’en.

Lydkvalitet

Hvad lyden angår, er der derimod ikke meget at sætte en finger på. Der er opløsning i overtonerne, så sangstemmer kommer klart og tydeligt frem, bækkener svæver og violiner ligeså. Desuden får man den fylde i mellemtonen, som Sonos mangler. EC Living får mere klang fra Jason Isbells akustiske guitar, og der er mere krop i Ragnhild Hemsings violin, så man tror mere på det, man hører.

Den lidt spidse digitale klang fra Sonos er der ikke her. Vi tænker, at det i høj grad skyldes den analoge AB-forstærker i stedet for Sonos’ klasse D.

EC Living Tana har også mere dynamik og liv, og lyder i det hele taget rigtig godt. De er ikke helt på højde med det superstramme og ultrafokuserede lydbillede hos Marantz M-CR611 + KEF Q150, men Electrocompaniet beviser, at man ikke behøver en ekstern forstærker for at få ægte hi-fi-lyd.

quote

picture1picture2
<
>
Lækre, minimalistiske detaljer gør, at EC Living fortjener at blive vist frem.
Et fuldgyldigt hi-fi-anlæg
Yamaha-anlægget er næsten komplet og spiller kanongodt.

Mens de fleste minianlæg byder på masser af kompromiser, virker det, som om Yamaha har læsset alt, hvad de kunne komme i tanke om, ind her. Deres anlæg placerer sig på toppen af fødekæden i Yamaha-kataloget og er det bedst udstyrede mikroanlæg, de laver.

Det mangler stort set kun pladespillerindgang for at være komplet. Ellers er det meste på plads: Streaming med Wi-Fi eller Bluetooth, DAB- og internetradio, Spotify Connect og Tidal samt cd-afspilning. Desuden har det multirums-streaming.

Yamaha-anlægget består af et par små højttalere, en forstærker og en cd-afspiller med trådløs streaming, og passer perfekt ind i bogreolen i et moderne hjem. De medfølgende højttalere er 31 cm høje og højglanslakeret sort. En 13 cm bas-enhed og en 25 mm diskant er inden for normen på mikroanlæg.

Forstærkeren har kun én indgang til analoge lydkilder, og den bruges til cd-afspilleren i anlægget. Ud over subwoofer- og hovedtelefonudgang har den også digital lydindgang via USB på bagsiden. Den bruger man, når man skal spille musik fra f.eks. en bærbar. Den indbyggede digitalkonverter (DAC) i forstærkeren understøtter – ligesom meget high-end-udstyr – højopløst lyd (DSD128 og PCM 383 kHz).

Cd-afspilleren er trådløs, og det er den, du streamer musik til. Enten med Bluetooth eller AirPlay. Men den understøtter også DLNA for dem, der ikke har Apple-produkter. MusicCast er Yamahas måde at sige multirum på, og anlægget kan kobles trådløst sammen med andre MusicCast-produkter i andre rum.

Der medfølger en fjernbetjening, men enheden kan også betjenes med en app, som fungerer godt og giver dig adgang til afspilningslister og mulighed for sortering samt enkle lydvalg og volumen.

Lydkvalitet

Yamaha-anlægget byder på et meget åbent og afbalanceret lydbillede. Her er tilstrækkeligt med detaljer og fyldig klang. Lyden af Jason Isbells akustiske guitar kommer rigtig godt frem og er bedre fokuseret end på mange af de andre anlæg i testen. Klangen på vokaler er varm og fyldig, og et klaver lyder fornemt med masser af luft i lydbilledet. Strygerne i Danses Champetres er godt fokuseret, og der er mere dybde og tredimensionalitet end på de fleste anlæg.

Ægte dybbas er her ikke, men Maria Menas Kiss-cover viser, at højttalerne kan gengive elbas med overbevisende dybde og dynamik. Marias vokal lyder mere nuanceret her end på Pioneer-anlægget, og Yamaha leverer en lydkvalitet, der klart ligger et par trin over Sonos.

Yamahas anlæg er ikke alene veludstyret, det er også et af de bedste mikroanlæg, vi har testet, og et rigtig godt køb.

quote

picture1picture2
<
>
Yamaha-anlegget finnes også med sølvgrå elektronikk. Foto: Yamaha
Marantz CR-611 og Kef Q150 Vellykket kombination
Marantz/KEF-anlægget er pænt at se på og let at betjene, og lyden sidder lige i øret!

Evigtunge Marantz og KEF er måske bedst kendt for deres produkter i det dyrere high-end-segment, men de ved også en eller to ting om, hvad der giver god lyd i budgetklassen.

Hjertet i dette anlæg er den kompakte og stilige stereo-receiver Marantz M-CR611, som har et bredt repertoire af funktioner. Cd-afspiller er på plads, DAB/DAB+ radio ligeså. Desuden har den selvfølgelig internetradio og en række trådløse tilslutningsmuligheder, inklusive Bluetooth, AirPlay og Spotify Connect.

Alt kan styres direkte fra mobilen via Marantz’ egen fjernbetjenings-app. Forstærkeren yder 2 x 60 watt, og hvis man vil, kan man tilslutte en aktiv subwoofer via den ekstra line-udgang.

Højttalerne i systemet er Q150, den mindste model i KEF’s nye Q-serie, som blev lanceret med brask og bram tidligere på året. De skiller sig umiddelbart ud fra mængden med kun én synlig enhed på fronten. Mangler der noget? Nej, det er bare den koaksiale Uni-Q-enhed – et af KEF’s varemærker – hvor diskanten er monteret i centrum af bas/mellemtonen. På bagsiden er der en basrefleksport samt single-wire højttalerterminaler.

Finishen er helt okay for denne prisklasse, og magnetiske stoffronter gør det muligt at vise højttalerne frem i al deres glans uden synlige plug-huller.

Marantz/KEF-anlægget er let at slutte til og tage i brug, men fjernbetjenings-app’en kunne godt trænge til en ansigtsløftning. Menusystemet er ikke det mest overskuelige eller intuitive, vi har set, med listevisninger i stedet for stilig grafik. Selv om app’en kan styre det meste, foretrak vi derfor som regel at bruge den medfølgende fjernbetjening.

Lydkvalitet

Men lyden! Her kører Marantz og KEF i cirkler om de øvrige testdeltagere med en frisk lydkarakter, der med det samme får os til at stampe takten. Lydbilledet er stort, men samtidig tydeligt og fokuseret, hvilket giver musikken den værdsatte følelse af fysisk nærvær.

“Tonight I wanna give it all to you,” synger Maria Mena, og vi bliver straks betaget af hendes spinkle stemme. Jason Isbells vokal kommer også tydeligt frem og lyder bedre end på konkurrenterne. Når elbassen kommer ind i slutningen af nummeret, er den stor og flot. Og anslagene på guitaren er noget for sig!

KEF-højttalerne er nok de egentlige stjerner i dette anlæg med deres livlige og superfokuserede spillestil, mens Marantz-receiveren hele tiden holder styr på begivenhederne. Hvor konkurrenterne kun skraber i overfladen, formår Marantz + KEF at grave detaljerne frem og formidle musikken med krop og sjæl. En rigtig “killer combo” med testens absolut bedste lyd!

quote

Marantz CR-611 og Kef Q150Kef Q150
<
>
Foto: Geir Gråbein Nordby

    Læs også

    Monsterforstærker fra Dan D’Agostino

    Monsterforstærker fra Dan D’Agostino

    Den integrerede forstærker kan udstyres med DAC og phono-trin.Tilføj som favorit
    Geneva Touring S+

    Geneva Touring S+

    Geneva hævder sig med en særdeles potent rejseradio.

    Tilføj som favorit
    Yamaha M-5000 + C-5000

    Yamaha M-5000 + C-5000

    Træt af hi-fi? Yamahas high-end-forstærkere vil få dig på bedre tanker.

    Tilføj som favorit
    Gold Note IS-1000

    Gold Note IS-1000

    Gold Note charmerer og imponerer.

    Tilføj som favorit
    Tivoli Audio PAL+ BT

    Tivoli Audio PAL+ BT

    Rejseradioen fra norske Tivoli er blevet opgraderet, men er det nok at holde konkurrenterne nede?

    Tilføj som favorit
    Ruark Audio R1 Mk3

    Ruark Audio R1 Mk3

    Bedre lyd får du ikke i denne klasse, men batteriet er latterlig dyrt.

    Tilføj som favorit
    Pure Evoke H4

    Pure Evoke H4

    Pures radio er et godt valg for dem, der har brug for et håndtag. Men husk at købe batterier.

    Tilføj som favorit
    Geneva Acustica Lounge Radio

    Geneva Acustica Lounge Radio

    Hvad Genevas kompakte radio mangler i funktioner, vinder den ind igen på lyden.

    Tilføj som favorit
    annonce
    Luk menu