annonse
annonse

test: Como Audio Musica

Ulv i fåreklæder

Oktober 2017Como Audio Musica

Lad dig ikke narre af det kompakte udseende – Comos anlæg er et fuldværdigt trådløst stereoanlæg med forbløffende egenskaber.

Lyd & Billede mener

Vellydende minianlæg med elegant multirumsløsning og understøttelse af flere streaming-tjenester. Netværksradio, DAB+ og cd-afspilning. Let at bruge.
Mangler selvfølgelig dybbas, men ellers ikke meget at sætte en finger på.

Der er nok ikke mange, der har hørt om Como Audio. Hvilket er ikke så underligt. De hører ikke til blandt de etablerede mærker, som man finder på enhver butikshylde. Men det kan hurtigt ændre sig. I hvert fald hvis Como Audio Musica bliver lige så godt modtaget af publikum som af os.

Bag det italiensk klingende navn står Tom DeVesto, manden bag radiosuccesen Tivoli Audio. Nu arbejder DeVesto med et nyt mærke, og vi har tidligere testet en bordradio fra Como Audio ved navn Duetto med godt resultat.

Men en svale gør ingen sommer, hvilket Tom DeVesto ved. Man skal også levere på de andre produkter. I den nye Musica er der lagt vægt på at tilfredsstille det brede publikum, og her skal man lede længe for at finde nogen mangler. Flot træfinér og tillidsvækkende byggekvalitet lover godt.

DAB+, netværksradio og multirum

Musica er meget mere end bare en bordradio med cd-afspiller og stereohøjttalere. Anlægget er selvfølgelig trådløst, og med Bluetooth kan det også agere streaming-højttaler for mobilen. Det har streaming-tjenester som Spotify Connect, Tidal, Napster og Deezer tilgængelige fra fjernbetjeningen, og man kan styre det med en app.

Det kan også bruges med en Google Chromecast plugget i USB-porten bagpå, og det kan kobles til dit Wi-Fi-netværk derhjemme, så du kan få adgang til mere end 30.000 radiostationer på nettet. Desuden har det FM- og DAB+ radio.

Lyden fra tv’et kan afspilles over Musica via den optiske indgang på bagsiden, og det kan parres med andre Como Audio-produkter, som også understøtter Wi-Fi, så man får multirum. Sæt f.eks. en Musica i stuen, en Duetto i køkkenet og den bærbare Amico på terrassen. Så kan en af dem fungere som kilde i et netværk, og du kan f.eks. afspille cd’er på Musica og streame lyden til de andre Como-apparater.

Brugervenlighed

Det er længe siden, vi testede stereoradioen Duetto, men det var forbløffende nemt at komme i gang med Musica. Mindre end fem minutter efter udpakningen var det koblet til netværket, og vores yndlingsstationer var gemt på hurtigknapperne på fronten.

Bare følg den enkle vejledning, der ligger i æsken.

Ligesom på Duetto kan man gemme radiostationer uafhængigt af kilde – FM, DAB+ eller netradio – og vælge favoritterne i app’en, på fjernbetjeningen eller på de otte knapper foran på anlægget. Farveskærmen er ikke trykfølsom, men viser meget information om lydkilden. Såsom hvad det er, man hører, albumcovers, billeder, video og signalkvalitet.

Første gang man sætter Musica op som en del af et multirumssystem, skal man bruge app’en for at tilføje andre enheder i netværket. Det tog fem minutter. Så på ti minutter havde jeg færdigprogrammeret Musica, koblet en Amico til, lagt mine favoritter ind og var klar til at spille musik.

FM/DAB/DAB+ radio
Wi-Fi og Bluetooth-streaming
Internetradio, cd-afspiller, multirum
USB, 2 x analog lyd ind, optisk lyd ind, Ethernet, hovedtelefoner ud
8 forhåndsvalg
Spotify Connect, Tidal, Napster, Deezer
Farveskærm
Como Control-app, fjernbetjening
Valnød, hickory, sort eller hvid
Web: comoaudio.eu

Pris: 5499,-